Det er en del af Mandag Morgens dna at se mulighederne i enhver krise. Og der er da næppe heller tvivl om, at coronakrisen i sig bærer et væld af muligheder for fremsynede ledere og erhvervsfolk, der kan præsentere bæredygtige løsninger på de mange nye udfordringer, den viralt forandrede verdenssituation byder på.

Men en positiv udvikling inden for grønne og sunde forretningsmodeller og offentlige initiativer forudsætter, at rammebetingelserne er betryggende, både nationalt, kontinentalt og globalt. Det er de mildest talt ikke for tiden. Tværtimod er den internationale situation voldsomt bekymrende.

Verdensøkonomien er ifølge Financial Times’ anerkendte finanskommentator, Martin Wolf, kort og godt “kollapset”. I vestlige lande tælles nye arbejdsløse i tocifrede millioner, og senest har man for første gang i historien oplevet en negativ pris på olie. Den sidste nyhed kan ud fra en klimamæssig vinkel lyde positiv, men et ukontrolleret sammenbrud i olieindustrien indebærer betydelige risici for social uro og for yderligere forværring af allerede højspændte relationer mellem lande som Saudi-Arabien, Iran, Rusland og USA.

Coronakrisen har ført til nationale enegangsreaktioner i en række lande i Europa, USA og Asien. Det drejer sig både om pludselige eksportforbud af værnemidler i sundhedssektoren, grænselukninger og uvilje til at hjælpe flere millioner af søfolk, gæstearbejdere og migranter, der er blevet afskåret fra deres normale netværk, og som ikke er omfattet af de nationale sundheds- og velfærdssystemer. I Fredericia og Skagen sidder flere end 1.000 søfolk fra hele verden nu indespærret på uvirksomme krydstogtskibe, mens millioner af sæsonarbejdere i Østeuropa ikke kan komme til Vesteuropa for at høste frugt og grønt i de kommende måneder.

På det globale plan ser man en markant optrapning af spændingerne mellem stormagterne. Først og fremmest mellem USA og Kina, hvor USA's præsident, Donald Trump, skyder med skarpt efter Kina for at være ansvarlig for coronakrisen, mens Kina på sin side forsøger at fremstille vestlige regeringer og myndigheder som sløsede og ineffektive i deres svar på pandemien.

Kinas kritik har eksempelvis ramt Frankrig, hvor udenrigsminister Jean-Yves Le Drian har indkaldt Beijings ambassadør i Paris til en røffel, efter at det kinesiske regime har spredt falske nyheder om, at fransk plejehjemspersonale skulle have efterladt ældre beboere uden hjælp.

Det er ikke blot mellem landene, at man kan konstatere spændinger. Også internt i de to store føderationer USA og Brasilien, er der politiske spændinger, fordi de nationale ledere, Trump og Jair Bolsonaro, åbent udfordrer de regionale guvernører med alt, hvad dette indebærer af risici for konflikt og social uro.

Frankrig: FN skal have et viruspanel

Den voldsomme økonomiske opbremsning på grund af coronakrisen er endnu blot i den indledende fase, og der er ifølge Frankrigs udenrigsminister ikke megen grund til optimisme. Den 72-årige politiske veteran er lige så realpolitisk, som hans unge præsident Macron er proaktiv og løsningsorienteret. Et par dage efter, at præsident Macron i Financial Times havde talt om, at verdenssamfundet og særligt EU skal turde “tænke det utænkelige”, gav Le Drian, der har været minister uafbrudt siden 2012, sit langt mere dystre bud på, hvordan verden kommer til at se ud efter coronakrisen.

”For mig ser det ud, som om vi oplever en forværring af de brud, der har undermineret den internationale orden i flere år. Pandemien er fortsættelsen, med andre midler, af kampen mellem stormagterne,” sagde Le Drian i interviewet, hvor han også konstaterer, at han håber, at der er noget sandt i de mange forudsigelser om, at meget i verden vil forandre sig efter coronakrisen – men at han har sine tvivl:

”Min frygt er, at verden efter (pandemien, red.) i rasende høj grad ligner verden, som den så ud før – bare værre.”

Le Drian konstaterer bramfrit, at USA har opgivet sin globale lederrolle og henviser til Trumps beslutning om at stoppe for støtte til WHO. I relation hertil foreslår han i øvrigt, at verdenssamfundets kamp mod farlige virusinfektioner i fremtiden bør organiseres i et panel under FN ligesom klimapanelet IPCC – altså et FN-viruspanel. Det burde være en sag, som Danmark og alle europæiske lande kan støtte.

Kina i offensiven

Den franske minister siger også ligeud, at Kina i øjeblikket forsøger at spille de enkelte EU-lande ud mod hinanden i deres forsøg på selv at træde ind i den globale ledelse. ”Kina skal respektere Europa, og EU skal indse, at man bliver nødt til at spille en global lederrolle i fremtiden.” Den franske minister står langtfra alene med kritikken af Kina. Stort set over hele Europa har man i de senere år set kinesiske ambassadører, som offentligt lægger pres på politiske institutioner som Folketinget, diverse kulturinstitutioner og virksomheder.

Efter udbruddet af coronakrisen er kineserne blevet endnu skarpere i deres retorik og opførsel, og nu er der tale om risiko for et diplomatisk brud mellem Europa og Kina. Blandt de opsigtsvækkende Kina-kritiske initiativer var EU-kommissær Margrethe Vestagers opfordring forleden til europæiske regeringer om, at de bør gå ud og købe aktier for at forsvare deres virksomheder mod kinesisk overtagelse.

De diplomatiske spændinger mellem stormagterne vokser, alt imens konkurser i flyselskaber, banker og stribevis af andre sektorer synes at være på vej i stort tal på alle kontinenter. Dermed er det nærmest sikkert, at denne uges historiske krise i olieindustrien langtfra bliver den eneste dårlige nyhed fra verdens råvare- og kapitalmarkeder.

Situationen i den globale olieindustri er imidlertid i sig selv fuld af betydelige risikoelementer, både i USA, Saudi-Arabien og Rusland. I alle de tre oliestormagter er indtægterne fra olieindustrien afgørende for statsfinanser, beskæftigelse og den overordnede økonomi. Under normale omstændigheder ville en lav oliepris stimulere økonomien, men det gør den ikke, når efterspørgslen er væk. Mens økonomierne er statskontrollerede i Saudi-Arabien og Rusland, rammer den lave oliepris USA’s mange olieproducenter øjeblikkeligt.

Og man skal ikke tage fejl af, at selv om prisfaldet naturligvis er stærkt påvirket af coronakrisens nedlukning af industri og transport rundtom i verden, er den underliggende årsag til prissammenbruddet først og fremmest en voldsom konflikt mellem Rusland og Saudi-Arabien. De to lande kunne eller ville ikke – da coronakrisen endnu var under opsejling – enes om at skære i deres produktion og dermed holde hånden under prisen, der endnu efter nytår lå over 60 dollar per tønde.

Det kan godt være, at både Ruslands Vladimir Putin og Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed Bin Salman, godter sig over, at deres amerikanske konkurrenter vil gå konkurs hurtigt og dermed bane vejen for prisstigninger, når forbruget igen kommer tilbage i et normalt leje. Men i begge lande vil den lave pris føre til store indhug i regimernes finansielle krisefonde. Set i et globalt perspektiv er det måske farligste element i udviklingen, at den har afsløret Donald Trump som ude af stand til at fikse olieprisen, sådan som han en kort overgang troede, at det var lykkedes ham.

Når man tænker over alle de brud i den globale multilaterale orden om handel, klimapolitik og meget andet, som Trump har leveret, mens han havde fremgang i økonomien og i meningsmålingerne, er der grund til bekymring. For hvad kan den narcissistiske amerikanske præsident finde på nu, hvor både coronakrisen og oliekrisen for alvor afslører hans inkompetence, både hvad angår national sundhedspolitik og globalt energidiplomati?