Thulesen Dahls hjertesag: Danskernes tryghed
Jens Reiermann
VelfærdsredaktørTorben K. Andersen
Politisk redaktørNår Mandag Morgen kan påvise, at Dansk Folkeparti vandt valget for Lars Løkke Rasmussen ved at trække næsten tre procent af vælgerne hen over midten, så ryster partiformand Kristian Thulesen Dahl lidt på hovedet.
For ham handler det ikke så meget om vælgervandringer fra en blok til en anden, men om helt andre overvejelser blandt vælgerne. I bund og grund mener han, at der kun er to men til gengæld meget forskellige vælgergrupper i Danmark.
”Du har partier, som tror på, at globaliseringen skaber muligheder og udfordringer, og de repræsenterer folk, der føler, at de har økonomi og kompetencer på et niveau, så globaliseringen øger deres muligheder. En anden del af danskerne har brug for tryghed over for en udvikling, som ikke giver dem nye muligheder, men som virker truende på dem og det, de gerne vil med deres liv. Den gruppe af danskere repræsenterer vi i Dansk Folkeparti,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Men det er Dansk Folkeparti ikke ene om. Thulesen Dahl er helt på det rene med, at også Socialdemokraterne henvender sig til lige netop den gruppe af vælgere. Ser man Mandag Morgens profil af de to partiers vælgere, ligner de to partiers vælgergrupper da også hinanden. Begge partier har fat i arbejdervælgere, eller med Thulesen Dahls ord: ”De vælgere, der er afhængige af nationalstaten og den tryghed, nationalstaten giver for deres livsmuligheder”.
Det er også derfor, at Dansk Folkeparti topper deres forsvar for velfærden med et ønske om at regulere indvandringen. Indvandringen er helt på linje med den mere abstrakte diskussion af globaliseringen en meget konkret trussel mod den nationalt opbyggede velfærd.
Og det føler netop den gruppe af vælgere, som Dansk Folkeparti repræsenterer. Kristian Thulsen Dahl er overbevist om, at den store udviklings tabere skal findes blandt hans vælgere. Og sådan skal det fortsat være.
Når Mandag Morgen spørger, om han gerne vil fortsætte fremgangen fra valget i 2011 til 2015, så siger han: ”Nej, egentlig ikke.”
”Vores langsigtede mål er at opretholde en vis støtte fra danskerne, så andre partier ikke opfatter os som en yoyo, der helt som SF vinder stor styrke for så bagefter næsten at forsvinde helt. Hvis vi over mange år skal flytte noget i den retning, vi ønsker, og også forhindre de negative sider af udviklingen, så skal vi have relativ stor opbakning fra danskerne,” siger Thulesen Dahl.
Når han skal sætte tal på opbakningen, er det højere end de 12,3 pct., som Dansk folkeparti fik ved valget i 2011, men ikke nødvendigvis helt oppe på de 20 pct., partiet fik i juni.
”Vinderne vil stemme på Alternativet, de radikale, Liberal Alliance eller måske på de konservative. Taberne kan man finde hos vores vælgere. Hvis vi skal kunne tale deres sag i de næste mange år, så skal vi konsolidere os på et niveau, der er højere end de 12,3 pct., vi fik i 2011,” siger Thulesen Dahl.