I princippet kan man betragte en celle som en computer. Den styres af software i form af de gener, der bestemmer, hvilke egenskaber cellen har, og hvilke stoffer den kan udskille. 

Som var det et computerprogram, kan man ændre i instruktionerne eller klippe og klistre gensekvenser fra flere forskellige slags celler sammen, og så opfører cellen sig på helt nye måder.

Hvis man har en tilstrækkelig god forståelse af, hvad et bestemt gen koder for, kan den sekvens bruges som et standardiseret modul, som man kan klippe ind i en celles genom, når det lige er dén funktion, man har brug for. Med tiden kan man opbygge et stort bibliotek af sekvenser med veldokumenterede funktioner, og derfor vil man i stigende grad kunne stykke organismer sammen med netop de egenskaber, man ønsker, ved at kombinere velkendte genetiske moduler.