Vestager klar til at tackle Messi og Ronaldo

“Vestagers afgørelser i sagerne om de spanske og hollandske fodboldklubber bliver et wake up call til hele den europæiske fodboldverden.”
Sådan lyder vurderingen fra Richard Craven, dr.jur. og ekspert i statsstøtte i Europa, som reaktion på, at EU’s konkurrencekommissær, danske Margrethe Vestager, i et interview med Mandag Morgen bebuder, at hun snart er klar med en afgørelse i endnu en spektakulær sag om ulovlig konkurrence i EU. Denne gang er der tale om to af fodboldens giganter, de spanske storklubber Real Madrid og FC Barcelona, der risikerer at skulle tilbagebetale ulovlig statsstøtte i milliardklassen til den spanske stat, hvis de bliver fundet skyldige i anklagerne, der rækker helt tilbage til 1990.
“Afgørelsen kommer sidst på sommeren eller først på efteråret,” siger Margrethe Vestager.
Sagen, der har været undervejs i snart seks år, involverer også to andre spanske og en række hollandske klubber, bl.a. de nykårede mestre fra PSV Eindhoven, der ligeledes er under mistanke for at have modtaget ulovlig offentlig støtte. Den ekstremt lange sagsbehandlingstid har flere gange fået EU’s Ombudsmand, Emily O’Reilly, til åbent at kritisere Vestagers forgænger, spanieren Joaquin Almunia, for at sylte sagen, bl.a. fordi han selv er fan af en af de anklagede spanske klubber.
Ifølge Richard Craven taler alt for, at de berørte klubber vil blive tvunget til at tilbagebetale milliarder af kroner til deres respektive stater.

Claus Kragh



Læs mindre – forstå mere
Køb abonnement på Mandag Morgen og bliv klogere på de vigtigste dagsordner
Allerede abonnent? Log ind her



Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu