Ydmyg. Kort i spyttet. Præcis. Åben. Lyttende. Slut med løfter, man ikke kan holde. Skarpe svar på skarp kritik.

Dette er blevet ledeordene for topfolk i de udskældte EU-institutioner. Og det var også den formel, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, anvendte, da han i sidste uge fremlagde Kommissionens hvidbog om Europas fremtid.

Reaktionerne lod ikke vente på sig i medierne. Franske Liberation kaldte Junckers udspil blegt, belgiske Echo kaldte det svagt, britiske The Independent fremstillede Junckers tale i Europa-Parlamentet i anledning af udspillet som værende fjendtlig over for Storbritannien. I Danmark blev der ikke ment så forfærdelig meget ud over, at Ritzaus Bureau orienterede om Juncker-udspillet som en slags ’familieterapi for EU-landene’, og at enkelte eksperter advarede om, at Danmark vil blive udfordret i det nye EU.

Et af de få steder, hvor Juncker fik medvind, var i Tysklands store konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, som fandt et ledigt standpunkt med overskriften ’Juncker gør alt rigtigt’. Pointen i lederartiklen er, at det er klogt af supereuropæeren Juncker at vende hele debatten om EU’s fremtid på hovedet ved at give den indrømmelse til EU-skeptikerne, at man naturligvis også kan forestille sig et EU med mindre politisk integration end det EU, som findes i dag. Og dét, selv om Juncker selv er fortaler for mere politisk integration.

Befriet for selvovervurdering

Helt konkret består Kommissionens hvidbog af en kort, skarp og selvkritisk analyse af, hvor EU befinder sig i dag, og af fem scenarier, der med skitsetegningens enkelhed og manglende detaljer viser, hvordan EU kan vælge en fremtid med mindre eller mere politisk integration, end man har i dag. Se figur 1.

Hvidbogen er prisværdigt kort og let læst og dermed herligt fri for den til tider lettere arrogante selvovervurdering, som ofte har præget den slags visionære skrifter fra EU-inderkredsen i Bruxelles. Hvidbogen er, som lederskribenten i Frankfurter Allgemeine noterer det, et glimrende udgangspunkt for en struktureret debat om EU – en debat, som alt for længe har været holdt nede.

I hvidbogen konstaterer EU-Kommissionen på den ene side, at Europa som helhed kommer til at fylde langt mindre i verden i fremtiden, end det har gjort i fortiden. I år 1900 talte Europa 25 pct. af verdens befolkning. I 2060 vil dette tal være under 5 pct. Europas økonomi skrumper tilsvarende, ligesom befolkningerne ældes, mens alverdens trusler i form af aggressive naboer, folkevandringer og klimaproblemer truer.

På den anden side fremhæver Juncker og hans nærmeste medarbejdere, der har skrevet hvidbogen, at EU-landene er blandt de fredeligste og mest lige på kloden, og at man i EU har nogle af de mest veludviklede velfærdssamfund i verden. Hertil kommer forskning og innovation i verdensklasse og mange andre europæiske styrkepositioner, herunder positionen som en stabiliserende magt i en region i verden, hvor der er masser af konflikter og uro.

Formålet med hele øvelsen er, som Juncker understreger, at hvert enkelt land, dets parlament og dets borgere reflekterer over, hvor man ser sig selv i EU – både i dag og i fremtiden. Både i hvidbogen og i talen i parlamentet erkender Juncker, at EU’s institutioner har haft en dårlig vane med at love mere, end man har kunnet holde. Det gælder blandt andet i forhold til ungdomsarbejdsløsheden, hvor man har foregivet at kunne skabe resultater, selv om EU i budgetmæssig forstand råder over forsvindende små ressourcer til sociale og beskæftigelsesmæssige foranstaltninger.

”Det nytter ikke noget, at vi lover folk solen og månen, når vi kun kan tilbyde et teleskop,” sagde Juncker.

Et svar til populisterne

Hele debatten om EU’s fremtid er fremkaldt af Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Samtidig er den et forsøg på at vise, at et fleksibelt europæisk samarbejde med en fælles mønt, et fælles marked, fri og ’progressiv’ handelspolitik, sikre ydre grænser, fælles udenrigspolitik og ambitiøs miljøpolitik er at foretrække frem for den nationale tilbagetrækning som blandt andre Marine Le Pen, Geert Wilders, Viktor Orbán og Kristian Thulesen Dahl har vundet millioner af europæeres opbakning med.

Det siger sig selv, at der er uendeligt store forskelle på, hvordan de enkelte EU-landes regeringer og befolkninger stiller sig, når det gælder EU’s fremtid. Det valgte Juncker i sagens natur ikke at bruge meget tid på i en situation, hvor man ønsker at åbne debatten.

Allerede i morgen, tirsdag, vil Europa få et klart signal fra de fire store medlemslande Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien, når disse landes ledere mødes på Versailles-slottet vest for Paris. Her vil de bekræfte hinanden i, at de ønsker mere politisk integration i eurozonen, fordi man for længst har konkluderet, at det er den eneste vej til at sikre euroens overlevelse. Præsident Francois Hollande, kansler Angela Merkel og deres kolleger fra Rom og Madrid vil således bekræfte, at de ser nødvendigheden af nu for alvor at gøre alvor af de tanker om et EU i flere hastigheder, som i årtier har cirkuleret blandt europæiske toppolitikere.

Selv om det i adskillige år har været et faktum, at ikke alle EU-lande har deltaget i alle dele af EU-samarbejdet, har der internt i EU-systemet hersket en slags tavshedens lov på dette område. Dels har man frygtet, at det ville skabe intern splittelse blandt medlemslandene, hvis man åbent erkendte, at et EU i flere hastigheder er vejen frem, og dels har der været en uvilje mod at erkende, at de politiske holdninger i mange EU-lande nu engang er således, at ikke alle ønsker at bevæge sig i retning af en stadig tættere Europæisk Union. I de seneste uger har man således kunnet høre både Juncker, Hollande og Merkel udtale sig til fordel for et EU i flere hastigheder.

Dette betyder mere konkret, at eurolandene i fremtiden bliver den stærke og kraftigt integrerede kerne i EU, mens en række andre lande som Danmark, Sverige, Ungarn og andre østeuropæiske lande skal finde sig til rette i en perifer position, hvor man under alle omstændigheder bliver stærkt afhængige af den politik, der føres i eurozonen. Dette gælder i helt særlig grad Danmark, som er det eneste EU-land, der på den ene side ikke er med i euroen, men som på den anden side har valgt at binde sin nationale valutas værdi til euroens.

Dansk EU-debat rammer ved siden af

I dagene før Junckers fremlæggelse af hvidbogen om EU’s fremtid fik den danske EU-debat en tiltrængt opblussen i forbindelse med den store høring og partilederdebat om EU i Folketinget. Debatten blev kraftigt præget af, at Radikale, SF og Alternativet stillede et fælles forslag om, at de EU-positive partier i Folketinget skulle lave en tværpolitisk aftale om ikke at gennemføre en folkeafstemning om et ja eller nej til EU, som den der fandt sted i Storbritannien i sommeren 2016, og som både betød farvel til Det Forende Kongerige som EU-medlem og til David Cameron som premierminister.

Forslaget fra de tre partier var i sagens natur en udfordring for både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der begge har travlt med at appellere til det – igen – stærkt EU-kritiske Dansk Folkeparti. Ikke desto mindre slog både statsministeren og S-formanden fast, at de ikke ønsker sig en afstemning om dansk medlemskab af EU.

”Vi vil ikke gamble med Danmarks fremtid,” lød det kontant fra Frederiksen, mens Thulesen Dahl på sin side anførte, at han mener, at det er rimeligt, at man spørger danskerne, om de fortsat vil være med i EU, når der ligger en aftale mellem EU og Storbritannien om Brexit.

Denne aftale vil under alle omstændigheder først ligge færdig allertidligst i foråret 2019. Derefter skal briterne så til at forhandle om deres fremtidige handelsrelationer med EU. Ingen danske toppolitikere, ledende organisationsfolk eller akademiske eksperter ser det som et realistisk alternativ for Danmark at følge Storbritannien ud af EU.

Til gengæld er der al mulig grund til, at danske europapolitiske aktører begynder at tænke over, hvordan man skal forholde sig til det EU, der tegner sig for fremtiden. En eurozone med bankunion, indskydergaranti og måske sågar harmoniseret arbejdsmarkedslovgivning bliver en stor udfordring for Danmark og Folketinget. Det samme bliver planerne om styrkelse af den fælles forsvarspolitik og asylpolitik, selv om Danmark har forbehold på disse politikområder, ligesom man har det på samarbejde om politi og retsvæsen.

Alt i alt er bundlinjen, at den kommende refleksionsperiode i EU er tilrettelagt som en åben og inkluderende proces for både lande, nationale parlamenter og borgere, og at Danmark bør engagere sig kraftigt i den proces. Det står allerede på forhånd klart, at Danmark ikke er klar til at købe hele pakken, når det drejer sig om EU-samarbejdet. Derfor bør man allerede nu se sig omkring i kredsen af andre B-medlemmer af EU for på den måde at sørge for, at EU’s frontløbere ikke stikker helt af fra bagtroppen, herunder Danmark.