Når den politiske sæson i morgen bliver skudt i gang med Folketingets åbning, vil politikerne først og fremmest have travlt med at forberede deres valgkampagner til det kommende folketingsvalg, som senest skal afholdes om knap et år.

Det koster dyrt, men ikke for partiernes medlemmer. For medlemskontingenter batter ikke længere meget i partiernes kampagnebudgetter, og i stedet er partierne i stigende grad blevet afhængige af statsstøtte og økonomiske bidrag fra private sponsorer og sympatisører.

I året for det seneste folketingsvalg, 2011, fik partierne tilsammen 82 millioner kr. i bidrag fra private sponsorer. Det er en stigning på 67 pct. i forhold til valgåret 2007. Og intet tyder på, at de private sponsorbidrag bliver mindre ved det kommende valg.

Til sammenligning udgjorde medlemskontingenterne i gennemsnit kun 10 pct. af partiernes indtægter i det seneste valgår. For 20 år siden finansierede medlemmerne i snit over 25 pct. af partiernes økonomi. Udviklingen tydeliggøres af De Radikales kontingentindtægter, som udgjorde 46 pct. af indtægterne i 1994 mod kun 15 pct. i dag.

Dermed står forestillingen om det politiske medlemsdemokrati for fald. Medlemsdemokratiet er i stedet ved at blive afløst af et sponsordemokrati. Og det er et sårbart og skrøbeligt demokrati, lyder advarslen fra demokratiforsker Lars Bille, lektor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet.

”Enten kan det gå i retning mod større sponsordemokrati. Eller også bliver det vælgerne, som gennem deres kryds og den offentlige partistøtte kanaliserer penge til partierne. Men på begge måder kapper man forbindelsen til medlemmerne og dermed den tovejskommunikation mellem bund og top i partierne, som er vigtig for politikudviklingen og for demokratiet. I stedet risikerer vi, at der kun er nogle enkelte kredse i samfundet, som har politisk indflydelse, fordi de har penge til det,” siger Lars Bille.

Mørkt hul

Reelt kan de private bidrag til politikerne være langt højere, end det fremgår af de officielle partiregnskaber. For som lovgivningen er skruet sammen i dag, er der store mørke huller.

F.eks. kan en folketingskandidat modtage en check på 100.000 kroner til sin valgkamp fra en lokal erhvervsmand, uden at det kommer til offentlighedens kendskab. Som lektor på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen udtrykker det:

”Som reglerne er nu, er der ikke regulering for, hvad enkeltkandidater modtager af støtte. Problemet med støtten til enkeltkandidater er, at det er en privatsag, hvis bare pengene bliver indberettet som personlig indtægt, og man husker at afregne med skattefar.”

Heller ikke bidrag til lokale partiforeninger behøver nødvendigvis at komme frem i lyset. Ganske vist skal partiforeningerne indberette bidrag på over 20.000 kr. til kommunen. Men oplysningerne er ikke offentligt tilgængelige, medmindre man får aktindsigt, eller partiforeningerne selv oplyser om deres bidrag.

”Vi ved ikke, hvad de enkelte kandidater og lokale og regionale vælgerforeninger modtager af partistøtte. Hverken bidragenes størrelse eller bidragydernes identitet. Aktindsigter bliver som regel afslået. Så medmindre partierne selv har fremlagt det, så er det ikke noget, offentligheden ved noget om,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

Hun er medlem af et udvalg, som regeringen har nedsat, der om få uger kommer med anbefalinger til, hvordan der kan skabes større åbenhed om den økonomiske støtte til de politiske partier. Dermed kan der blive åbnet for et nyt politisk slagsmål, da emnet traditionelt er behæftet med stor politisk ømtålelighed.

Hvis regeringen kan samle flertal for nye regler om partistøtte, kan de få virkning allerede til næste år – dvs. forud for det kommende folketingsvalg – og dermed blive en bombe under hele valgkampen.

Politik kræver store penge

Går vi blot 50 år tilbage i tiden, havde de politiske partier karakter af rene folkebastioner. Det var dengang, hvor ca. hver fjerde vælger var medlem af et politisk parti, og man sjældent behøvede en lup for at se forskel på deres politik.

Liberal Alliance, der ofte er blevet kritiseret for sine tætte økonomiske bånd til Saxo Bank, indkasserede kun 5 pct. af sine ca. 21,5 millioner kr. fra partiets medlemmer i 2011. Hele 82 pct. af partiets indtægter kom fra private sponsorer som Saxo Bank, DA og A.P. Møller-Mærsk. Se figur 2.

De øgede sponsorindtægter hænger ifølge Lars Bille sammen med en stigende professionalisering af dansk politik. Det er ganske enkelt blevet for dyrt at lave politik på baggrund af medlemskontingenter alene.

”Det gamle system har ikke nogen gang på jorden, fordi den politiske proces er blevet så professionaliseret og dyr. Der skal skaffes kapital. Og det kan man jo se hele vejen rundt hos partierne og på, at hver valgkamp bliver dyrere og mere professionaliseret med bureauer og konsulenter. Derfor spiller medlemmerne bare ikke længere den samme rolle, og så kan man risikere at få en politisk ledelse, som er løsrevet fra den folkelige base. Det kan være et demokratisk problem, at man kan købe sig til politisk indflydelse. Det har vi jo set mange eksempler på rundt omkring i verden, og det er en risiko ved udviklingen,” siger han.

Udvalg kan udløse slagsmål

Tidligere på året rettede Europarådets antikorruptionssamarbejde Greco en skarp kritik mod manglen på gennemsigtighed i den danske partistøtte. Siden 2009 har Greco gentagne gange efterlyst forbedringer af den danske lovgivning på området.

Greco har bl.a. krævet forbud mod anonyme donationer, total oplysningspligt for politiske partier, uafhængig revision, tæt statslig overvågning og sanktioner i tilfælde af overtrædelse af reglerne.

Men Greco har blot måtte konstatere, at ikke en eneste af henstillingerne er blevet fulgt, og at kontrollen med partistøtte i Danmark derfor fortsat er ”utilfredsstillende”. Som sekretariatschef Wolfgang Rau fra Greco udtrykte det til Politiken:

”Åbenheden om partistøtte i Danmark er mindre end i de fleste andre lande. Det er et demokratisk problem.”

Regeringen nedsatte i marts et hurtigtarbejdende udvalg til at se på, hvordan der kan blive skabt større åbenhed og gennemsigtighed om både den offentlige og den private støtte til de politiske partier. Den tidligere departementschef Bo Smith er formand for udvalget, der forventes at aflevere sine anbefalinger senere på måneden.

Lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet er medlem af udvalget og siger, at der vil komme en række anbefalinger til ny regulering, men at det er umuligt at skabe total gennemsigtighed.

”I dag ved offentligheden ikke meget om partistøtten. Men man kan ikke skabe 100 pct. transparens med regulering. Der er stadig brug for demokratisk kontrol fra journalister og forskere,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

Politisk slagsmål i vente

På forhånd synes der at være stort flertal i Folketinget for at skabe større åbenhed om partistøtten. Men om regeringen kan samle flertal for en bestemt model, er til gengæld mere usikkert. Det er traditionen tro et betændt område, hvor de enkelte partier har vidt forskellige særinteresser.

Alle partier i rød blok har argumenteret for større åbenhed. Det skal ses i lyset af, at de fire partier tilsammen ”kun” fik 22 millioner kr. i private bidrag ved det seneste valgår i 2011. Til sammenligning fik partierne i blå blok i alt 59 millioner kr. – eller næsten tre gange så meget.

Socialdemokraternes tidligere formand, Folketingets formand, Mogens Lykketoft, har foreslået at ændre reglerne om, at partierne kun skal oplyse navnene på de sponsorer, der giver mere end 20.000 kr. Han vil sætte beløbet ned til højest 2.000 kroner. Han vil desuden have modregnet den private støtte, så hvis et parti får 15.000 kr. fra en privatperson, får partiet 15.000 kr. mindre i offentlig støtte. Til gengæld skal den offentlige støtte sættes op.

De Radikale og Enhedslisten er de to eneste partier, som allerede har fuld åbenhed om private bidrag. De offentliggør givere og beløb på bidrag i deres årsregnskab.

Dansk Folkeparti er også indstillet på at åbne og få partiernes pengebagmænd mere frem i lyset.

”Vores indstilling er, at der skal være så meget åbenhed omkring partistøtten, som overhovedet muligt,” siger partisekretær Poul Lindholm Nielsen.

Dansk Folkeparti går imod den generelle tendens blandt partierne og har fordoblet antallet af medlemmer på bare 10 år. Men partiet skraber bunden, når det handler om at hive penge ud af private sponsorer. Partiet fik kun 1,7 millioner kr. i private bidrag ved valget i 2011, hvilket blot er en smule mere end indtægterne fra partiets medlemskontingenter.

”Det er kun positivt, at vi får nye medlemmer. Enhver organisations mål må da være at få så mange medlemmer som muligt. Jo flere medlemmer, der er, jo større er puljen at tage kandidater og tillidsfolk fra. Det koster lidt mere i porto. Men så betaler vi de omkostninger, der er ved det,” siger Poul Lindholm Nielsen.

Modstand i blå blok

Blandt de øvrige partier i blå blok er der mindre vilje til at åbne ind til partistøtten, medmindre det handler om fagbevægelsens bidrag til de røde partier.

Venstres partisekretær Claus Richter ser gerne, at reglerne bliver ændret på tre områder. Han mener, at beløbsgrænsen på 20.000 kr. skal hæves, så partierne bliver forpligtede til at oplyse navnene på færre bidragsydere end i dag.

”Beløbet på 20.000 kr. er ikke blevet reguleret, siden det blev indført. Det burde være 38.000 kr. i dag, hvis man følger den almindelige prisudvikling. Nu ligger det på 20.000 kr., og det er et meget lavt beløb, når nogle af partierne har budgetter for mere end 30 millioner kr. Vi mener derfor, at beløbet skal op, så det er på niveau med den værdi, det var, da det blev indført,” siger Claus Richter.

Han mener også, at den indirekte støtte til partierne skal mere frem i lyset og offentliggøres i partiernes regnskaber. Det vil især komme til at berøre fagbevægelsens bidrag til partier i rød blok. Claus Richter fremhæver bl.a. den såkaldte Skævt-kampagne, som 3F kørte i valgåret 2011 rettet mod VK-regeringens skattepolitik, og som kostede forbundet millioner af kroner.  

”Det kan være kampagner, som 3F laver på vegne af Socialdemokraterne. Men det kan også være andre ting, som f.eks. at fagbevægelsen stiller medarbejdere til rådighed for Socialdemokraterne,” siger han.

Desuden vil Venstre have ændret reglerne, så medlemmer af fagforeninger aktivt selv skal tilmelde sig, hvis de ønsker, at deres fagforeningskontingent kan støtte f.eks. Socialdemokraterne. Som reglerne er skruet sammen i dag, skal medlemmer aktivt melde det fra, hvis de ikke ønsker at støtte et parti.

Fokus på pengeklubber

Regeringens udvalg vil også komme med anbefalinger til, hvordan der kan skabes større åbenhed om bidrag til politiske partier, som ydes via en sammenslutning af personer eller virksomheder. Den ordning har været kritiseret for at give plads til såkaldte ”pengeklubber”.

F.eks. giver bankerne anonymt penge til en række politiske partier via ”Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv”.

Venstre modtager også penge fra en række sponsorer via Den Liberale Erhvervsklub. Præcis fra hvem, fortoner sig i mørket, fordi det er foreningen, der står som giver. Venstres partisekretær Claus Richter ser dog ikke behov for at ændre på disse regler.

”Vi er blevet beskyldt for, at vi bruger Den Liberale Erhvervsklub til at kanalisere millionbeløb ind til Venstre. Det gør vi ikke. Den Liberale Erhvervsklub er en selvstændig forening, hvor man betaler kontingent for at være medlem, og hvor der er politiske debatter med ledende Venstre-folk. Derfor er der nu indskrevet en note i vores regnskab om, at vi ikke modtager bidrag i Den Liberale Erhvervsklub på over 20.000 kroner,” siger han.