Nyt lederskab med 
Louise Dinesen

Vi skal tale mere om magt og underkastelse

LEDELSE Vi skal forstå krænkelser og magtmisbrug i lyset af menneskets sociale natur. Derfor må vi tale åbent og bredt om, hvad magt gør ved både dem, der har magten, og deres omgivelser, skriver psykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen.

Af Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen
Hhv. direktør i Mindwork og chefpsykolog i Hartmanns

I debatten om sexisme og seksuelle krænkelser lyder der fra mange sider et ønske om at skabe en kulturændring i samfundet. En ændring, hvor mennesker behandles værdigt, uanset køn og status.

Men vi ser samtidig, både i vores virke som autoriserede arbejdsmiljørådgivere i organisationer og i den offentlige debat, et stort fokus på enkeltpersoner i form af krænkere og dem, som træder frem og siger fra.

Det ensidige fokus på personer fjerner opmærksomhed fra en vigtig samtale om magt i mere bred forstand og om menneskets sociale natur, hvilket er en forudsætning for at forstå sexisme og seksuelle krænkelser.

Det handler om, hvorvidt de systemer og kulturer, vi har skabt, understøtter de mere mørke sider i mennesker.

Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen
Hhv. direktør i Mindwork og chefpsykolog i Hartmanns

Det handler nemlig ofte om magtmisbrug eller manglende forståelse af magtens natur.

Når vi selv undersøger krænkelsessager i praksis, for at kunne afgøre sanktioner og graden af psykologiske belastninger, så undersøger vi altid magtforholdet grundigt.

De asymmetriske magtrelationer kan netop gøre det vanskeligere at gribe ind og sige fra, ligesom det at blive forulempet af dem med ansvaret – dem, som skal passe på os – kan have alvorlige psykologiske konsekvenser.

Magt og underkastelse er en del af vores natur

Hvad vi ikke får talt nok om, er, at magt i et psykologisk og neurologisk perspektiv både gør noget ved mennesker, der har magten, og ved deres omgivelser.

Magt er en måde at regulere og organisere vores fællesskaber på, og i menneskets natur findes både instinktet til at tage magt og til at optræde lydigt og underkaste os magten.

Magt giver os mulighed for at indrette os i et samfund med rimelig fredelig sameksistens. Hvis ikke vi også havde instinktet til underkastelse, ville magten miste sin funktion og værdi. Det ville være alles kamp mod alle.

Det oversete i debatten lige nu er, at de, som har adgang til magt, har et udvidet ansvar for at forvalte magten etisk, og herunder for at forstå, at deres position påvirker mennesker omkring dem.

Det gælder også dem uden formel magt. Vi tror, at magt knytter sig til titler og chefer, men i praksis kan andre i organisationen også besidde en magt, som gør det vanskeligt for mennesker at gribe ind eller sige fra.

Magt kan for eksempel være centreret omkring anciennitet, en bestemt uddannelse eller viden, et særligt gruppetilhørsforhold i organisationen eller en position med flere handlemuligheder end andre.

Så ud over at magten repræsenterer en social funktion, som gør, at vi kan fungere sammen, så rummer magten også underkastelsen og en række magtcentre og gruppedynamikker, som kan handle om andet og mere end titler.  

Magt producerer altså en form for lydighed, hvor mennesker i sociale sammenhænge afgiver dele af deres frihed for at få de sociale systemer til at hænge sammen. Vi afgiver dele af vores autonomi, fordi det netop er til et fælles bedste.

Fra psykologisk forskning ved vi, at når mennesker har magt, vil andre være mere tilbøjelige til at give dem ret og grine mere ad deres vittigheder, og de er mindre kritiske over for dem, som har en særligt magtfuld position i fællesskabet. Siger vi mennesker fra over for magtfulde mennesker, kan vi risikere eksklusion, afvisning eller at blive frataget muligheder.

Mennesker er grundlæggende sociale, og er eksistentielt afhængige af at høre til, hvorfor det at sige fra eller gribe ind over for dem med magten kan repræsentere en eksistentiel risiko.  At være del af et fælleskab eller en gruppe har i et evolutionært perspektiv sikret vores overlevelse.

Adskillige års forskning har vist, at vi mennesker er villige til at gå uhyre langt for at undgå at blive udstødt af flokken. Vi undlader at sige fra, vi griber ikke ind, og vi bliver ligefrem selv en del af det grænseoverskridende, hvis det sikrer vores plads i fællesskabet.

Drop ideén om, at vi bare skal lære at sige fra 

Skal vi udvikle sunde og trygge kulturer, må vi forstå, at krænkelser ofte handler om magt og underkastelse. Derfor kan vi mennesker ikke bare sige fra. Mange af dem, der har oplevet hånden på låret, sexistiske kommentarer eller klap bagi, uden at føle sig krænket, har ofte haft en position, hvor de også havde adgang til magt.

I arbejdet med krænkelser ser vi, at de ofte har haft en formel eller uformel magt, repræsenteret ved en særlig viden, anciennitet, et særligt gruppetilhørsforhold, eller de har måske affundet sig med at være en del af en kultur, hvor grænseoverskridende adfærd er blevet bagatelliseret. At påpege, at andre blot skal lære at sige fra, er ikke en farbar vej. Sådan fungerer mennesker ikke i magtrelationer.

Fra socialpsykologiske studier ved vi, at magt og vores reaktioner ligger dybt i vores natur. Vi har flere eksempler på studier, der viser, at i det øjeblik vi får magt, påvirker det vores adfærd og relationer. Vi bliver mere grådige og egoistiske, og vi bliver grovere og mere dominerende over for andre. Vi afbryder oftere, er mere ubehøvlede i trafikken, og vi deler mindre med andre.

Magt kan hæmme vores evne til empati

Rigtig interessant bliver det, når vi inddrager hjerneforskningen, som viser, at når først vi har fået magten, skaber den helt bogstaveligt forandringer i vores hjerne. 

Studier foretaget af blandet andre Dacher Keltner har vist, at dét, der særlig påvirkes, er de områder i hjernen, der blandt andet rummer vores evne til empati, altså vores evne til at sætte os i andres sted.

Et andet studie foretaget af Jeremy Hogeveen og Sukhvinder Obhi underbygger Keltners fund og giver os en mulig forklaring på, hvad dette empatitab handler om. I et studie testede de en gruppe magtfulde menneskers spejlneuroner – de nerveceller, der gør, at vi umiddelbart spejler andres reaktion, og dermed får fornemmelsen af deres tilstand. De fandt, at spejlsystemerne hos magtfulde mennesker ganske enkelt ikke er lige så stærke som andre menneskers. De er blevet hæmmet.

At magt hæmmer vores spejlneuroner, betyder ret direkte, at magt gør os dårligere til at bemærke og forstå andres reaktioner, følelser og perspektiver. På et helt neurologisk plan. Hvis vi vel at mærke ikke gør noget for at modvirke magtens negative konsekvenser og sikrer, at magten ikke tager magten fra os.

Med magten følger et udvidet ansvar for at forstå den

Hvis det skal lykkes os sammen at skabe trygge og sunde kulturer, der fremmer ligeværd, ligestilling og menneskelighed, så skal kulturen hvile på et fundament, der understøtter etik, psykologisk tryghed og værdighed frem for frygt og dominans.

Og det kræver, at vi ser ud over de formelle magtstrukturer.

Herunder følger en række ting, du som leder kan gøre i din organisation for at medvirke til at skabe kulturelle forandringer, som understøtter værdighed og forebyggelse af chikane og krænkelser:

  • Gør det naturligt at tale om og opbygge viden om magt i organisationen
  • Gør det klart for dem med en særlig magt, at de har et udvidet etisk ansvar for andres integritet, grænser og værdighed
  • Opbyg en kultur præget af tryghed og dialog, hvor du opfordrer til forskellige perspektiver, holdninger og til muligheden for at opstille kritik
  • Undersøg magtens asymmetri og subtile sanktioner, når der opstår konflikter eller problemsituationer
  • Grib hurtigt ind over for enhver form for magtmisbrug eller situationer, hvor de med en stærk position i fællesskabet udfordrer en tryg og værdighedsproducerende kultur
  • Spørg ind til grovhed, hyppighed, varighed og muligheder for at sige fra, når du undersøger sager om sexisme og krænkelser.

Lovgivning og politikker er ikke nok til at forebygge. Hvis det var tilfældet, ville vi kunne lukke fængslerne i morgen.

Det handler om, hvorvidt de systemer og kulturer, vi har skabt, understøtter de mere mørke sider i mennesker og dermed giver plads til magtmisbrug i form af for eksempel sexisme – eller om vi omvendt skaber nogle rammer, hvor der er tryghed til at sige fra og sætte grænser. Hvor man kan være i tvivl og stille spørgsmål, men hvor man også kan begå fejl og få mulighed for at rette op.

Magt kan tage magten fra os.  En del af løsningen er derfor også, at vi sikrer, at mennesker med magt, hvad enten det er ledere, politikere eller andre, får viden om, hvad magt gør ved dem.

Vi bør kræve og forvente, at magtfulde mennesker lærer at forvalte magt og får hjælp til at modvirke magtmisbrug hos dem selv. 

 

Vibeke Lunding-Gregersen er autoriseret psykolog med speciale i psykoterapi og klinisk psykologi. Hun er direktør i Mindwork. Louise Dinesen er chefpsykolog i Hartmanns med speciale i kriserådgivning og arbejdsmiljø. Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

 

Relateret litteratur:

Keltner, D. (2017) The Power Paradox – How We Gain and Lose Influence. Penguin Books Ltd

Hogeveen, Jeremy & Inzlicht, Michael & Obhi, Sukhvinder. (2013). Power Changes How the Brain Responds to Others.. Journal of experimental psychology.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu