Der er grøde i den globale grønne erhvervsbevægelse, der sætter ressourceeffektivitet og social bæredygtighed i centrum af deres forretning, og verden over viser en ny generation af erhvervsledere vejen til bæredygtig vækst. 10 af dem præsenteres af Mandag Morgens internationale initiativ Sustainia i denne uge i New York. De tilhører en voksende grøn erhvervsbevægelse, der sætter ressourceeffektivitet og social bæredygtighed i centrum for forretningen. De driver profitabel virksomhed på at gå i kødet på de svære globale udfordringer, som vokser, i takt med at flere mennesker skal deles om jordens svindende ressourcer. Bevægelsen findes også i Danmark, hvor dens frontløbervirksomheder viser vejen til noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Faktisk har danske virksomheder særligt gode forudsætninger for at klare sig i fremtidens grønne konkurrence, vurderer en af verdens førende eksperter på området.