Velfærdens frontlinje på hospitaler, folkeskoler og plejehjem er tæt besat med kvinder. Alligevel dominerer mænd i debatten om velfærdens fremtid. Vi har brug for, at sygeplejersker, lærere, pædagoger og hjemmehjælpere engagerer sig og kommer med deres bud på nye løsninger for at løse de kommende års store udfordringer.

Mens otte ud af ti i velfærdens frontlinje er kvinder, viser en ny medieundersøgelse, at næsten otte ud af ti i de danske mediers politiske dækning er mænd.  Dagsordenen på en almindelig efterårsdag sættes af mandlige politikeres og eksperters holdninger og vurderinger. Flere har forklaret resultaterne med den antagelse, at kvinder ikke selv kaster sig aktivt ind i den offentlige debat. Tidligere undersøgelser af danske avisers debatsider tyder på det samme. Kvinder melder sig ikke selv ind i debatten i samme grad som mænd.

Det er et problem – ikke bare for kvinderne, men for hele samfundet. Ubalancen i mediedebatten vidner om, at vi langt fra  får hele historien om velfærden fra frontlinjen. Mon ikke kvinderne derude har nogle svar på, om vi i dag laver velfærdsproduktion, der ikke virker. Om vi rammer de rigtige grupper? Om vi er gode nok til at fortælle borgerne, hvad de kan forvente – og ikke kan forvente? De har med garanti ideer til, hvordan vi kan arbejde smartere, lægge arbejdsgangene om, inddrage frivillige kræfter, bruge teknologi og udvikle den. Men lige nu holder de tavse kvinder en del af den viden for sig selv. Den trænger i hvert fald ikke igennem til medierne.

Hvad kan vi og velfærdens kvinder så gøre for at få flere velfærdsløsninger i spil? Her er et par forslag:

• Flere kvinder som velfærdsledere. Overalt i den offentlige sektor er mænd overrepræsenteret i lederstillinger. Jo mere personaleansvar ledere har, desto større er andelen af mænd. Blandt ledere med overordnet personaleansvar er der i den samlede offentlige sektor 64 pct., der er mænd. Hvis flere kvinder påtog sig lederansvar, ville de formentlig også have og blive afkrævet flere svar i medierne.
• Ny selvforståelse i frontlinjen. Frontlinjens medarbejdere skal se sig selv som velfærdens innovatører. Offentlige arbejdsgivere og de store kvindegruppers fagforeninger skal gøre klart, at udviklingen af velfærden også er deres ansvar.
• Træning i samfundsdebat. De store offentligt ansatte faggrupper skal blive bedre til at kommunikere deres faglighed. Det er også uddannelsesinstitionernes ansvar. Fagforeningerne skal rykke de kvindelige værdiskabere frem i frontlinjen og træne dem i at kommunikere fremadrettet og offensivt. Den amerikanske organisation, OpEd Project, har trænet mere end 3000 kvinder i at formulere skarpe debatindlæg. Resultatet har været en markant forøgelse af kvindernes adgang til mediernes taletid gennem dagsordensættende medier som Washington Post og New York Times. Det samme kan arbejdsgivere og arbejdstagere i velfærdens frontlinje gøre.
• Bedre velfærdsdækning. Medierne skal sætte fokus på løsninger fra frontlinjen, der hvor velfærdskvinderne er. Analysen af mediedækningen afslører endnu engang, at de nemme systemhistorier og slidte kommentatorkilder fylder alt for meget. Medierne skal fortælle om de steder, hvor velfærdsinnovationen lykkes. DR Nyheder har f.eks. formuleret en målsætning om at vise løsninger, og en af værterne på TV-Avisen påbegynder en erhvervs-ph.d.,  der bl.a. sætter fokus på konstruktiv journalistik.

I dag hviler velfærdsopgaverne overvejende på kvinders smalle skuldre og brede hofter. Hver femte kvinde på arbejdsmarkedet er enten lærer, sygeplejerske, pædagog eller hjemmehjælper. De ved tilsammen en del om, hvordan vi kan innovere og reformere bedst muligt. Det skal afspejle sig i debatten om fremtidens velfærd.