Den aktuelle diskussion om, hvordan vi skal forholde os til flygtningestrømmen fra Syrien, giver mig lyst til at dele to oplevelser fra sommeren 2008, hvor jeg var på forsinket bryllupsrejse med min gravide viv i Jordan og Syrien.

Den første episode er et bryllup i Aleppo. Efter en længere rundtur i den østlige del af Syrien var vi ankommet til landets største by Aleppo, der ligger nordøst for Damaskus relativt tæt ved den libanesiske og tyrkiske grænse. Vi havde været ude at spise i det gamle jødiske kvarter nord for centrum og var på vej hjem til vores lille hotel i det gamle markedskvarter, da vi fra en portåbning hørte musik og latter. Vi kiggede forsigtigt ind og så en bryllupsfest, der var godt i gang. Før vi kunne nå at gå videre, blev vi inviteret til at feste med, og heldigvis takkede vi ja. Vi fik en plads ved højbordet, blev præsenteret for et utal af folk og havde en uforglemmelig aften med musik, kædedans, opvisninger og masser af bitter te med sukker. Alle deltagerne var mænd eller drenge, og det virkede som en form for forfest, hvor mændene og kvinderne fra de to familier fester hver for sig før selve brylluppet. Vi fik dog aldrig vished om den rette sammenhæng, for ingen i selskabet talte engelsk. Vi fik snakket meget med fagter og smil den aften. Det var ikke rige folk, men alligevel delte de gavmildt, hvad de havde, til to fremmede forbipasserende, og de krævede aldrig noget til gengæld eller forventede nogen form for betaling eller taknemmelighed.

Den anden episode startede på en strand i Jordan. Vi havde fået nok af ørkenen og var taget ned til Det Røde Hav for at dykke. En dag var vi taget lidt op ad kysten fra vores hotel, hvor man efter sigende kunne se en gammel kampvogn på bunden ved et koralrev. Vi fandt aldrig tanken, men på stranden faldt vi i snak med et yngre par med to små drenge. Manden talte lidt engelsk, og vi erfarede, at de oprindeligt var palæstinensiske flygtninge (hvilket gælder for over halvdelen af landets befolkning) og boede i Amman. De var taget på bilferie med deres drenge og overnattede i et telt på stranden. De lånte vores svømmebriller, snorkler og svømmefødder, og vi blev inviteret på frokost i deres lille telt. En uge senere havde vi et par dage i Amman, før vi fløj hjem til Danmark, og vi benyttede tiden til at besøge familien i deres hjem. De boede i Ammans udkant i et hus på en bakke sammen med mandens forældre, bror og svigerinde. De havde indrettet sig i tre etager, hvor bedsteforældrene havde stueetagen, og hver af brødrene boede med sin familie på en etage ovenover. Det blev en fantastisk dag med udflugt til Det Døde Hav og snak til langt ud på aftenen. I 2008 var tegneseriekrisen stadigvæk tæt på, og der var meget at snakke om. De var muslimer, men blev på ingen måde aggressive, da de erfarede, at vi kom fra Danmark. De var i stedet respektfulde og prøvede at forstå sagen fra vores perspektiv.    

Tre minder står særligt tilbage fra turen.

• Vi oplevede overalt en kæmpe imødekommenhed, venlighed og gæstfrihed. Og selvom der var både tiggere og trælse gadesælgere, så var gæstfriheden generelt uforbeholden. Der blev ikke forventet betaling eller noget til gengæld.
• Vi var aldrig bange eller følte os utrygge. Selv ikke, når vi kørte rundt langt ude på landet tæt ved grænsen til Irak, eller når vi sent om aftenen gik i byernes mørke gyder.
• På trods af store sociale skel og autoritære regimer virkede begge lande mere ”moderne”, end vi havde forventet. Der var internetcaféer, modesmarte unge med mobiltelefoner og stor viden om, hvad der skete i resten af verden. Vi stødte sågar på både heavymusikere og punkmodeshow.   

Vores besøg var lang tid før det arabiske forår, og jeg har desværre mistet kontakten med de folk, vi mødte. Hele den del af Aleppo, hvor vi var til bryllup, er blevet bombet til ruiner i borgerkrigen, og mange af de folk, vi traf, er sandsynligvis døde eller flygtninge i dag.

Vi burde vide bedre

Når jeg tænker på den gæstfrihed, vi blev mødt med dengang, skærer det i hjertet, når jeg hører, hvordan vores hjemlige politikere forholder sig til den aktuelle flygtningestrøm fra borgerkrigen i Syrien og Irak. Fra Mette Reissmans snak om uønskede gæster over Helle Thornings skingre insisteren på, at der skam er tale om stramninger, til de borgerliges pinagtige forsøg på at koble flygtningestrømmen til påståede lempelser fra regeringens side (i stedet for at tage ansvar for, at krisen i dag til dels er et resultat af USA’s og Anders Fogh Rasmussen-regeringens fejldispositioner i Irak).

Der er tale om en voldsom humanitær katastrofe, og selvfølgelig er der brug for hårde prioriteringer og pragmatiske løsninger. Men hvor er det dog tåkrummende igen og igen at lytte til vores folkevalgte, der kappes om, hvordan vi kan tage så lidt ansvar som muligt, undslå os rettigheder og konventioner samt få mest muligt ud af situationen selv. Hvordan kan det være, at vi aldrig spørger: ”Hvad kan vi gøre?”, ”Hvor kan vi hjælpe?” eller ”Hvem har mest brug for hjælp?”, i stedet for ”Hvor få kan vi tage?”, ”Hvor billigt kan vi slippe?”, ”Hvem kan vi bombe?” eller ”Hvordan kan vi sortere i folk, så vi kun tager dem, som Danmark kan tjene penge på?”.

Sidst, men ikke mindst, er det beskæmmende med den arrogance og underliggende diskrimination, der præger de politiske meldinger fra både regeringen og den borgerlige opposition. Man kommer til at tænke på ”Tintin i Congo”, når man oplever den nedladende forestilling om afrikanere, arabere og muslimer i særdeleshed. Et aktuelt eksempel er Lars Løkkes indlæg på DI’s årsmøde, hvor han meldte ud, at hvis en ”kristen somalier”, der er ”uddannet fra Sorbonne”, vil til Danmark, skal det selvfølgelig være muligt. Den underliggende diskrimination i den formulering gik hen over hovedet på hovedparten af de hundredevis af erhvervsfolk og journalister, men den blev noteret af den britiske journalist Alex Forrest, der bemærkede:  “Selv det mest højreorienterede parti, UKIP, (...) ville aldrig bruge den terminologi, der er blevet brugt i dag. Såsom at sige, at man kunne byde nogle velkomne, men man ville være mere tilbageholdende over for folk fra Somalia. Den slags sprog ville aldrig blive brugt.” (Tak til Nina Möger Bengtsson og Information for citat).

Vi er blevet et lillebitte bittert land, der er ved at vende ryggen til verden og de idealer, som ellers har bragt os så langt.

P.S. Og nej, jeg er hverken socialist, tilhænger af tossegod asylpolitik, pacifist eller umiddelbart tilbøjelig til at stemme på den venstreorienterede opposition. 

Læs flere indlæg af Ask Agger her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.