Det er fint, at Tyskland nu vil holde helt op med at fyre med kul.

Men der er ingen grund til at juble. 2038 ligger langt ude i fremtiden, og Tyskland burde se at blive færdig med kullet før.

I stedet kunne Tyskland med fordel se sit ansvar som Europas rige og klimabelastende onkel lige i øjnene og sætte turbo på landets energimæssige integration med resten af Europa. Hvis EU-landene skal indfri deres store fælles klimapolitiske ambitioner, kommer man ikke uden om, at Tyskland, der står for over en femtedel af alle CO2-udledninger, for alvor kommer i gang.

Som det er i øjeblikket, har Tysklands regering travlt med at importere gas fra Rusland, mens man til gengæld står på bremsen, når det gælder bestræbelserne på at sikre, at klimavenlig vind-, vand- og atomkraft fra Nordsøen og fra Danmark, Norge og Sverige kan nå frem til strømforbrugerne i de store industri- og befolkningscentre i det vestlige Tyskland.

Disse to forhold illustreres dels af sagen om Tysklands insisteren på at realisere gasrørledningen Nord Stream 2 fra Rusland, dels af den afgørelse, EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, traf i december 2018, hvormed hun gennemtvang en øget adgang for strøm fra nord til det nordtyske elnet.

Sagen er, at Tyskland – ligesom Danmark og stort set alle andre EU-lande – er uendeligt indadvendt og meget lidt europæisk orienteret, når det gælder energi- og klimapolitik. Man debatterer problemerne i en national kontekst, og man søger løsningerne i en national kontekst. Dette er et alvorligt problem, når det drejer sig om så stort og centralt europæisk land.

Tyskland har, som tænketanken Heinrich Böll Stiftung har formuleret det, svært ved at tale i øjenhøjde med sine europæiske naboer, når det gælder den grønne omstilling. Dét er en af de ting, politikerne i Berlin skal lære, i takt med at Tyskland påtager sig mere politisk lederskab i Europa, sådan som man med rette kan forvente det.

Weekendens nyhed fra Tyskland om, at man vil udfase kulkraften i 2038, er stor set i et tysk perspektiv, selvom det er for lidt og for langsomt set i et europæisk perspektiv. Og det er rigtigt, at Tyskland har givet sig selv voldsomme energipolitiske udfordringer ved nu at ville stoppe brugen af kul, samtidig med at man også er i færd med at udfase atomkraften med udgangen af 2022. På samme måde må man også kvittere for, at den store, stærke industrination Tyskland nu gør det klart, at man ser en fremtid for sig uden fossile brændsler.

Alligevel må man undre sig over de store paradokser i tysk energi- og klimapolitik. Landet har Europas måske stærkeste miljøbevægelser, og man har i årtier haft en tradition for stærke miljø- og energiministre. Alligevel har Tysklands industrier hængt fast i ekstremt klimabelastende brunkul. Bilindustrien har svindlet systematisk med dieselteknologi for at levetidsforlænge forbrændingsmotoren, og retten til at køre 250 km i timen på die Autobahn er stort set lige så hellig, som retten til at bære våben er det i USA. Og dét, selvom både antallet af trafikdræbte og CO2-emissionerne ville falde drastisk, hvis man indførte fartgrænser.

Den grønne omstilling med alt, hvad den indebærer af digitalisering, elektrificering og innovation, er en af EU’s og Europas væsentligste økonomiske vækstdagsordener, og dén har i høj grad borgernes opbakning. Dét kan den i øvrigt EU-positive tyske regering roligt begynde at investere målrettet i. Det være sig i form af både en hurtigere udfasning af kul og en hurtigere udbygning af de såkaldte strømmotorveje fra nord til syd og fra vest til øst.

Tyskland har råd til det. I 2018 have man for sjette år i træk et markant overskud på statens budget. Godt 440 mia. kr. – 1,7 pct. – lød overskuddet på. Dette betyder, at Tyskland nu er på sikker kurs, hvad angår opfyldelsen EU’s finanspolitiske kriterium om, at den statslige gæld ikke må udgøre mere end 60 pct. af BNP. I 2010 var gælden over 80 pct. af BNP.

Det er fint, at Tysklands store Kulkommission i weekenden nåede til enighed om at udfase brugen af kul og brunkul. Det er et vigtigt første skridt. Og det kan ikke udelukkes, at det for alvor går op for de tyske socialdemokrater og fagforbund, at den grønne omstilling også er populær og attraktiv blandt deres medlemmer, og at de derfor sørger for at blive færdige med kulletænge før 2038. Det ville være godt for Tyskland. For Europa. Og for kampen mod den globale opvarmning.