Kommentar af 
Henrik Ørholst

Vi skal beskytte folk der tør fløjte alarm

Med den aktuelle sag mod Danske Bank er der igen kommet fokus på whistleblowerfunktionen, men der er brug for bedre beskyttelse af dem, der vælger at stå frem, skriver Henrik Ørholst.

Whistlebloweren i hvidvaskningssagen mod Danske Bank er stået frem. Det er briten Howard Wilkinson, der var lokalchef i bankens handelsafdeling i Tallinn, Danske Markets, fra 2007 til 2014.

I flere omgange i 2013 og 2014 kontaktede han bankens øverste ledelse. Hans advarsler var omtalt både i Finanstilsynets rapport og i bankens interne Bruun & Hjejle-undersøgelse, men han har også været deep throat hos Berlingske, hvor han har forsynet erhvervsredaktionen i København med viden, som kunne omsættes til overskrifter.

Siden finanskrisen blev udløst for ti år siden, er whistleblowing blevet mere udbredt i den vestlige verden, ikke mindst i USA, der har en af de mest omfattende lovgivninger på området. Der er sket en voldsom forøgelse i antallet af sager til det amerikanske finanstilsyn, The U.S. Securities and Exchange Commission (SEC). 

Organisationen Association of Certified Fraud Examiners, der med 85.000 medlemmer i ryggen forsøger at bekæmpe svindel i erhvervslivet, har opgjort, at mere end 40 pct. af alle bedragerisager starter med et tip. Næstmest udbredte årsag er, at ledelsen opdager noget mistænkeligt, mens intern revision er den tredjemest hyppige. Andelene ligger stort set konstant år for år.

I den aktuelle sag fra Danske Bank var det ikke de normale rutiner og kontroller, der fik sagen til at rulle. Det gjorde en enkelt medarbejder i den estiske filial. Ofte mødes en whistleblower med stor skepsis fra egen virksomhed, og i tilfældet Danske Bank blev henvendelserne da også ignoreret af topledelsen.

Store personlige omkostninger

De personlige konsekvenser for en whistleblower kan være store, og Howard Wilkinson har søgt både juridisk assistance og beskyttelse. Det afgørende her er, om navnet kommer frem i lyset, som det nu er sket.

Wilkinson får hjælp af stjerneadvokaten Stephen M. Kohn, direktør for The National Whistleblower Center i USA, der som noget af det første kontaktede de estiske myndigheder, SØIK og justitsminister Søren Pape (K) med et budskab, der ikke var til at tage fejl af. Myndighederne i både Danmark og Estland skal sikre, at Howard Wilkinson ikke bliver udsat for hævn eller krænkelser af hverken privatliv eller andre rettigheder.

Der er eksempler på voldsomme personlige konsekvenser for folk, der har valgt at stå frem, og det er et voldsomt psykologisk pres. Ofte har whistleblowers svært ved efterfølgende at få job, og der bliver gjort meget for at spænde ben for dem. 

I foråret formulerede departementschef Sophus Garfiel fra Økonomi- og Indenrigsministeriet sig særdeles markant til et internt morgenmøde om, hvordan embedsmændene kunne undgå at tildele aktindsigt.

Hvad han ikke vidste, var, at en medarbejder optog en lydfil med, hvad han sagde. Også den tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) oplevede at blive optaget uden at vide det. I begge tilfælde blev medierne kontaktet.

Senest blev adm. direktør Michael Valentin fra Akademikernes A-kasse afskediget efter et internt tip til bestyrelsen. Det er ikke kommet frem, hvad den konkrete anledning var.

Udbredt tradition, men ikke i Danmark

At det er en brite, der viste sig at være whistleblower i Danske Bank-sagen, er ikke overraskende. Whistleblowerfunktionen har været kendt i mange år i Storbritannien og USA.

Derfor har flere store virksomheder og institutioner en decideret whistleblowerfunktion, således at medarbejdere har et sted at henvende sig, hvis virksomheden går over stregen. Det kan være en intern funktion, eller det kan være en funktion, der ligger uden for virksomheden.

Briterne har derfor en mere udbredt tradition for at tage en sag op, hvor ledelsen eller virksomheden går over stregen. Men det er samtidig en balancegang. For hvem skal man være mest loyal over for: virksomheden eller samfundet? Det handler i høj grad om normer og kultur.

I britiske virksomheder er der større forskel mellem ledelse og medarbejdere, og derfor er der i større grad end herhjemme et ’naturligt’ modsætningsforhold. Danske medarbejdere er tættere på deres arbejdsgiver eller chef end briterne, og derfor er det mindre sandsynligt, at en dansker vil sætte foden ned, men i takt med at arbejdsmarkedet bliver globaliseret, ændres normerne langsomt. Sammenlignet med resten af verden skiller Danmark sig ud fra mængden.

Med den aktuelle udvikling i Danske Bank og den tidligere sag mod Nordea i forbindelse med offentliggørelsen af Panama-papirerne i 2016 er der kommet mere fokus på whistleblowerens rolle, og disse sager har medført, at ikke mindst Danske Bank har fået synliggjort funktionen både internt og eksternt.

Virksomhederne vil stadig forsøge at lægge låg på de fordækte sager. Og netop derfor er der brug for endnu højere grad af beskyttelse af whistlebloweren. Ikke mindst når vedkommende vælger at stå frem offentligt.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu