Det betragtes generelt som noget skidt at udrydde arter. Men der er én art, som mange mennesker i bæredygtighedsbevægelsen helst så forsvinde: de politiske lobbyister. For bare at tage ét eksempel på deres mørke kunst, så fik BusinessEurope og andres afsporing af forsøgene på at genstarte EU’s handel med CO2-kvoter cementeret den udbredte opfattelse af, at lobbyister har en korrumperende og ondartet indflydelse på politik og regeringsførelse.

Både de grønne energiselskaber og nogle mainstreamfirmaer protesterede imod påstanden fra BusinessEurope om, at der var entydig støtte blandt organisationens medlemmer – der udgøres af industrisammenslutninger i 35 europæiske lande – til dens stædige modstand mod EU’s planer om at skubbe på udviklingen hen imod en kulstoffattig økonomi. Men sådan er arten af natur.

Mens jeg har forsøgt at fokusere på arbejde med erhvervslivet frem for med politikere, så er der mange skæringspunkter mellem de to verdener. Da jeg engang for mange år siden befandt mig på et fly hjem fra Bruxelles, sad jeg for eksempel ved siden af en førende politiker. Hun spurgte mig, hvad jeg mente ville blive fremtidens problemer, og jeg bemærkede, at mens et voksende antal virksomheder var begyndt at have lobby-aktiviteter, så var der kun få af dem, hvis overhovedet nogen, som var åbne om disse aktiviteter.

Samtalen fik det uventede udfald, at SustainAbility og Government Policy Consultants (GPC) lavede et fælles projekt om lobbyismens dunkle verden, som i 2000 resulterede i en rapport med titlen “Politics and Persuasion” og igen i 2005 en ny rapport i samarbejde med WWF, der hed “Influencing Power”.

Kun bredt samarbejde kan skabe forandring

Uanset om man betragter EU eller ser hen over Atlanten til USA, så er nutidens politiske processer alt for ofte fastlåste, selv når det gælder grundlæggende spørgsmål som, hvad vi skal gøre ved økonomien. Når det kommer til bredere samfundsemner – som for eksempel indvandring, våbenkontrol eller klimaforandringer – så er der tunge interesser, som er repræsenteret af organisationer som National Rifle Association (NRA) eller BusinessEurope, der energisk påvirker politikerne for at bevare den gamle, forældede orden.

Det gør hverken fra eller til, at vi ønsker, at tingene forholdt sig anderledes. I stedet har vi brug for en dagsorden, der fanger tilstrækkeligt mange på venstrefløjen, på midten og til højre til at opnå den nødvendige kritiske masse, der kan skabe forandring. Og en af de mest tænksomme kommentatorer i den retning har været Bill Shireman fra Future 500, som er en organisation, der har som mål at bygge bro mellem erhvervslivet og ngo’erne ved at sætte resultater højere end ideologi.

Alle har – lidt – ret

Uanset hvordan diskussionen om den kontroversielle olieledning mellem Canada og USA, Keystone XL Pipeline, falder ud, så fastholder Bill Shireman, at næste skridt derefter må inkludere en modig højre-venstre-alliance, som forener de to halvdele af bæredygtighedsbevægelsen: den økonomiske og den sociale/miljøorienterede bæredygtighed. Og det er lige så sandt, for så vidt angår Europa som USA.

De konservative har ret, mener Shireman, for som han siger: ”Som nation er vi løbet tør for penge og i dyb gæld.”
Men, tilføjer han så: ”De progressive har også ret: vi kan ikke betale vores gæld ved at tage pengene fra de fattige, middelklassen eller miljøet. Men fordi den politiske proces ikke giver dem andet valg, så har fløjene kun løsningsforslag, som gør problemerne endnu værre. Højrefløjens løsning lyder ”drill, baby, drill!” og udtøm vores økologiske kapital. Venstrefløjens løsning lyder ”spend, baby, spend!” og udtøm vores finansielle kapital. Den løsning, der lyder fra særinteresserne – fra virksomhederne, fagforeningerne, fagfolkene og regeringerne – er at gøre begge dele. De vil have dagsordenerne fra både højre og venstre, de vil både bore og bruge mere.”

Lobby for fremtiden – ikke fortiden

Problemet er, hævder Shireman, at det her simpelthen ”låser os fast i status quo. Fordi fortiden har magtfulde lobbyister, men fremtiden næsten ingen fortalere har.”

For at udfylde hullet, så argumenterer Future 500’s ”Innovationsdagsorden” for syv politikker, som i sidste ende kan skræve hen over afgørende politiske skel. De ville tjene til at betale af på både vores økologiske og vores økonomiske gæld og til at genetablere en ægte, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig vækst. Som Shireman er hurtig til at indrømme: ”Politikkerne er endnu ikke realistiske. Men det bliver de, eller noget, der ligner dem, fordi med tiden så bliver det nødvendige altid muligt.”

Det bliver centralt og afgørende for at få de syv politikker til at virke at få virksomheder og ngo’er til at finde ud af, hvordan de sammen lobbyer til fordel for fremtiden. Erhvervsledere er nødt til at lukke op for deres government affairs-siloer. Da jeg har arbejdet sammen med en hel del virksomheders government affairs-afdelinger, kan jeg kun tilslutte mig Shiremans insisteren på, at mange af de kræfter, der bruges på at revidere eller introducere nye politikker, både opbygger aktivisme imod erhvervslivet og giver virksomheder kurs mod fiasko på længere sigt, fordi de binder dem til deres overlevelsestruede fortid.

Det er tid til at bedrive politik. Førende virksomheder bør true med at forlade organisationer som BusinessEurope. De har i stedet brug for at tilslutte sig nogle af de skarpere reformplatforme, som er anført af forretningslivet – herunder The American Sustainable Business Council eller The B Team, som ledes af Sir Richard Branson og PUMA’s tidligere CEO Jochen Zeitz i fællesskab.

Indtil dato har The American Sustainable Business Council hovedsageligt små og mellemstore virksomheder som medlemmer, men mange af de dagsordener, som organisationen kæmper for, er nødvendige forudsætninger for bæredygtighed. Det amerikanske partnerskab af mere end 60 erhvervsorganisationer repræsenterer over 165.000 virksomheder og 300.000 entreprenører, ledere, investorer og andre.

Indtil videre har de lobbyet imod Keystone XL Pipeline, imod tilskud og skattehuller, som olieindustriens magnater nyder godt af, for gennemsigtighed i de politiske kampagnebidrag og for lovgivning, der gavner velgørende virksomheder – de såkaldte B Corps. De viser kort sagt vejen for os andre.