Verden har brug for alternative løsninger

Erik Rasmussen

Obama gør det, FN’s generalsekretær gør det, 193 lande verden over gør det, fremtrædende internationale videnskabsfolk gør det: efterlyser nye initiativer og politikker, som inden for maksimalt femten år kan løse en række af klodens største og mest presserende problemer.

Alene mandag i sidste uge blev to ambitiøse initiativer lanceret. Den amerikanske præsident fremlagde USA’s hidtil mest omfattende klimaplan. Og samme dag vedtog FN’s medlemslande de 17 Sustainable Development Goals, der frem mod 2030 skal sikre en nødvendig transformation af vores levevis. I realiteten er der tale om en ny økonomisk, social, sikkerhedspolitisk og miljømæssig verdensorden.

At behovet er presserende, var få dage forinden blevet understreget i en omfattende rapport fra en gruppe af verdens førende klimaforskere på Columbia University. De konkluderede, at klimaforandringerne udvikler sig hurtigere og med langt alvorligere konsekvenser end hidtil antaget.

Budskabet er entydigt: Enhver nation må nytænke, hvad ”nødvendighedens politik” handler om. En afgørende betingelse for at undgå uoverskuelige katastrofer er den politiske vilje til, nationalt og internationalt, at gøre op med økonomiske og politiske særinteresser, tage såvel videnskabens advarsler som FN’s udviklingsmål alvorligt og gøre dem til politiske mærkesager. I modsat fald pådrager de sig et tungt medansvar for de kommende år at forringe eksistensbetingelserne for nuværende og kommende generationer.

Dette burde være logisk og indlysende. Men den hjemlige danske debat, ikke mindst valgkampen, er et vidnesbyrd om, hvor svært det bliver at opfylde den politiske betingelse for at løse de mest presserende udfordringer. Som Mandag Morgen skrev i en leder 22. juni, blev det et ”osteklokkevalg”, hvor politikere og medier udfoldede et virkelighedsfjernt politisk drama om marginaler og promiller uden at forholde sig til de udfordringer, der får størst og mest afgørende indflydelse på vores fremtid.

Ét parti stod uden for osteklokken: ”Alternativet”. Det tog videnskabens advarsler dybt alvorligt og gik til valg på en vision om at skabe et nytænkende bæredygtigt samfund. Alligevel blev Alternativet hånet af kommentatorer og politikere som et useriøst gøglerparti.

Mandag Morgen kvitterede med en leder, der fastslog, at netop videnskaben ville vælge alternativt: Hvad klodens største udfordringer angår, er det Alternativet, der er de seriøse.

Det var en stor del af vælgerne enige i. De gav partiet en overraskende flot opbakning og stemte det ind i Folketinget med ni mandater. Om end Alternativet stadig er et af de mindste partier, fremstår det alligevel som valgets største fornyer, netop fordi partiet har gjort politisk lederskab til et spørgsmål om at nytænke vores samfundsmodeller og udfordret dogmet om vækst for vækstens skyld. Den vision samler tilmed bred støtte blandt uafhængige eksperter verden over.

Læs hele Mandag Morgens notat

Notatet, inklusive henvisninger til de vigtigste kilder, kan læses i sin helhed her.

For at indkredse behovet for politisk nytænkning har Mandag Morgen søgt dokumentation for en række af Alternativets forslag. I et nyt notat holder vi Alternativets visioner op mod udspil og dokumenter fra en bred kreds af internationale og nationale videncentre og forskningsinstitutioner. Nedenfor gennemgås de vigtigste iagttagelser og konklusioner. Notatet, inklusive henvisninger til de vigtigste kilder, kan læses i sin helhed her.

Bæredygtig udvikling

Ordet ”bæredygtighed” er en rød tråd i Alternativets partiprogram. Her er partiet i stadig mere tæt overensstemmelse med international konsensus. Verdens topledere opfatter i stigende grad bæredygtighed som en kilde til innovation og vækst og ikke bare som nødvendig og ubekvem risikostyring.

En af verdens førende klimaøkonomer, Lord Nicholas Stern, formulerer det således: ”Stærk økonomisk vækst, der samtidig er kulstoffattig, vil blive den nye norm.” Som det fremgår af en ny international rapport, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. De kan tværtimod være hinandens forudsætninger.

Mange af verdens største økonomier har også indset, at deres fremtidige vækst afhænger af evnen til at håndtere klimaudfordringen. Kina annoncerede i juni sin intention om at afvænne sin økonomi fra fossile brændstoffer. Frem mod 2030 vil landet nedbringe sit CO2-udslip med 60-65 pct. i forhold til 2005-niveau.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, og USA’s præsident, Barack Obama, har samtidig annonceret, at deres lande skarpt vil forøge elproduktionen fra vedvarende energikilder. Disse tiltag afspejler en global trend. I 2015 blev der investeret 270 milliarder USD i vedvarende energi og 130 milliarder USD i energieffektivitet.

Danske politikere og erhvervsledere har udtrykt begejstring for de muligheder, den amerikanske præsidents klimaplan åbner for eksport af danske klimaløsninger. Men skal de udnyttes, forudsætter det, at Danmark ikke alene bevarer, men styrker sin hidtidige frontposition som rollemodellen for energieffektive løsninger.

Den ambition strider umiddelbart mod et udbredt paradigme i brede politiske kredse: at miljømæssige hensyn holder væksten tilbage. Dette ses måske tydeligst inden for landbruget, der har været kriseramt i årevis. Den nye regering mener, at svaret på landbrugets krise er at give landmændene ”frie tøjler” til at gøde og få flere dyr på samme areal, mens randzonerne bliver fjernet.

Ser man nærmere på fødevareproduktionen, er spørgsmålet, om ”frie tøjler” virkelig er vejen frem for dansk landbrug. Ifølge FAOSTAT (den statistiske afdeling af FN’s landbrugs- og fødevareorganisation) er Danmark det land i verden, som producerer mest kød pr. indbygger (360 kg/pers.), efterfulgt af New Zealand (304 kg/pers.) og Irland (210 kg/ pers). Det kræver op til 25 kilo korn og 36.000 liter vand at producere blot 2 kilo kød. En tredjedel af verdens afgrøder og drikkevand går til kødproduktion, mens kød kun dækker 17 pct. af det globale kalorieindtag.

Alternativets forslag om en kødfri dag i bl.a. daginstitutioner og 100 pct. omlægning til økologisk landbrug virker i denne kontekst som nødvendige, men ikke tilstrækkelige satsninger – slet ikke i forhold til de krav, der skal indfris i løbet af de næsten 15 år, hvis FN’s nye udviklingsmål (som Danmark selv har været med til at vedtage) skal holdes.

Af samme grund vil virkeligheden også overhale Alternativets ambition om en markant omlægning af dansk landbrug inden 2040. Så mange år får landbruget næppe. Til gengæld vil et økologisk domineret landbrug kunne udvikle et voksende eksportområde og gøre Danmark til foregangsland for innovativ fødevareproduktion.

Et nyt vækstbegreb

Alternativets overordnede politik illustreres måske bedst af partiets forslag om et nyt vækstbegreb. Forslaget bygger på den grundopfattelse, at vi har en alt for snæver opfattelse af, hvad der skaber fremskridt. Det i sig selv er en direkte barriere for at løse en række af de største globale udfordringer.

Det finansielle system diskriminerer konsekvent mod miljømæssige og sociale omkostninger, som i gængs økonomisk teori kaldes ”eksternaliteter”. BNP, som er blevet brugt til at måle landes fremgang siden 1944, er alene et udtryk for produktion – uden øje for nedbrydning af ressourcer, menneskeligt velvære, ulighed m.v.

Ledende økonomer som Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi har i mange år, særligt siden den globale finansielle krise, argumenteret for nødvendigheden af en ny forståelse af vækst og fremskridt. Ifølge en rapport, de tre udarbejdede efter ønske fra den franske regering i 2009, var den finansielle krise i sig selv et symptom på uholdbarheden i de herskende økonomiske dogmer. Rapporten efterlyser specifikt nye målemekanismer, der er mindre produktionsbaserede og mere fokuserede på sociale fremskridt.

Der er således tegn på, at verden er ved at vågne op til de nye vækstrealiteter. I april i år blev The Social Progress Index lanceret af bl.a. erhvervseksperten Michael Porter fra Harvard Business School. Paraguay har taget Porters indeks i brug som pejlemærke i sin nye udviklingsplan frem mod 2030. Nogle amerikanske delstater, såsom Maryland, har ligeledes implementeret et alternativt statistisk redskab, Genuine Progress Indicator.

Disse tendenser afspejler ikke en idealistisk virkelighedsflugt, men derimod en anerkendelse af forudsætningerne for fremtidig stabilitet og vækst. Som KPMG konkluderede i en rapport om tidens største forretningstendenser, er afkoblingen af menneskehedens fremskridt fra ressourcespild og miljøforringelser den største fremtidige kilde til succes for erhvervslivet. Måden, hvorpå vi måler fremgang, afspejler ikke blot virkeligheden, men er med til at forme den.

Beskæftigelse i en jobfattig fremtid

Indfasningen af en arbejdsuge på 30 timer var et af de forslag, Alternativet blev mest kritiseret for under valgkampen. Ifølge tænketanken Kraka ville udspillet koste samfundet 270 milliarder kr., og forslaget blev efterfølgende latterliggjort i medierne.

Forslaget er et af de bedste eksempler på Alternativets vilje til at se med friske øjne på Danmarks mest presserende problemer. Vi bevæger os ind i et radikalt anderledes arbejdsmarked. Forandringerne er allerede synlige i det stigende antal arbejdere, der har mobile jobs på tværs af geografiske grænser, starter egen virksomhed og kombinerer deltidsjobs og freelanceopgaver, særligt i den digitale sektor. Samtidig risikerer 47 pct. af de eksisterende jobs i bl.a. service-, uddannelses- og sundhedssektorerne at blive udryddet af automatisering inden for de næste 20 år. Computere vil i stigende grad overtage opgaver, der tidligere blev varetaget af ufaglærte såvel som læger og lærere.

Oven i denne usikre fremtid for langt de fleste erhverv kommer de mange stressramte danskere – 430.000 personer. Det koster hvert år samfundet 14 milliarder kr. i sygefravær, sygdom og død, og det vidner om et samfund ude af trit med sig selv.

Danskerne klandres ofte for at arbejde for lidt, men faktisk er erhvervsfrekvensen i Danmark langt højere end OECD-gennemsnittet, særligt fordi kvinder og mænd arbejder lige meget og bliver længere på arbejdsmarkedet. Vi har antagelig en af de højeste familiearbejdstider i verden.

Forslaget om en kortere arbejdsuge giver for det første mening, fordi kortere arbejdstider kan forhøje produktiviteten. Dette er nødvendigt for den danske økonomi, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spilder 100 milliarder kr. om året på lav produktivitet. Et studie blandt britiske offentligt ansatte har vist en tydelig sammenhæng mellem lange arbejdstider og nedsatte kognitive funktioner, mens en undersøgelse udarbejdet af EU-Kommissionen viser langt større livstilfredshed blandt medarbejdere, der arbejder 30 timer om ugen, end blandt dem, der arbejder over 40 timer. Praktiske erfaringer med kortere arbejdstider, bl.a. på et Toyota-værksted i Göteborg og i tech-virksomheder i Silicon Valley, viser, at medarbejderne bliver gladere og mere produktive, når de bruger færre timer på arbejdspladsen.

For det andet kan en kortere arbejdsuge være med til at løse en række sociale, miljømæssige og økonomiske problemer. Den britiske tænketank New Economics Foundation har lavet omfattende forskning på området og argumenterer for, at arbejdsugen skal helt ned på 21 timer per uge på længere sigt. I rapporten ”Time on Our Side” argumenterer en række forskere for, at en kortere arbejdsuge kan være en kerneingrediens i skabelsen af et mere økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt samfund ved at sænke forbruget, CO2-udslippet og uligheden samt forbedre livskvalitet og ligestilling.

Alternativets udspil går ikke nær så langt i sine forventninger, men lægger op til, at normtiden skal nedsættes fra 37 til 30 timer over en tiårig periode. Derudover vil partiet med en timebanksmodel sørge for, at man kan justere sin arbejdstid gennem livet.

Forslagets centrale budskab bygger på en revurdering af normer, der opstod som svar på arbejderbevægelsens krav i det 20. århundrede. En total nytænkning af begrebet arbejdstid er ikke alene ønskværdig, men kan vise sig nødvendig inden for de allernærmeste år. Om tallet skal være 30 timer eller et helt andet tal, må fremtiden afgøre. Men det er kortsigtet og bagstræberisk på forhånd at afvise visionen som utopisk ønsketænkning, blot fordi den ikke kan indgå i et traditionelt regneark.

En ny politisk virkelighed

”Osteklokkevalgkampen” blev i alt væsentligt domineret af perspektivløse debatter om helt marginale forskelle i de respektive politiske udspil, og det er forståeligt, at mange vælgere efterspurgte et alternativ.

Frustrationen over den politiske debat rækker dog langt ud over valgkampen. Ifølge Kraka er danskernes tillid til politikerne faldet fra 36 til 26 pct. over en tiårig periode. Paradoksalt nok er deres interesse i politik stigende – 69 procent er ”interesserede” eller ”meget interesserede” – og de har stor tillid til hinanden som medborgere og til Folketinget som institution. Kløften mellem danskernes høje tillid til demokratiet og deres mistillid til politikerne vidner om et enormt uudnyttet demokratisk potentiale.

Potentialet – og dets mange indbyggede risici – viser sig særligt i den nye mediedominerede politiske virkelighed, der har taget form i de sidste ti-femten år.

Som forfatteren og samfundstænkeren Moisés Naím beskriver i sin anmelderroste bog ”The End of Power”, ser vi i øjeblikket en radikal ændring af samfundsstrukturen. Magt i det 21. århundrede er blevet mere opnåelig, men også sværere at bruge og nemmere at miste. Den politiske proces er fragmenteret, og forandringer kan nu komme alle steder fra – oftere fra en 12-årig, der har udviklet en ny app i Delhi, end fra Folketingssalen. Dette har skabt et demokratisk vakuum, fordi mange ikke føler sig repræsenteret af de politiske magthavere. Samtidig tager nye demokratiske potentialer form i kraft af de øgede muligheder for at organisere sig sammen med ligesindede.

Der ligger derfor en central udfordring i at genskabe tillid mellem borgere og regeringer.

Alternativet har, som det eneste parti, forsøgt at forholde sig til denne problemstilling og søger aktivt skabelsen af en ny politisk kultur. Partiet insisterer på åbenhed om egne værdier og fejltagelser samt villighed til at lytte til politiske modstandere. De vil være fuldt åbne om partistøtten, og senest har partiets politiske leder, Uffe Elbæk, meddelt, at han ikke ønsker at hæve ministerpension, så længe han er medlem af Folketinget. Alternativet vil desuden gøre det muligt for borgere at lave lovforslag, hvis de kan samle 50.000 underskrifter, samt etablere et nyt Center for Demokrati, Politikudvikling og Borgerinddragelse.

Alternativet har allerede i udviklingen af sit partiprogram vist, hvilke muligheder der ligger i nye inddragende processer, gennem sine ”politiske laboratorier”. Hvordan partiet vil balancere kravet om åbenhed med de faste processer på Christiansborg, skal vise sig, men det har taget fat i en nødvendig problematik i det moderne danske samfund.

Politisk innovation er en demokratisk nødvendighed.

Partiet har udviklet en meget klar strategi for, hvordan det vil opbygge en professionel politisk organisation og bevægelse – og dermed skabe en åben innovationsplatform for nye initiativer.

Videnskabens og internationale eksperters støtte til Alternativets visioner og ideer er desværre ingen garanti for politisk succes. Men indtil videre må partiet ses som en spændende og nødvendig nyskabelse i dansk politik. Alene af den grund må man håbe, at partiet kan indfri sin egne ambitioner.

Det er også grunden til, at Mandag Morgen har besluttet at tage Uffe Elbæks projekt alvorligt og følge det tæt – i håbet om, at det kan udfordre de gamle politiske systemer til nytænkning.

Behovet for et alternativ har ikke været større og mere nødvendigt end netop nu.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu