Når Jan E. Jørgensen, EU-ordfører for Venstre, skal forklare den stigende skepsis i befolkningen over for EU, peger han på politikerne. Hver gang der har været problematiske sager, har politikerne forholdt sig til dem, men de har glemt at sige, at problemsager ikke betyder, at der er noget galt med EU.

”Det skal være en balancegang mellem, at vi på den ene side taler EU op, men samtidig også siger, hvad vi vil. Jeg er f.eks. liberal europæer, så hvis EU udviklede sig i en socialistisk retning, ville jeg ikke synes, det var godt,” siger Jan E. Jørgensen.

Han mener, at den måde, vi og i særdeleshed politikerne diskuterer EU-spørgsmål, adskiller sig markant fra andre politiske diskussioner. Når det gælder EU, er tendensen, at man enten skal sige, at alt er godt, eller omvendt at alt fra EU bliver talt ned.

”Hvis Københavns Kommune har brugt en million kroner på en bænk, der står og blinker, og folk synes, at det er det glade vanvid, siger man jo ikke ’lad os få nedlagt Københavns Kommune’. Det gør det vanskeligt at diskutere EU, fordi man ikke har den grundlæggende enighed om, at selvfølgelig skal vi være med, og selvfølgelig vil der være uenigheder.”

Samtidig betyder det forhold, at vi lever i et postfaktuelt samfund, at det er let at komme med usande påstande om EU. Han nævner både Dansk Folkeparti og Enhedslisten som partier, der i forbindelse med valgkampen op til afstemningen i december kom med oplysninger, som ikke havde hold i virkeligheden.

”Den grundlæggende præmis om, at det, man siger, skal være sandt, er ikke til stede mere. Men der findes også vælgere, som grundlæggende ikke har kildekritik, og som tager alt muligt for gode varer.”

Samtidig bliver forslag fra yderfløjene ofte ikke udsat for det samme realitetstjek som forslag fra de resterende partier, og folk lapper de lette løsninger i sig, mener Jan E. Jørgensen.

”Liberal Alliance kom f.eks. med et forslag på forsiden af Berlingske om, at vi skulle suspendere flygtningekonventionerne i 2 år og kun tage imod 5.000 flygtninge. Men det er der jo slet ikke hjemmel til. Man kan kun opsige konventionen med et års varsel, og det ville jo betyde, at andre lande også opsagde den.”

Men han oplever, at der er ved at opstå en ny tendens.

”Det ser ud til, at der er ved at gå op for mange vælgere, at især DF’s EU-synspunkter ikke hænger sammen. Hvordan kan man have to helt modsatrettede synspunkter og slippe af sted med at sige, at leave og remain er lige godt? Men Kristian Thulesen Dahls troværdighed er gået voldsomt ned, og der er flere danskere, som ønsker at blive i EU, så der er noget, der tyder på, at bluffnummeret er ved at gå op for folk.”

En løsning på EU-skepsissen er at tale til folks følelser, og det mener Jan E. Jørgensen, at EU-modstanderne har været bedst til.

”På tilhængersiden er vi for dårlige til at tale følelser. Hvorfor har der f.eks. ikke været bragt en skilsmissemetafor ind i debatten om Brexit? Vil vi virkelig skilles, og hvad så med børnene, bodeling osv.?”

Et konkret sted, Jan E. Jørgensen mener, der skal være mindre EU, er i indretningen af velfærdsamfundet i de enkelte medlemslande. Her anvender han børnechecksagen som eksempel på et område, hvor befolkningen synes, EU bestemmer for meget.

”Beløbet er jo ikke kæmpestort, det virker bare enormt provokerende, at man kan arbejde i nogle ret få timer og så sende børnechecken til sin familie i et land, hvor leveomkostningerne er langt lavere,” siger han.

Omvendt er udfordringen, at mange vælgere ikke laver en komplet cost-benefit-analyse af EU-samarbejdet, før de danner sig en mening, og ifølge Jan E. Jørgensen kan EU ikke tåle for mange cost-sager som børnechecksagen, før folk bliver skeptiske. Og det medfører en oplevelse hos mange af, at EU koncentrerer sig om de forkerte områder.

”Befolkningen sidder tilbage og føler, at EU gør for meget på de små områder og ikke nok på de store. Og det er en kæmpe udfordring,” siger han.