Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Zombiekvoter og klimakreditter: Gå aldrig tilbage til en fuser

Det blev udlagt som en sejr i Glasgow, at FN’s handelssystem for CO2 blev genoplivet efter seks års forhandlinger. Men i værste fald kan systemet føre til flere udledninger i stedet for færre.

Foto: David Mcnew/Reuters/Ritzau Scanpix

Man ved ikke helt, om man skal grine eller græde ved nyheden om, at FN’s klimakreditter nu får endnu en tur i manegen. Det globale marked for køb og salg af CO2-reduktioner brød i praksis sammen for næsten ti år siden. Det blev kort fortalt oversvømmet af tvivlsomme kvoter, som få var interesseret i at købe.

Kvoter er en kompliceret størrelse og diskuteres mest blandt nørdede klimaaktivister og finansfolk. De første ønsker dem hen, hvor peberet gror, og de sidste glæder sig over de uendelige muligheder for spekulation, shorting og hedging.

Men i de år, hvor FN’s kvotemarked har ligget brak, er et mylder af mere eller mindre regulerede regionale markeder skudt op. Værdien af EU’s marked er vokset flere hundrede procent de seneste år, også det californiske marked boomer, og Kina åbnede for nylig sit eget gigantiske kvotemarked.

Også den helt uregulerede private handel stortrives. Her kan virksomheder frivilligt købe ’CO2-neutralitet’ gennem kvotehandlere, der sælger udokumenterede projekter med løfter om CO2-reduktioner.

Den korteste vej ud af klimakatastrofen går stadig gennem klimahandling og ikke gennem handel med varm luft.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør

Det er big business. For eksempel udgjorde salget af klimakreditter det meste af Teslas overskud sidste år. Køberne var fossile bilproducenter, der skal leve op til EU's krav om reduktioner. Spørgsmålet er, hvad klimaet fik ud af den handel?

SUMMA SUMMARUM der er ikke mangel på klimakreditter. Men stor mangel på pålidelige klimakreditter, der rent faktisk fjerner ekstra CO2 fra atmosfæren. Spørgsmålet er, om genoplivningen af FN’s kvotesystem kommer til at løse det problem?

Formålet med FN’s klimakvoter er at flytte penge fra den rige del af verden til lande, der ellers ikke har råd til grøn omstilling. I teorien kan kloden på den måde få mere CO2-reduktion for pengene.

Men modsat EU’s kvotesystem, der fungerer ved, at man politisk vedtager en samlet kvote for CO2-udledninger, som derefter fordeles til lande og virksomheder, så har FN ikke magt til at uddele kvoter.

Hele FN-systemet bygger på frivillighed og på landenes egen lyst til at tildele sig selv høje klimamål. Overstiger landene deres egne klimamål og præsterer større reduktioner end forventet, kan de sælge dem som en kvote til andre lande. Det er det, økonomer kalder et ’perverst incitament’, fordi det belønner lande med lave klimamål. Jo lavere mål desto flere ‘overskudskvoter’ kan et land sælge.

OG SÅ ER DER ’ZOMBIEKVOTERNE’ fra det gamle, kuldsejlede kvotesystem. Aftalen fra COP26 i Glasgow betyder, at gamle kreditter fra tvivlsomme CO2-reduktioner fra projekter helt tilbage til 2013 nu kan konverteres til nye kvoter og bruges til at grønvaske nye udledninger i det nye system. Et kæmpe loophole, som alverdens klimaforskere og organisationer har advaret imod.

Lande som Indien og Brasilien stod hårdt på kravet om, at de ubrugte kvoter, landene har liggende fra vindmølle- og hydroenergiprojekter fra forrige årti, også skal kunne bruges i det nye system. Det er nu vedtaget og kan ifølge et tysk klimainstituts beregninger resultere i, at det nye system oversvømmes af milliarder af zombiekvoter, der ikke fjerner et gram CO2 fra klodens atmosfære. Men det er win-win for alle lande: De fattige lande får penge for de gamle kvoter. De rige lande kan fortsætte med at udlede CO2, uden det kan ses i klimaregnskabet. Kun klimaet taber.

ER DER DA SLET IKKE NOGET GODT at sige om den rulebook for handlen med CO2, der efter seks års svære forhandlinger blev vedtaget i Glasgow?

Jo. Et marked med regler er som udgangspunkt bedre end et marked uden. 

Nu er der i det mindste enighed om, at en klimakvote = 1 ton CO2, og at den samme reduktion ikke kan trækkes fra i klimaregnskabet i to lande. Der er krav om, at også luftfarten skal sikre sig mod dobbelttælling. Og kreditter fra projekter på det private kvotemarked skal sikres mod dobbelttælling, hvis det skal bruges i landenes klimaregnskab. (Men måske burde disse helt uregulerede kvoter slet ikke tælle med i noget lands klimaregnskab.)

Helt til det sidste stod der i aftalen, at fem procents skat på kvotehandel skulle finansiere klimatilpasning i fattige lande. Det blev i sidste time skåret ned til kun at gælde et hjørne af kvotehandlen. Men lidt har også ret.

Det lykkes også at få med i aftalen, at to procent af kvoterne skal skrottes ved fødslen, så 100 tons reduktion ikke indgår i et nulsumsspil, men kun modsvares af retten til at udlede 98 tons CO2.

MEN hullerne i FN’s nye kvotesystem er enorme, og mulighederne for misbrug mangfoldige. Den korteste vej ud af klimakatastrofen går stadig gennem klimahandling og ikke gennem handel med varm luft.

Det vidste de kloge danske politikere, da de i klimaaftalen fra 2019 gav håndslag på, at vores egne 70-procentsreduktioner skulle ske her i Danmark uden brug af klimakreditter. Det er et rigtigt og vigtigt løfte.

Desværre skrev også de danske politikere en bagdør ind: Hvis Danmark nærmer sig enden af hockeystaven i 2030, og målet stadig ikke er i sigte, kan klimakreditterne alligevel komme i spil.  Kære danske politikere: Fald ikke for fristelsen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu