I tv-serien ”Guru” udstiller Simon Kvamm, hvordan ledelsesbranchen er befolket med tvivlsomme eksperter og selvudråbte guruer, der finder på de mest vanvittige selvudviklingsøvelser. ”Formålet er at gå igennem vægge,” siger guruen på et tidspunkt.

I virkelighedens verden findes der også dygtige ledelseskonsulenter og vidende undervisere. Men den bedste måde, hvorpå vi kan give ordet tilbage til disse konsulenter, der rent faktisk ved noget om strategi og ledelse, er ved at afsløre de mest underlødige varmluftsguruer og deres falske analogier.

Så i denne artikel vil jeg derfor undersøge en enkelt og meget anvendt guruhistorie for at illustrere, hvordan pseudodybsindige historier risikerer at erstatte kritisk tænkning i ledelsescoachingen.

I forskningen kan en analogi benyttes som pædagogisk eksempel for at skabe forståelse af en velfunderet teori. Men når en guru anvender en analogi, så bliver historien brugt på samme vis som en lignelse i Bibelen – der er ingen velfunderet teori bag.

Karl Weicks Alpehistorie er blevet en sådan favoritfortælling hos guruerne, og du har måske allerede hørt historien på en strategiworkshop:

Der var en gruppe soldater, der blev sendt ud i Alperne af deres leder, hvor de fór vild i en snestorm. Efter at have opdaget, at en af soldaterne tilfældigvis havde et kort, genvandt de deres motivation og fandt tilbage til lejren. Først bagefter indså de, at kortet ikke var over Alperne, men over Pyrenæerne.

Karl Weick beskriver moralen som: ”Når du er faret vild, vil ethvert gammelt kort kunne bruges.” Weick benytter denne fiktive anekdote som en analogi for at vise, at formålet med strategi er at skabe mening og motivation. Weick tager socialkonstruktivisme til den ekstrem, at enhver strategi kan bruges, hvis vi blot tror på den, fordi det giver os motivationen til at finde vej.

Sandheden er, at hvis vi er faret vild i Alperne med et forkert kort, så vil vi hurtigt indse, at et kort har en anden og temmelig afgørende funktion

Det er en simpel fejlslutning

Men Alpehistorien er en fejlslutning, der er baseret på denne falske præmis: Hvis vi kan forestille os en urealistisk fiktiv situation, hvor et korts funktion er at motivere, så gælder det i enhver virkelig situation, at den eneste funktion, et kort eller en strategi har, er at skabe motivation.

Sandheden er, at hvis vi er faret vild i Alperne med et forkert kort, så vil vi hurtigt indse, at et kort har en anden og temmelig afgørende funktion. Henry Mintzberg skriver i en fodnote om Alpeanalogien, at erfaringer fra Alperne viser, at denne analogi er uheldig. De mulige sikre ruter i et så barskt terræn er så få og så uklare, at oddsene for at vende hjem med det forkerte kort – i modsætning til at blive ført ud over en klippekant – faktisk er ganske små.

Moralen af Alpehistorien er altså falsk, simpelthen fordi det er livsfarligt at gå rundt i Alperne med et forkert kort – og både en strategi og et kort har en anden funktion end at motivere.

Har du nogensinde set en strategi, der motiverer?

I Alpehistorien motiverer kortet soldaterne, fordi det er et redskab til at overleve i en livsfarlig situation. Hvis vi forestiller os, at soldaterne havde fundet en varm hytte med mad eller en radio, så de kunne tilkalde hjælp, så ville disse redskaber have tjent samme formål. Soldaterne motiveres af et redskab, der kan redde deres liv. Er Alpehistorien i den forstand en sand eller en falsk analogi i forhold til strategier i virksomheder?

Virksomheden Amazon har succes med sin strategi, og jeg er sikker på, at ejeren Jeff Bezos er motiveret af Amazons strategi. Men spørgsmålet er, hvorvidt Amazons medarbejdere opfatter virksomhedens strategi som et redskab, der kan redde deres liv. Amazons ansatte kæmper for at sikre ordentlige arbejdsforhold, løn under sygdom og retten til at organisere sig i en fagforening. Virker det rimeligt at hævde, at Amazons 1,3 millioner ansatte er motiveret af virksomhedens strategi?

Et stråmandsargument

Vi kan også gøre Weicks morale fra Alpehistorien mindre unuanceret og kategorisk, så moralen bliver, at vi opbygger en strategi ved at handle og lære af vores handlinger. En general er nødt til at ændre på sin strategi, hvis det pludselig bliver tåget. Hvis moralen af Alpehistorien er, at vi nødvendigvis må justere strategien løbende, så vil moralen være sand.

I så fald vil Alpeanalogien imidlertid være et stråmandsargument, fordi der ikke findes nogen, som hævder, at en strategi er guds vilje, som altid går som planlagt. En mindre kategorisk morale vil samtidig betyde, at der er forskel på gode og dårlige strategier, og at det ikke vil være enhver strategi, der kan bruges. Når vi gør moralen af Alpehistorien mindre kategorisk, så opdager vi en morale, der er sand, i det omfang den er en banal selvfølge.

Djævelen er i detaljen

Carl von Clausewitz og Michael Porter er strategiske tænkere, og de giver os tænkeredskaber, der gør det muligt at beskrive en strategi. I Carl von Clausewitz’ bog om krigsstrategi er der tre kapitler alene om det at marchere, fordi viden om taktik er forudsætningen for god strategi. Du kan ikke skabe en krigsstrategi uden at forstå taktikken, og du kan ikke skabe en marketingstrategi for en virksomhed uden at forstå taktik i marketing.

Alpehistorien giver guruer en velkommen undskyldning for ikke at vide noget om taktik, fordi den understøtter den opfattelse, at strategi alene handler om motivation, vilje, en positiv indstilling og “tro” på strategien. Motivation og læring er vigtigt både for en hær og en virksomhed

Alpehistorien giver guruer en velkommen undskyldning for ikke at vide noget om taktik, fordi den understøtter den opfattelse, at strategi alene handler om motivation, vilje, en positiv indstilling og “tro” på strategien. Motivation og læring er vigtigt både for en hær og en virksomhed, men det er blot nogle enkelte elementer blandt mange andre. Vi kan ikke lære noget om strategi af Weicks pseudodybsindighed, som hævder, at der ikke er brug for en teori. Hos Weick er lederens opgave alene at motivere og pege folk i en hvilken som helst retning og håbe på, at de opdager, hvis de er på vej ud over en klippekant.

Hvem krydsede egentlig Alperne?

En god strategi er en hypotese om, hvordan vi kan få en fordel over for en konkurrent i en konkurrencesituation. I Alpehistorien er der ingen tænkende og reagerende konkurrenter, hvilket i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, da historien skal forestille at være en analogi om strategi. Derfor vil jeg slutte med en anden analogi om Alperne.

Hannibal krydsede som bekendt Alperne med sine elefanter. Og i år 216 før Kristus nær Cannae i Italien var 86.000 romere på vej til et slag mod Hannibals 50.000 soldater. På vej til slaget mødte romerne Karl Weick. Romerne spurgte ham, hvad han kunne lære dem i den forestående kamp mod Hannibal, og Weick gav dem det råd, at enhver strategi kan bruges. Hemmeligheden er at skabe en selvopfyldende profeti via optimisme – det vil få soldaterne til at skabe nye handlinger, læring og mening.

Hannibals strategi var derimod at placere det hurtige kavaleri på flankerne for på den måde at kunne omringe romerne. Da romerne først var omringet, blev de presset sammen fra alle sider. De romerske soldater stod og trådte sig selv over tæerne ude af stand til at løfte deres våben, alt imens de forsøgte at skabe en selvopfyldende profeti via optimisme. Den dag dræbte Hannibals soldater 70.000 romere.

Og hvad lærte romerne?

De lærte, at Hannibal kom over Alperne, og i kampen mod Hannibal er det ikke en hvilken som helst strategi, der kan bruges.

Mads Gorm Larsen arbejder som uddannelseschef for uddannelser i marketing ved konsulentvirksomheden IBC Kurser og Konsulenthus. Mads er uddannet cand.it. med en bachelor i filosofi og skriver om ledelse på sin blog.