Et helvedeshul.

Sådan karakteriserede Donald Trump i 2016 Belgiens, EU’s og NATO’s hovedstad, Bruxelles. På torsdag skal han for første gang som USA’s præsident ned i hullet.

Det sker, når Trump skal deltage i NATO’s topmøde og samme dag møde EU’s præsident, Donald Tusk, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Mødet skaber stor nervøsitet i både Bruxelles og Washington.

I NATO-hovedkvarteret frygter man at komme til at frustrere den uberegnelige amerikanske præsident. Derfor har man skåret i taletiden og droppet at formulere en politisk sluterklæring. Hvis de europæiske NATO-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen kommer gennem mødet med fortsat amerikansk opbakning til sanktionerne mod Rusland, vil det blive betragtet som en succes.

Men det ændrer ikke ved, at USA’s trofaste europæiske allierede fire måneder efter Trumps tiltrædelse fortsat ikke aner, om man skal tro på Trump, når han sviner NATO, EU og Tyskland til – eller om man skal tro ham og USA, når han og hans topministre formulerer sig mere imødekommende. Valget af Emmanuel Macron som Frankrigs præsident har vakt optimisme i den liberale europæiske lejr. Men det har langtfra fjernet frygten for den uortodokse amerikanske præsident.

I Washington er situationen højspændt og kaotisk efter Trumps fyring af FBI-chefen og nyheden om, at han har pralet med efterretningsoplysninger fra israelske kilder over for Ruslands udenrigsminister. Amerikanske embedsmænd og topdiplomater er angivelig dybt nervøse før præsidentens første store udlandsrejse, der ud over Bruxelles bringer ham til Saudi-Arabien, Israel og til Rom for at møde den katolske kirkes overhoved, paven.

Washington Post-bloggeren Sarah Posner kalder den tætpakkede Trump-rejse til Mellemøsten og Europa ’det formentlig største miseventyr i amerikansk diplomatis historie’.

Situationen i forsommeren 2017 er således den, at den vestlige liberale verdensorden i hvert fald i første omgang synes at have stoppet den nationalkonservative bølge, der blev indledt med briternes beslutning i juni 2016 om at forlade EU, og som nåede sit foreløbige klimaks med valget af Trump i USA i november 2016.

Men omvendt er der dyb usikkerhed i forhold til, hvordan hele det kollektive transatlantiske sikkerhedsarrangement, der har fungeret siden Anden Verdenskrig, kommer til at se ud i fremtiden. Dette skyldes ikke alene de mere nationale strømninger i USA og Storbritannien. I NATO-lande som Tyrkiet, Ungarn og Polen er de siddende magthavere i færd med at justere det åbne liberale demokrati til det, som Ungarns leder, Viktor Orbán, kalder den illiberale stat. Orbán har fremhævet Tyrkiet, Rusland og Kina som eksempler på illiberale stater, der efter al sandsynlighed vil klare sig bedre i den globale konkurrence end liberale stater, som efter hans opfattelse lider under anakronistiske beslutningsgange.

Dronning Merkel og de liberale prinser

Midt i de historiske forandringer i Vestens interne relationer står Tysklands kansler, Angela Merkel, som den absolutte nøglefigur. Hverken hun eller tyske diplomater vil høre tale om, at den tyske kansler efter valget af Trump er det liberale Vestens reelle politiske leder. Men det er ikke desto mindre, sådan det forholder sig.

Som kansler siden 2005 har Merkel deltaget i et væld af internationale topmøder med fire forskellige franske præsidenter og lige så mange forskellige britiske premierministre. Hun har været en nøgleperson i håndteringen af finanskrisen, eurokrisen, flygtningekrisen og klimakrisen, og hun er drivkraften bag Vestens håndfaste økonomiske og politiske sanktioner over for Rusland efter Putin-regimets krænkelse af Ukraines suverænitet og dermed den europæiske retsorden.

Merkels internationale politiske lederskab vaklede gennem hele 2016, hvor Tysklands kansler blev hadeobjekt nr. 1 blandt højrenationale kræfter både hjemme i Tyskland, i resten af Europa og i USA. Merkel og hendes flygtningepolitik i 2015 blev selve symbolet på en globaliseringsbegejstret vestlig samfundselite, som ifølge kritikerne angivelig skulle være mere interesseret i at pudse sin egen humanistiske glorie end i at beskytte de vestlige nationers svageste befolkningsgrupper.

I 2017 er Merkel tilbage på toppen af meningsmålingerne i Tyskland, efter at gassen synes at være gået af ballonen for hendes socialdemokratiske udfordrer. På den internationale scene må Merkel nu støtte sig til tidens to liberale medieprinser, Canadas 45-årige premierminister Justin Trudeau og Frankrigs nyvalgte 39-årige præsident Emmanuel Macron. For bare et år siden kunne Merkel med glimrende relationer støtte sig til USA’s Barack Obama og til et i det mindste fornuftigt forhold til Storbritanniens premierminister, David Cameron.

I dag er relationerne til de to lande, som det moderne Tyskland skylder selve sin eksistens, præget af usikkerhed, mistro og modsatrettede interesser. Dette er baggrunden for, at Merkel plejer særligt tætte relationer til Canada og ikke mindst til Frankrig, hvor valget af den åbent EU-begejstrede og Ruslands-kritiske Emmanuel Macron har været en stor lettelse.

”Merkel ønsker at gå over i historien som den tyske kansler, der reddede Europa. For at redde Europa bliver hun nødt til at redde Macron og Frankrig,” siger Poul Skytte Christoffersen, tidligere EU-ambassadør, bestyrelsesformand i Tænketanken Europa og nu seniorrådgiver i tænketankene Cabinet DN og Rasmussen Global.

”Valget af Macron har skabt stor begejstring, fordi han har vist, at man kan vende trenden i forhold til populismen og kritikken af EU,” siger Skytte og fortsætter:

”Derfor har stort set alle EU-landene interesse i at hjælpe Merkel med at hjælpe Macron.”

Ifølge den tidligere danske topdiplomat sætter opbruddet i de interne relationer i den vestlige alliance Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen i en særligt vanskelig position.

”Løkke er instinktivt præget af den hidtidige danske holdning om at være tæt på USA og Storbritannien. Der er ingen tvivl om, at han bakker op om EU27’s forhandlingstaktik over for Storbritannien, men det er givet, at han også håber, at man kan ordne Brexit i fred og fordragelighed. Men det er ikke sikkert, at det bliver så let,” siger Skytte.

Forud for Trumps besøg har man i de europæiske hovedstæder gjort de foreløbige konsekvenser af den nye amerikanske præsidents tiltræden op. På minussiden står først og fremmest Trumps aflysning af den transatlantiske handelsaftale TTIP. Omvendt konstaterer tyske diplomater ifølge Reuters, at Trump endnu ikke har gjort alvor af sine trusler om at trække USA ud af den globale klimaaftale fra Paris i december 2015, af Vestens atomaftale med Iran og af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA. Det tyske diplomati arbejder målrettet på at minimere spændingerne i forhold til den amerikanske administration, hvilket man blandt andet så, da Angela Merkel i april havde inviteret Trumps datter, Ivanka, til at deltage i G20-kvindetopmødet i Berlin. Også finansminister Wolfgang Schäuble og hans folk har haft tætte kontakter med de økonomiske topfolk i Trump-administrationen.

”Man kan simpelthen ikke tillade sig at lægge alle æg i den samme kurv med denne regering. Den ene dag er Trump på. Den næste dag er han ikke. Den ene dag har man en aftale med ham. Den næste dag har man ikke. Man bliver nødt til at dække sig af, fordi han kan lade alt falde på gulvet den næste dag,” siger Robin Niblett, direktør i tænketanken Chatham House i London til Reuters.

Mens Trump vil blive behandlet som en mellemting mellem et råddent æg og et hysterisk barn ved sine møder i Bruxelles og ved G7-mødet på Sicilien fredag og lørdag, fremstår Storbritanniens premierminister, Theresa May, som den politisk set mest isolerede ved ugens topmøder.

”Hun er ikke relevant længere,” lyder det tørt fra Poul Skytte Christoffersen, som konstaterer, at den konservative britiske leder reelt er blevet mødt med kolde skuldre i både USA og Indien og andre af de lande, som hun har forsøgt at skabe nye relationer til.

”Der er jo ingen, der vil eller tør lave nogen form for aftaler med briterne, før man ved, hvilke handelspolitiske relationer Storbritannien får med EU,” siger han.

Mere militær i EU

Hvad angår ugens NATO-topmøde, vil de europæiske NATO-lande og Canada tale Trump efter munden, når det gælder hans krav om, at stort set alle NATO-lande skal bruge flere penge på deres forsvar. Hvordan man præcis vil bruge de ekstra forsvarsbudgetter, vil man imidlertid gemme til senere.

Således har Canada ifølge canadiske medier udskudt fremlæggelsen af sin nye forsvarspolitiske strategi til efter topmødet, fordi den skal samordnes med den nye nationale udenrigspolitiske strategi. Blandt EU-landene er man med Tyskland i spidsen også på det rene med, at der skal bruges flere penge på militæret.

Men dette vil i høj grad blive koordineret gennem EU, fordi EU-landene er fast besluttede på, at hvis der skal investeres flere penge på det militærindustrielle område, så skal man også sikre sig, at disse investeringer skaber vækst og job i Europa. Dette er en udvikling, der kan sætte Danmark og danske forsvarsindustrielle interesser under pres på grund af både det danske forsvarsforbehold i EU og de danske militærindustrielle virksomheders meget skarpe fokus på at samarbejde med den amerikanske rustningsindustri.

Både Brexit og Macron-sejren i Frankrig har bidraget til at skabe fælles fodslag i kredsen af EU-lande. Samtidig udviser en række sydeuropæiske lande politisk reformvilje og økonomisk fremgang i et omfang, der ikke er set i mange år. Ganske vist er både statsgælden og arbejdsløsheden fortsat uholdbart høj i både Grækenland, Spanien og Portugal, men regeringerne i alle tre lande demonstrerer i dag den reformvilje, som Tyskland og andre nordeuropæiske eurolande i årevis har efterlyst som betingelse for at bevæge sig i retning af større økonomisk solidaritet i eurozonen. Det er disse forandringer, der sammen med Emmanuel Macrons erklærede reformvilje gør det sandsynligt, at Angela Merkel – når hun er blevet genvalgt – vil bakke op om en koordineret investerings- og integrationsoffensiv på europæisk plan. Dette kan ske gennem bilaterale tysk-franske initiativer inden for eksempelvis forsvarsindustrierne, og det kan ske på eurozone-niveau, hvor der så vil være fokus på energi- og transport-infrastruktur som bidrag til at øge væksten i Sydeuropa.

De to mest oprørske lande i EU-kredsen, Ungarn og Polen, udgør en særlig udfordring, fordi Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski hårdnakket og vedblivende taler Bruxelles og det liberale demokrati midt imod. Ikke desto mindre er der meget lidt lyst blandt EU-landene til at bruge EU-traktatens magtbeføjelser over for landene, når de eksempelvis begrænser den frie forskning, retsvæsenets uafhængighed eller mediefriheden. I stedet vil de to lande meget vel kunne komme under pres, når EU’s næste syvårsbudget for perioden 2021-2027 skal forhandles. Her vil det ganske givet stå klart, at eksempelvis regionalstøtte fra EU til de to lande vil blive kædet sammen med forpligtelser til at deltage i byrdefordelingen i forbindelse med den fælles asylpolitik.

Den sidste illiberale aktør ved NATO-topmødet er Tyrkiet, hvis præsident, Erdogan, siden sommeren 2016 har benyttet de politiske opbrud i Vesten og sit stærke greb om magten i Tyrkiet til et historisk opgør med landets næsten 100 år gamle sekulære og parlamentarisk baserede forfatning. Denne udvikling er blevet kraftigt kritiseret fra europæisk side, men ikke desto mindre er EU-landene så afhængige af at kunne samarbejde med det store NATO-land på tærsklen til Mellemøsten, at det er begrænset, hvilke pressionsmidler man kan tage i anvendelse over for den stadig mere despotiske tyrkiske leder.

Det korte af det lange er, at EU og de førende medlemslande har åndet lettet op, efter at valgene i Holland og Frankrig har vist, at den nationalkonservative og illiberale populistiske bølge rent faktisk kan stoppes af politikere, der sværger til en liberal og frihandelsorienteret samfundsmodel. Omvendt står det også klart, at man endnu langtfra har overblik over, om USA og Storbritannien også på langt sigt vil vælge en national kurs i den nye verdensorden, eller om de efter Trump og Theresa May vil finde tilbage til rollerne som forudsigelige støtter for de EU-lande og Canada, der lige nu står som det åbne og liberale demokratis stærkeste fortalere på den globale scene.