Skærer man igennem al støjen og bitterheden i Lars Løkke Rasmussens nye bog, så står en enkelt, central pointe tilbage.

En stadig strammere udlændingepolitik kan ikke længere i sig selv sikre den borgerlige blok magten. Derfor skal der opfindes nye veje, hvis der – med Løkkes ord – skal sidde andre venstrefolk i ministerbilerne end de chauffører, der stemmer på partiet.

Og den nye vej, som Lars Løkke anviser i sin bog, er at hive Radikale Venstre over midten i en eller anden form for borgerligt samarbejde.

Tilfældet ville, at Venstres nye formand netop havde afsvoret den strategi på partiets sommergruppemøde en uge forinden.

Dermed er splittelsen i Venstre tilsyneladende total mellem ikke bare to, men hele tre linjer: På den ene fløj Lars Løkkes offensive forslag om en alliance med Radikale. På den anden fløj Inger Støjbergs stadig mere intense flirt med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og i midten Jakob Ellemann-Jensen, der skal samle det hele. 

REALISTISK ER der ingen tvivl om, at Løkkes analyse er korrekt. Efter to årtiers tilløb har Socialdemokratiet endegyldigt placeret sig midt i den gruppe af partier, der oprigtigt ønsker en hård udlændingepolitik.

Og med Mette Frederiksen har partiet fået en formand, der også retorisk er parat til at gå meget langt, som når hun med en bred generalisering langer ud efter de indvandrerdrenge, der skaber utryghed i S-togene.

Hun har lagt sig på en position, som gør det nærmest umuligt for Venstre at benytte udlændingepolitik til at trække vælgere over midten. Hvis de skal overbyde Socialdemokratiet, bliver det så vidtgående, at det tværtimod risikerer at sende vælgere den anden vej.

Det er altså et reelt dilemma, Lars Løkke Rasmussen lægger frem i sin bog.

Men dermed ikke sagt, at Jakob Ellemann-Jensens linje nødvendigvis er forkert. For spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan Venstre får Radikale Venstre til at skifte side?

HER KAN Løkkes egen erfaring bruges som eksempel. Midt i valgkampen sidste år meldte Lars Løkke – også dengang i bogform – ud, at Venstre skulle satse på at gå i regering med Socialdemokratiet.

Det var stik imod den valgkamp, som resten af Venstre var i gang med at føre, og fuldendte indtrykket af en borgerlig blok i komplet opløsning.

Danskerne kan typisk godt lide idéen om bredt samarbejde, og de belønnede Venstre med fremgang – men det sagde sig selv, at Socialdemokratiet ikke pludselig opgav sine støttepartier og kastede sig i armene på Lars Løkke.

Gennem ti år som statsminister havde Lars Løkke Rasmussen konsekvent dyrket blokpolitikken og afregnet med DF i form af både symbolske og reelle stramninger af udlændingepolitikken.

Bredt samarbejde er noget, man gør; ikke noget, man siger.

DET SAMME gælder forholdet til Radikale Venstre.

Man trækker dem ikke hen over midten ved at skrive det i en bog eller ved at sige det i et interview.

Tværtimod måtte Jakob Ellemann-Jensen som en anden Odysseus give et interview, hvor han lod sig binde til masten af de øvrige borgerlige partier og afskrev de radikale sirener.

Havde han ikke gjort det, risikerede han at stå afklædt tilbage: med et forgæves frieri til Radikale Venstre og en blå blok i endnu dybere nedsmeltning.

Set i det lys er det slående at konstatere forskellen på Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens metode.

Den første har brugt et årti på at flytte sig selv og sit parti til et nyt sted, og hun har forankret partiets nye linje så solidt, at ministrene kan den i søvne og ligefrem skriver bøger om den.

Den anden har svigtet opgaven med at flytte partiet, selv om det i årevis har stået klart, at udlændingepolitikkens tid var ved at rinde ud. I stedet flyttede Lars Løkke Rasmussen bare sig selv og efterlod partiet på bagperronen.

At flytte Venstre til et nyt sted i dansk politik bliver et langt sejt træk for Jakob Ellemann-Jensen. Og hans opgave bliver ikke nemmere af, at det sker med den nys omvendte forgænger som højlydt heppekor.