Når historikere en dag skal finde det punkt, hvor det amerikanske århundrede sluttede, og hvor Europa og Amerika gled fra hinanden igen, vil mange sikkert pege på 2002 og optakten til krigen i Irak.

Det var her, at Vestens tro på egen usårlighed kulminerede med den fatale krig i Irak, som ikke bare endte med at splitte den transatlantiske alliance, men også ledte USA ind i en ny, indadvendt og isolationistisk periode.

Det var også dengang, at den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, hånligt talte om New Europe og Old Europe. Det nye Europa var de få lande – Danmark, Spanien, Storbritannien og enkelte østlande – som gik med i den amerikanske krig. Det gamle Europa var alle de andre, som i Rumsfelds billede hang fast i fortiden.

I dag giver opdelingen ikke længere mening. Europa er nu især opdelt i den store gruppe lande, der står sammen i EU – og så den gruppe lande, der af forskellige grunde står uden for, men alligevel følger flokken i alt væsentligt.

Til gengæld er det nu åbenlyst, at det land, vi i mange år kaldte for Det Vilde Vesten, nu er blevet til Det Gamle Vesten. 

OPTAKTEN til det amerikanske præsidentvalg har gjort udviklingen tydelig for enhver. Fem af de syv førende kandidater til at blive USA’s præsident er over 70 år gamle, og tre af dem vil fejre deres 80-års fødselsdag i Det Hvide Hus, hvis de bliver valgt.

Politisk kan man selvsagt ikke skære de ældre præsidentkandidater over en kam, men den kæntrede aldersfordeling går igen blandt lederne i Kongressen og er et fysisk udtryk for et dysfunktionelt politisk system, hvor gamle magtbalancer og snævre interesser blokerer for enhver fremdrift og bidrager til en i forvejen alvorlig polarisering.

Det er svært at sige, om den unge generation bliver holdt ude – eller om den selv har vendt ryggen til det politiske system i frustration og afmagt. Men uanset hvad er resultatet tydeligt: en nation, der har vendt sig indad, og som har opgivet at spille en ledende rolle i løsningen af klodens aktuelle og akutte problemer, uanset om vi taler om klimaindsatsen, forsvaret for demokratiet eller regulering af globaliseringens samfundsnedbrydende techvirksomheder.

KONTRASTEN TIL EUROPA kunne ikke være større. Som Mandag Morgen beskriver i denne uges fascinerende tema, har en ny generation sat sig i spidsen for det gamle kontinent med en stålsat ambition om at løse nogle af de enorme udfordringer, der ligger på bordet foran dem.

Fra Finlands 34-årige Sanna Marin i nord til Frankrigs 42-årige Emmanuel Macron ledes Europa af unge politikere, der hver især kunne være barnebarn til den ældre mand, der med stor sandsynlighed bliver USA’s næste præsident.

Således også herhjemme, hvor 42-årige Mette Frederiksen er historiens yngste statsminister og omgiver sig med en regering, der i alt væsentligt er bygget op af folk fra hendes egen generation. Efter et halvt år ved magten har hun også gennemført generationsskiftet i toppen af embedsværket.

Nøjagtig som i USA kan man ikke skære de unge europæiske ledere over en kam. De har forskellige mærkesager og ser forskelligt på balancen mellem nationalstatens og fællesskabets rolle.

Men de deler en tro på, at samarbejde og regulering kan redde verden.

SET FRA HELIKOPTEREN er Mette Frederiksens kompromissøgende mindretalsregering – og de øvrige partiers samarbejde med regeringen – et eksempel til efterfølgelse i dens udogmatiske tilgang til det politiske arbejde. Eller se på Østrig, hvor den nationalkonservative Sebastian Kurz ligefrem har dannet regering med det progressive grønne parti.

I Europa er der en nedarvet tendens til selvpineri – som om det 20. århundredes krige og tragedier forhindrer os i at tro alt for meget på det gode. Omvendt i USA, hvor optimismen nogle gange mod alle odds bliver en selvopfyldende profeti.

Men lige nu er det Europa, der sidder med de gode kort på hånden, takket være en pragmatisme, som kan sikre fremdrift, mens de bitre cowboys i Det Gamle Vesten nidstirrer hinanden for at se, hvem der blinker først.