København blev nummer tre i den hårde kamp om at få EU’s ombejlede lægemiddelagentur, EMA, til byen. Det kan vi ikke bruge til meget. Og så alligevel.

Der er rent faktisk en hel del at lære af den proces, der gjorde Danmarks hovedstad til nummer tre i kapløbet efter Milano og Amsterdam, hvor sidstnævnte løb med de knap 800 vellønnede arbejdspladser.

De tre vigtigste lektier er:

• Danmark og København spiller med i den europæiske elite, når det gælder public diplomacy.
• VLAK-regeringens netværk i de EU-regeringer rakte ikke, da det kom til stykket.
• Danmarks politisk betændte naboskab med Sverige har sin pris.

Selv om København ikke vandt, blev der fra dansk side leveret et topprofessionelt stykke arbejde med at præsentere et seriøst kandidatur i en konkurrence på europæisk Champions League-niveau.

Danmark har altså rent faktisk de embedsmænd, organisationer, netværk og respekterede erhvervsledere, der skal til for at levere i europæisk topklasse, når det gælder tilbud til Europas beslutningstagere om, at det danske samfund er klar til på kompetent vis at varetage fælleseuropæiske myndighedsfunktioner. De kompetencer skal der nok blive brug for i fremtiden.

LÆS OGSÅ: EU’s agenturer har godt 10.000 ansatte og kun lidt rod i butikken 

Flot og brugbart kandidatur

På det politisk-diplomatiske plan må man også anerkende de danske bedrifter. Det var flot, at Danmark i første runde fik 20 stemmer ligesom Amsterdam, mens Milano fik 25. Størstedelen af stemmerne er – må man håbe – kommet i hus, fordi København objektivt set leverede et flot og brugbart kandidatur.

Men en del af stemmerne er uden tvivl resultatet af det, man kan kalde politisk studeprangeri, hvor statsministeren og udenrigsministeren har stillet andre EU-lande hjælp og støtte til dette eller hint EU-projekt eller dagsordenpunkt i udsigt.

Her må man konstatere, at de danske bestræbelser led skibbrud i den forstand, at man ikke fik lagt afstand til Amsterdam, selv om tilbuddet fra hollænderne ikke er helt så plug-and-play-klart, som det danske ifølge Bruxelles-mediet Politico angiveligt var.

Afstemningsresultatet i anden runde var 12 stemmer til Milano, 9 til Amsterdam og kun 5 til Danmark.

Utilfredse slovakker

Slovakiet afstod fra at stemme i berettiget skuffelse over, at Bratislava røg ud i første runde. Hvis man i EU vil vise, at man er bedre end nationalstaterne til at undgå centralisering, så missede man en chance ved ikke at placere EMA i den slovakiske hovedstad, der geografisk ligger fint med masser af kvalificeret arbejdskraft i det centraleuropæiske storbyrum mellem Wien og Budapest og med Prag lidt længere mod nord.

En vigtig forskel på de hollandske og de danske bestræbelser var, at Danmark havde gjort tidligere Novo-topchef Lars Rebien Sørensen til EMA-udsending. Hollænderne havde valgt den tidligere socialdemokratiske partiformand og finansminister Wouter Bos. Hvilken rolle det har spillet, er ikke til at sige.

Men overordnet set står det klart, at Holland havde mere politisk hestehandlerkapital hos de 26 lande, der afgav deres stemme, end Danmark har.

Uprofessionel udenrigsminister

Den tredje og måske vigtigste lære af forløbet er, at det nu må stå helt klart, at Danmarks og Sveriges regeringer har et forpestet og mistillidsfuldt forhold til hinanden.

Efter afstemningen lod udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bitterheden flyde i et omfang, der forekommer umodent, uprofessionelt og direkte skadeligt for Danmarks diplomatiske interesser.

“Svenskerne svigter på rigtig mange felter i dag. De svigter det nordiske samarbejde, og de svigter Malmø ved ikke at være med til at bakke op om og arbejde for det danske kandidatur, som jeg tror havde haft yderligere chancer for at komme helt frem til målstregen,” sagde Samuelsen til Altinget.

Uanset om Samuelsen efterfølgende fik opbakning fra lokale politikere i Skåne, som mente, at regeringen i Stockholm burde have støttet det danske kandidatur, efter at Stockholms eget bud røg ud i første runde, tjener udenrigsministerens bitre udmelding ikke til noget som helst.

Diplomatisk falliterklæring

Regeringen i Stockholm afviste overhovedet at fortælle, hvem man stemte på, hvilket naturligvis forstærker mistanken om, at man ikke stemte på København.

Og det er helt legitimt at stille spørgsmålet, om ikke der vitterligt var tungtvejende fælles svensk-danske interesser i at forsøge at få EMA til København som centrum for en styrket medico-klyngen i Øresundsregionen.

Men bundlinjen er, at samarbejde fordrer tillid, og at tillid er en mangelvare mellem statsministrene Stefan Löfven og Lars Løkke Rasmussen på et tidspunkt, hvor der er al mulig grund til, at de to nordiske ikke-eurolande arbejder sammen i EU.

Det er en falliterklæring for diplomaterne i begge lande, og det er et ualmindeligt håbløst signal at sende til resten af verden, at to privilegerede nabolande i den rigeste og tryggeste del af verden ikke kan finde ud at samarbejde, men i stedet råber ad hinanden.