Danske journalister i Bruxelles kender ham som ambassadøren. De har gennem mange år lyttet koncentrerede efter Jeppe Tranholm-Mikkelsens lavmælte udlægninger af det diplomatiske spil omkring store og små EU-sager – men altid off the record. Kun til baggrund.

I dag er det hele for første gang til citat. Men Tranholm lader det stå klart, at fænomenet ikke vil gentage sig. Interviewet skyldes, at han stadig kun lige er begyndt i jobbet som generalsekretær i det Europæiske Råd. Fremover vil han ikke stille sig i forreste række og risikere at skygge for chefen, den polske formand for det Europæiske Råd, Donald Tusk.

”Det ligger ikke i rollen. Jeg er bag facaden. Min opgave er først og fremmest at sikre, at den maskine, jeg er chef for, producerer god rådgivning. Jeg vil fremover være relativt diskret. Sådan må det være.”

Tranholm er prototypen på en af de lidt anonyme embedsmænd, der effektivt opererer i den store europæiske kulisse. Alt efter observans kan man mene, at hans slags derfor er alvorligt medskyldige i strømmen af EU-kompromiser, der kun gør få vrede og endnu færre glade. Andre vil tværtimod mene, at det er takket være embedsmænd som Jeppe Tranholm-Mikkelsen, at det hele ikke for længst er gået meget værre for EU.

I den forstand personificerer den 53-årige cand.scient.pol. kontaktlimen i det europæiske samarbejde – det seje klister, der får det hele til at holde sammen, selv når spinatfugle som topøkonomen Paul Krugman med transatlantisk overblik og en Nobelpris i ryggen spår euroens snarlige død og et græsk exit i spalterne i New York Times.

Tranholm er en nøgtern, analytisk mand, der mest af alt sætter en ære i at finde en holdbar løsning, for derpå at lade sin politiske chef gå ud og tage point hjem på et pressemøde. Hans chefer har heddet Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Og siden 1. juli i år har han adlydt ordre fra Donald Tusk, den forhenværende polske premierminister, der sikrede sig det topjob, mange kommentatorer forventede ville gå til Helle Thorning-Schmidt.

I stedet for en politisk toppost i Rådet fik Danmark den højeste diplomatiske toppost i systemet. Forgængeren i Donald Tusks job, belgieren Herman Van Rompuy, der var formand gennem eurokrisen, kalder Tranholm for "den rette mand på det rette sted” og fortsætter:

”Han er en erfaren diplomat, der kender EU-systemet ind og ud. Han er i stand til at forbinde det administrative maskineri med det politiske niveau. Han er en meget elegant og dygtig operatør, der ved, hvordan man kan bidrage til at finde et afbalanceret kompromis. Han er en mand af få ord, men hans bidrag er altid relevante,” siger Herman Van Rompuy, der også roser Tranholm for samarbejdet under det danske EU-formandskab i 2012.

Da den lidt overraskende udnævnelse kom på plads i forsommeren, stod Tranholm ellers over for at skulle være Danmarks næste ambassadør i Washington. Men sirenesangen fra den store EU-maskine lokkede lige akkurat mere end et af de mest eftertragtede job i dansk udenrigstjeneste. Så i dag kan han kalde sig generalsekretær i Rådet med omkring 3.000 ansatte under sig. En anden dansker, Niels Ersbøll, havde samme titel fra 1980 til 1994. Men dengang var det kun som chef for EU’s ministerråd. Siden er det Europiske Råd kommet til som overliggende institution, og Tranholm er chef for dem begge.

International nordjyde

Man skal igennem ID-tjek og et par security-sluser før Jeppe Tranholm-Mikkelsen kan tage imod et sted langt inde i Ministerrådets bygning ved Schuman-rundkørslen i Bruxelles. Interviewet er lagt allerede klokken 8:30 om morgenen før en lang arbejdsdag for alvor begynder.

Helle Thorning-Schmidt kaldte Tranholms udnævnelse ”en god dag for både Europa og for Danmark”. Men hvordan nu det? Er Tranholm ikke netop topembedsmanden, der arbejder neutralt for det europæiske almenvel?

”Jeg modtager ikke instruktioner fra København, mit perspektiv er det europæiske. I det omfang jeg tager instruktion, er det fra Donald Tusk,” siger Tranholm.

”Men jeg tror altid, man bringer noget af sin historie og fortid med sig. Her er jeg selvfølgelig præget af det, jeg har set i Danmark, og når jeg så skal finde løsninger, bliver de mere danskprægede, end hvis der ikke sad en dansker i min stol. Det betyder noget at have danskere rundt omkring, både i EU-institutionerne og internationalt. Det kan være med til at gøre Europa og verden en lille bitte smule mere dansk. Det siger jeg, uanset at jeg ikke har nogen som helst vanskeligheder med at skulle tænke på helheden i mit job.”

Og Jeppe Tranholm-Mikkelsen er en mand, der tænker både i store helheder og i de bittesmå nuancer, der kan ende med at gøre en stor forskel. Selv om han kommer fra Vester Hassing, nordenfjords, et stykke uden for Ålborg, er han rundet af en internationalt sindet familie.

[quote align="left" author="Jeppe Tranholm-Mikkelsen, generalsekretær for det Europæiske Råd"]Der er ikke rigtig noget marked for store, forkromede visioner i Europa lige nu. Vi står over for en række helt konkrete udfordringer, som vi er nødt til at få styr på.[/quote]

Han er født i Aden i Yemen af forældre, der var draget ud i verden med guds ord for Dansk Missionsselskab. Faderen som præst, moderen som leder af en pigeskole. Så Jeppe har nærmest fået det internationale ind med modermælken.

”Der er ikke nogen modsætning mellem at være nordjyde og at være internatonal,” præciserer han. ”I mit hjem var det et fast dagligt holdepunkt, at vi lyttede til Udefra på P1 klokken ti over fem. Og selv om mine forældre forlod Yemen, da jeg var tre år gammel, havde vi mange internationale gæster i hjemmet.”

EU skal tage sig sammen

Selv er han ikke missionær for nogen særlig ide overhovedet. Han skal presses lidt til tale om det europæiske projekts perspektiver, der rækker videre end striben af brandslukningsopgaver gennem det meste af 2015.

”Det er ikke rigtig noget marked for store forkromede visioner i Europa lige nu. Vi står over for en række helt konkrete udfordringer, som vi er nødt til at få styr på. Der kan vi ikke spilde tiden på en diskussion om traktater og institutioner – det tror jeg er holdningen hele vejen omkring bordet.”

”Noget andet er, at vi stadig kun er kort tid efter den økonomiske krise, og står i en tid, hvor vi lige nu helt åbenbart har udfordringer med migration og flygtningekrisen. Hvis man der ville vedtage en ny traktat, der skulle til folkeafstemning i en række lande, så ville risikoen for, at den ikke kom helskindet igennem, være stor.”

Hvis integrationen alligevel skrider frem, så sker det i kraft af de store opgaver, der kommer til EU fra ydre begivenheder. I den ramme er der ikke meget plads til at tænke uden for boksen.

”Når det er sagt, så tror jeg da overordnet set på, at det europæiske samarbejde giver forbandet god mening. Det er en overbevisning, jeg er blevet bestyrket i også ved at have været andre steder. Når man har tilbragt tre år i Kina, så bliver man klar over, at der ikke er nogen store lande i Europa. Kun små og mellemstore. Og hvis vi europæere også fremover vil have nogen indflydelse og præge den verden, der omgiver os, med vores interesser og værdier, så er vi nødt til ikke alene at arbejde sammen men også at tage os sammen.”

Med Lissabon-traktaten fra 2009 fik Det Europæiske Råd en fast formand, blandt andet fordi der var behov for, at EU skulle blive bedre til netop at tage sig sammen.

Klubfølelse blandt regeringschefer

EU’s stats- og regeringschefer skal mødes fire gange om året. Men siden finanskrisen er det blevet til langt flere – bare siden Tranholm startede i det nye job 1. juli, er det blevet til fire EU-topmøder ud af foreløbig ni i år.

Den intense topmødeaktivitet har betydet, at de 28 medlemslandes politiske chefer er kommet tættere på hinanden, og på en måde udgør Det Europæiske Råd i dag en fælles regering, selv om det som institution kun har eksisteret i fem år. Eurokrisen blev en ilddåb, der tvang alle til at arbejde tættere sammen. Det skabte hurtigt en stærkere bevidsthed om landenes indbyrdes forbundenhed – i hvert fald i eurozonen. Det bliver nu Tranholms job at bygge videre på det, han selv allerede betegner som en velsmurt maskine:

”Generelt set leverer Det Europæiske Råd løsninger, men det er ofte svære spørgsmål, der kræver mange møder. Hvis man kigger på det som øjebliksbilledet, er det altid nemmest at se problemerne. Men hvis man ser på det over tid, synes jeg faktisk, vi er blevet bedre til at arbejde sammen. De mange møder er med til at skabe en slags klubfølelse,” siger Tranholm.

Han fremhæver de økonomiske sanktioner mod Rusland, der blev vedtaget, på trods af at en række EU-lande selv blev presset på deres økonomi af sanktionerne. Selv Frankrig endte modstræbende med at stoppe salget af en ordre krigsskibe til Rusland.

”Ruslands-politikken og sanktionerne har ganske reelle virkninger, også i vores egne samfund. Når det er lykkedes at stå sammen, så er det i en vis forstand også en konsekvens af, at stats- og regeringscheferne har mødtes så ofte de sidste fem år om andre spørgsmål. Det har skabt en højere grad af fællesskabsfølelse. Prøv at tænke tilbage: Irak-krigen? Europa var splittet. Jugoslavien-krigen? Europa var splittet. Der sker noget. Men det kræver, at man tager det lange lys på for at se, at der faktisk er holdepunkter for at sige, at vi er blevet bedre til at håndtere vores fælles interesser,” siger Tranholm.

Efter ganske få dage som generalsekretær skulle han i sommer være med til at finde en løsning på den græske gældskrise, forklarer Peter Ludlow, analytiker af EU-politik gennem tre årtier og tidligere direktør i Bruxelles-tænketanken Centre for European Studies.

”Han ved, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, og har derfor lynhurtigt vundet Donald Tusks tillid,” siger Peter Ludlow og fortsætter:

”Den generelle opfattelse i Bruxelles er, at han ganske enkelt er en af de bedste. Jeppe er en god lytter, han har en stærk fornemmelse for, hvor magten ligger i EU-institutionerne, og han er i stand til få arbejdet konsensus på plads ved blid overtalelse. Han kan sine sager og vandt respekt ved at kende sin plads som dansk EU-ambassadør. Er man fra et lille EU-land, skal man ikke tro, man kan indrette hele verden og komme med sine ideer ved alle møderne, som Sverige gør. Med sin høje integritet og stille, underspillede humor er han allerede en succes,” siger Peter Ludlow.

Løsninger på flygtningekrisen

Store forandringer i den verden, der omgiver EU, har også hjulpet landene til at finde fælles fodslag. Men han lægger ikke skjul på, at flygtningekrisen lige nu er en stor og vanskelig udfordring, der i september førte til et brud med den herskende konsensuskultur. Den indebærer, at EU-landene altid forsøger at forhandle sig frem til enighed og kun sjældent benytter sig af traktatens muligheder for at stemme et mindretal ned. Men i spørgsmålet om fordeling af flygtninge blev Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien stemt ned.

”Det var blevet nødvendigt for at komme videre. Spørgsmålet om fordelingen af nye flygtninge vil vi komme tilbage til. Men det er ikke det vigtigste lige nu. Vi så allerede dagen efter på topmødet den 23. september, at fokus skiftede til at finde løsninger, der kan reducere tilstrømningen af flygtninge til EU. Vi skal have en mere organiseret situation end den, der hersker i dag, hvor flygtningene grundlæggende set selv bestemmer, hvor de vil bo i Europa – det er ikke holdbart. Men det er en svær diskussion.”

”Alt i alt er det et ekstremt følsomt, politisk potent spørgsmål. Ser vi bort fra skandaler her og der, er økonomi og udlændingepolitik jo de to spørgsmål, der enten skaber eller ødelægger regeringer i EU-landene. Derfor er det også naturligt, at man ikke kan starte med en stor forkromet løsning. Man er nødt til at tage ét skridt ad gangen og se, hvordan det nu vil gå med at få fordelt de 160.000 flygtninge.”

Brexit truer

En anden yderst følsom sag, der også ligger på Tranholms bord, er Storbritanniens forhold til EU. David Cameron har lovet sine landsmænd en in/out-folkeafstemning om EU-medlemskabet senest i 2017. Men inden da kommer en svær armlægning, hvor Cameron vil have forhandlet en række reformer af EU på plads. Disse reformers præcise indhold står af taktiske årsager stadig hen i det uvisse for den britiske offentlighed.

Her har Tranholm nok er klarere ide end de fleste om, hvad den britiske regering drømmer om. For på vegne af Tusk sidder han for bordenden i Team UK, der mødes hver uge. Denne tværinstitutionelle arbejdsgruppe skal forsøge at få en tålelig løsning på plads, der på én gang hjælper Storbritannien til at blive i EU, men på den anden side ikke sælger ud af det europæiske arvesølv. Den frie bevægelighed og optjening af velfærdsrettigheder står som nogle af de sværeste emner at blive enige om.

Tranholms gamle chef, tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen, er fortrøstningsfuld – ikke mindst fordi netop Jeppe Tranholm er ombord.

”Der er tillid til Jeppe fra britisk side. Han er ikke alene knalddygtig, han er også kendt i EU-kredsen som en hjælpsom og loyal embedsmand, der ikke interesserer sig for rampelyset. Han kan fremlægge en løsning uden at være dominerende som visse andre, der har meget travlt med at få vist, hvor dygtige de er. Jeppe ved, at der både skal gives og tages. Han tænker på den lange bane og er god til at styre uden om skyttegravskrigene mellem institutionerne,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Spørger man Tranholm selv, hvad der er det rette materiale, man skal være gjort af for at få en af de højeste ikke-politiske poster i EU-systemet, er svaret ikke overraskende præget af beskedenhed:

”Jeg er en slags håndværker, der er vokset ud af en stærk dansk embedsmandstradition, der er præget af folk, der, når de ser et problem, også prøver at finde en løsning. Det er det, der gør det sjovt.”

”Ofte er det sådan, at hvis der er en fælles løsning under forhandling i EU-kredsen, så ser landene på, hvilke problemer de selv har med den, som det første skridt. Det er ikke alle, der tænker videre til det næste skridt, som er at finde en løsning, der ikke kun klarer deres eget problem, men også skaber en fælles europæisk løsning. Så der står respekt om danske embedsmænd og også om vores politikere, og det er da med til at gøre, at man tænker på mig, når sådan en stilling bliver ledig.”

Hellere familie end glamour

Hvor det internationale diplomati ofte forbindes med et strøg af glamour, er det slet ikke tilfældet i Tranholms verden. Han bruger hellere fritiden sammen med hustruen og de to børn, og måske en gang tennis, når der er tid til det. Han bruger nødig tid på cocktail-parties, lyder det fra den danske europaparlamentariker Christel Schaldemose (S):

”Jeppe er ikke nogen klassisk diplomat. Smalltalk og cocktail-parties er ikke hans spidskompetence, så en klassisk ambassadørkarriere ville ikke passe helt så godt til ham. Han er EU-mand, ikke diplomat,” siger Christel Schaldemose og giver dermed en antydning af, hvorfor Tranholm valgte ambassadørjobbet i Washington fra til fordel for at fortsætte i maskinrummet i EU.

Selv siger Tranholm om det svære valg, at han blot har valgt det job, der interesserer ham mest. ”Karrieremæssigt har jeg lige nu det mest spændende job, jeg kan forestille mig. Når det er sagt, så havde jeg da set frem til at blive ambassadør i USA,” siger han.

Christel Schaldemose tillægger Tranholm en del af æren for den gradvise styrkelse af Europa-Parlamentet, der som institution førhen lidt overbærende blev behandlet som en opkomling i EU-systemet:

”Han er manden bag Danmarks tidlige lobbyindsats i Europa-Parlamentet, idet han meget tidligt indså, at Europa-Parlamentet med dets stigende politiske indflydelse skulle nurses og bruges som led i dansk interessevaretagelse. Og ikke kun hos danske europaparlamentarikere,” siger hun.

Viljen til at se videre end sin egen EU-institution og få det hele til at spille sammen er karakteristisk for Tranholm. Uden at være den mindste smule fanatisk udstråler han en stilfærdig tro på vigtigheden af et velfungerende europæisk samarbejde:

”Mit perspektiv er ikke kun Det Europæiske Råd, men EU som sådan. Hvis Parlamentet, Kommissionen og Rådet sætter sig i hver deres hjørne, kommer vi ikke så langt. Vi er nødt til at arbejde sammen på tværs.”

”Hvis de løsninger, vi kommer frem til, bare vokser ud af elfenbenstårnet og ikke er forankret i realiteterne på landjorden i medlemslandene, så vil de ikke være legitime – de vil ikke virke. Det vil på sigt gå ud over støtten til EU,” advarer han.