Af Patrick Henry Gallen
Rådgiver og futurist, Instituttet for Fremtidsforskning

Er du woke?

Et begreb, der på det seneste har domineret den politiske debat i USA og i stigende grad resten af verden, er ’wokeness’. Det er især sket i forbindelse med uroligheder over racistisk og politirelateret vold i USA, men wokeness er også blevet et udtryk for mere generel harme over social ulighed.

Mange har været hurtige til at afskrive wokeness som malplaceret og misfornøjet brok fra en generation af overfølsomme, overprivilegerede storbyfolk, men wokeness har tværtimod været grundlaget for nogle af de mest gennemgribende samfundsmæssige forandringer (i hvert fald på overfladen) siden 1960’erne.

Begrebet har rødder i afroamerikansk slang for at være ’vågen’ – forstået som opmærksom på vigtige racemæssige og sociale spørgsmål – og kan spores helt tilbage til borgerkrigsperioden i USA. I sin moderne form er det blevet en væremåde, en social adfærd og en mentalitet, hvor det at engagere sig i sociale spørgsmål anses for en pligt.

Magtrelationer og institutionelle og organisatoriske strukturer, som længe har været betragtet som acceptable, nyttige og endda ønskelige for samfundet, bliver nu udfordret og forkastet, mens nye visioner for, hvordan samfundet kunne eller burde fungere, bider sig fast som aldrig før.

’Cancel-kultur' øger presset

Et nyere fænomen, der de senere år har udviklet sig parallelt med wokeness – og af og til overlapper – er ’cancel-kultur’, som slog bredt igennem i forbindelse med #MeToo-bevægelsens protester mod seksuel vold og chikane.

I Danmark har det fået fornyet relevans de seneste uger efter Sofie Lindes tale under Zulu Comedy Galla om den sexchikane, hun oplevede som kvinde i Danmarks mandsdominerede mediebranche.

'Annulleringen' – en slags social boykot, ofte i form af krav om fyring, censurering og generel social udstødelse – har ofte været rettet mod mænd, der er anklaget for og i nogle tilfælde dømt for seksuel chikane og vold, især mod kvinder.

Men den kan også i dag ske for dem, som kun er mistænkt eller anklaget for forskelsbehandling eller enhver form for aktivitet, der anses for at være i opposition til socialt retfærdige initiativer – eller blot støtter konservative ideologier eller holdninger. Herhjemme har Inger Støjberg givet udtryk for, at hun ser det som et tegn på, at bevægelsen er gået for langt.

Virksomheder ender i krydsilden

Det intense fokus på institutionel forskelsbehandling, der er opstået i foråret og sommeren 2020, har fået mange virksomheder, der er klar over woke- og cancel-kulturens implikationer, til at forsøge at præsentere sig som opmærksomme på – og endda støttende af – socialt retfærdige initiativer, der spænder fra klimaændringer til bekæmpelse af racisme og diskrimination på grund af religion, køn og seksualitet.

Nogle går endda så langt, at de kører kampagner til støtte for organisationer som Black Lives Matter. Men selv om det godt kan være, at virksomheder har ægte intentioner og et ønske om at støtte social forandring, har deres handlinger været udsat for kritik over hele det politiske spektrum.

På venstrefløjen er virksomheder blevet beskyldt for at puste liv i 'woke-kapitalisme' – omfavnelse af progressive værdier eller idealer, som gør det muligt for virksomheder at forfølge ’billige signaler som erstatning for ægte reformer for at sikre deres overlevelse'.

Med andre ord kritiseres virksomhederne for, at de er gode til at talk the talk, men holder sig tilbage, når der skal gennemgribende og strukturel handling til.

Fra højrefløjens side har der derimod været opfordringer til, at virksomheder holder sig ude af kulturelle debatter og emner, der ikke er strengt relateret til deres foretagender, hvilket illustreres af den nylige kontrovers om omdøbning af isproducenten Hansens Is’ velkendte flødeis-produkt.

Ros til Trump faldt ikke i god jord

At virksomheder hurtigt kan blive centrum i højspændte spørgsmål, de egentlig ikke ønsker at deltage i, illustreres godt af Goya Foods, en producent og distributør af spanske og latinamerikanske fødevarer i hele Amerika.

Da Robert Unanue, medejer og administrerende direktør for Goya Foods, roste præsident Donald Trump ved en rundbordsbegivenhed i Det Hvide Hus, udløste det en malstrøm af kritik fra progressive aktivister over hele landet.

Mange, især borgere med latinamerikansk baggrund, opfordrede til en boykot af Goya Foods på grund af Trump-administrationens kritik og endda misbrug af migranter og bosiddende udlændinge fra Latinamerika. Som modsvar indsamlede konservative Goya-tilhængere over 200.000 dollar til at købe Goya-produkter med det formål at donere dem til fødevarebanker, mens Donald Trump og hans familiemedlemmer på sociale medier offentliggjorde billeder af diverse medlemmer af familien, der poserede med Goya-produkter.

Eksemplerne viser, at sociale arenaer og kulturelle debatter ikke kun er minefelter for individer, men i stigende grad også for organisationer. Mens organisationer på den ene hånd kan føle sig ansvarlige eller presset til at handle over for uretfærdighed, risikerer de i bedste fald skarp kritik og i værste fald økonomisk ødelæggelse, afhængigt af hvordan offentligheden opfatter deres intentioner. Samtidig kan der være alvorlige konsekvenser af tavshed eller ligegyldighed, det være sig ægte eller blot opfattet.

Wokeness in vogue?

Det er således både risikabelt at handle og ikke at handle.

De virksomheder, der tager ’woke’-diskursen til sig, risikerer at blive mødt med – muligvis retmæssig – kritik af, at deres engagement er et uærligt forsøg på at fremstå som trendy eller socialt bevidste – og at de derved på uhensigtsmæssig vis gør wokeness til noget moderigtigt og derfor overfladisk og midlertidigt.

Et eksempel på dette handler om brugen af ​​mangfoldigheds- og såkaldt implicit bias-træning: Selv om disse træninger udgør en industri på 8 milliarder dollar om året i USA alene, er deres effektivitet indtil videre uklar og omstridt.

Iris Bohnet, som er professor og forsker ved USA’s Harvard University, stod i spidsen for en undersøgelse af en bred vifte af mangfoldighedsprogrammer og konkluderede med stærke ord: ”Desværre fandt jeg ikke en enkelt undersøgelse, der viste, at mangfoldighedstræning faktisk fører til mere mangfoldighed.”

På trods af Bohnets kedelige konklusion stiger interessen for mangfoldighed og implicit bias-træning stadig i organisationer overalt.

I kølvandet på mordet på George Floyd strøg bogen White Fragility til tops på New York Times’ bestseller-liste. White Fragility er skrevet af den hvide amerikanske akademiker Robin DiAngelo og adresserer kompleksiteterne omkring race og etnicitet i en række institutionelle og organisatoriske sammenhænge, med særligt fokus på hvide menneskers følsomhed over for kritik vedrørende racediskrimination og ’white privilege’.

Bogen har tydeligvis haft indflydelse, idet en række offentlige og private organisationer, herunder Amazon, Unilever og Bill & Melinda Gates Foundation, har afholdt virksomhedsseminarer med DiAngelo som en del af deres mangfoldigheds- og implicit bias-træning.

Dette antyder, som journalisten Helen Lewis formulerede i en nylig artikel i The Atlantic, at nogle organisationer måske er mere interesserede i at ”opdrage mennesker end i en strukturel og institutionel reform.”

Med andre ord ser det ud til, at organisationer ikke tøver med at kaste penge efter enkelte progressive tiltag som mangfoldighedsseminarer, der øger medarbejdernes individuelle ansvarsforståelse. De samme organisationer er dog tilbageholdende med at tage mere drastiske skridt i adresseringen af samfundsmæssige uligheder, der ofte er forårsaget af dybere og mere strukturelle økonomiske omstændigheder. Uanset hvad en given organisations hensigt er, bliver vandene stadig sværere at navigere i, når det handler om social retfærdighed.

Wokeness og kulturelle sammenstød

Kritikerne af den seneste tids wokeness-bølge er mange. Modstanderne, særligt konservative politikere, akademikere og forfattere, anklager diskursen og bevægelsen for at være diskriminerende, totalitær og endog forræderisk.

Wokeness og dets modpoler har ført til en række kulturelle sammenstød, hvor der er trukket skarpe ideologiske linjer omkring spørgsmål fra det danske fodboldlandsholds ret til at knæle inden en kamp som en protest mod racemæssige uligheder til universitetsstuderendes ret til at boykotte konservative talere fra deres campusser.

Disse ideologiske skillelinjer er blevet væsentlig skærpet af borgernes adgang til stadig mere polariserede og fragmenterede nyhedsmedier, som også har bidraget til udbredelsen af ​​ desinformation.

De kritiske stemmer har givet anledning til en slags 'anti-wokeness', hvilket, som udtrykket antyder, afviser wokeness-diskursen og bevægelsen omkring den. Dette eksemplificeres måske bedst ved fremkomsten af ​​’the alt-right' – en løst tilknyttet, stort set internetbaseret, nationalistisk og konservativ bevægelse, der opererer på tværs af det traditionelle politiske spektrum.

Efterhånden som linjerne mellem wokeness og dets modpoler bliver trukket stadig skarpere op, vil konsekvenserne af at tage parti som organisation kun blive større.

Selv virksomheder som Ben & Jerry's og Patagonia, der bliver hyldet som eksempler på, hvordan man bedst kan deltage i og bidrage aktivt til woke-kapitalisme ved at støtte progressive økonomiske og sociale initiativer, står over for kritik fra aktivister, mens de samtidig formår at tiltrække sig foragt fra deres konservative modparter.

Fremtidens wokeness

Wokeness har fået markant indflydelse på, hvordan social forandring diskuteres, samt hvilke typer krav der kan stilles til både enkeltpersoner og organisationer. Øget social og politisk bevidsthed præsenterer sig i stigende grad som nødvendigheder, men risiciene, der er forbundet med at melde sig ind i kampen, kan i nogle tilfælde være lige så eksistentielle.

Modstanden mod wokeness har præsenteret nye vanskeligheder med at navigere i offentlige rum og diskurser for organisationer. Mere end nogensinde før er enhver beslutning, hensigtserklæring eller praksis, der skaber offentlig opmærksomhed, næsten garanteret at tiltrække kritik fra en eller anden lejr, ét eller andet sted fra.

Hastigheden, hvormed wokeness har udviklet sig, rejser vigtige spørgsmål:

Er wokeness en dille eller en 'overkorrektion', der til sidst vil løbe ud i sandet? Vil øget polarisering på grund af stigende uligheder og spredning af desinformation blive ved med at opdele borgere og forbrugere i 'woke'- og 'anti-woke'-lejre? Vil organisationer og virksomheder stå over for mere og mere komplekse krav og dilemmaer fra splittede medlemmer, medarbejdere, forbrugere og borgere?

En afvisning af wokeness kan muliggøre en afpolitisering af visse aktører og rum og kan flytte ansvar fra virksomheder og over på enkeltpersoner. På den anden side kan en forankring af wokeness pege på en ny form for social kontrakt, hvor social bevidsthed og aktivisme er et hovedansvar for kollektive enheder, og organisationer i stigende grad er underlagt overvågning og kontrol fra borgere og forbrugere.

Selv om de konkrete konsekvenser af disse scenarier, og mange andre mellem dem, ikke kan kortlægges med sikkerhed, er det sikkert, at spørgsmålet om wokeness’ udbredelse har en markant indvirkning på forholdet mellem borgere, forbrugere, virksomheder, organisationer og institutioner i dag – og i fremtiden.

Hele rapporten ’CSR in the Age of Compounded Crisis’ udkommer den 28. September 2020. Instituttet for Fremtidsforskning har oversat og bearbejdet dette indlæg fra rapporten til brug i Mandag Morgen.