AI-laboratoriet Tel Aviv
Strandpromenaden og plateauskoene er shinet op til det forestående Eurovision melodigrandprix i Tel Aviv, men det virkelig banebrydende i byen sker ikke på musikscenen, men snarere blandt de mange hightech-startups i små gyder og støvede computerrum andetsteds i byen
Her holder startups med navne, der kunne lede tankerne hen på popbands snarere end techekspertise, til. Og de er i færd med at sætte et solidt aftryk på den globale retning inden for kunstig intelligens (AI).
Ført an af Lemonade og Etoro på finansiel teknologi, Cybereason og SentinelOne på cybersikkerhed, WalkMe og Habana på kerne-AI-teknologi og Gett inden for mobilitetsteknologi har Tel Aviv udviklet sig til et af verdens absolutte hotspots for AI.
Ifølge Eli Nir fra investeringsfonden OurCrowd har Tel Aviv den største koncentration af AI-startups noget sted i verden.
Tel Avivs AI-eventyr bygger på en kombination af en ung nation, en forelskelse i tech, investorer med dybe lommer, modige iværksættere og stærke forskningsmiljøer.
For de mange danske virksomheder og offentlige institutioner, der har et underudnyttet AI-potentiale, er Tel Aviv et oplagt sted at hente den nyeste teknologi.
Den unge nations kærlighed til tech
Som en ung nation med en lille befolkning og et kompliceret forhold til nabolandene ligger det dybt i den israelske logik, at man må satse stærkt på teknologi, hvis man skal klare sig. Civilt såvel som militært bliver et teknologisk forspring set som den eneste farbare vej til fremtiden.
AI er rygraden i det næste teknologiske syvmileskridt for Israel. Så meget, at regeringen sammen med private investorer satser beløb i den tocifrede milliardklasse på at forblive i den globale superliga inden for AI.
De seneste fire måneder har min kollega Samuel Scheer på Innovation Center Denmark kigget indgående på AI i Israel, og hans analyser viser en imponerende styrke på AI.
- Der er mere end 1.000 aktive AI-startups i Israel.
- Der blev i 2018 investeret over 65 mia. kr. i israelske AI-startups (en stigning på mere end 400 pct. på 5 år).
- Der er i dag over 4.000 AI-specialister i israelske virksomheder, og antallet forventes at være tredoblet i 2022.
- Der er flere end 15 multinationale virksomheder, der har F&U-afdelinger dedikeret til AI i Israel.
- Salget af Mobileye, en AI-startup, til Intel i 2017 for 100 mia. kr. er fortsat det største AI-startup-salg til dato i verden.
Forskningen, investeringerne og startups inden for AI i Israel er hovedsageligt centreret omkring computer vision, natural language processing (NLP), machine learning, data science & analytics, og robotics jf. illustration nedenfor.
AI-startups i Israel opdelt på teknologiområder
Computer vision og machine learning er centrale i udviklingen af førerløs bilteknologi. Udviklingen i Israel er så langt fremme, at Volvo, General Motors, Hyundai, Renault-Nissan og Ford har lagt udviklingsafdelinger i Israel.
Det er førerløs bilteknologi og cybersikkerhedsløsninger mod misbrug af denne, der trækker bilgiganterne til Tel Aviv. Samtidig er Gett og Raxi, lokale pendanter til Uber baseret på data science- & analytics-teknologi, så langt fremme, at Tel Aviv via AI er godt på vej til at blive en førende by for udviklingen af biler – uagtet at der ikke produceres en eneste bil i byen.
En parallel udvikling finder sted på sundhedsområdet, hvor AI sætter turbo på en allerede stærk innovationskraft inden for især medtech og pharma.
Baseret på computer vision laver Orcam briller til svagsynede, mens Healthymize med afsæt i machine learning har udviklet en stemmegenkendelsesteknologi, der kan forudsige astmaanfald. Tel Aviv-startup K-Health kan ved brug af NLP og machine learning sammenholde data, der gør det muligt for læger at stille mere præcise patientdiagnoser.
Globale medtech-giganter som Philips, Samsung og Johnson&Johnson har fået øjnene op for det israelske startup-miljø og har etableret egne F&U-afdelinger og inkubatorer i Israel.
AI på campus
Evnen til at omsætte banebrydende forskning til kommerciel succes er en central del af det israelske AI-eventyr. Her placerer Israel og i særdeleshed Tel Aviv sig i en eksklusiv gruppe med hotspots som Silicon Valley og Boston, hvis succes også er skabt ud fra kombinationen af universitetsdrevne og forskningstunge startups.
Det fremmeste eksempel er førnævnte MobilEye, der er spundet ud af professor Amnon Shashuas computerlaboratorium på Hebrew University.
De fem forskningstunge universiteter Technion, Tel Aviv University, Hebrew University, Ben Gurion og Weizmann Institute udklækker tech-talent og publicerer ny forskning i et imponerende tempo og er dermed stærkt bidragende til udviklingen af AI i Israel.
I Israel sker forskningen inden for AI i vid udstrækning og med få gnidninger i partnerskab med private virksomheder. Mest tydeligt er det ved Technion, som har indgået et forskningspartnerskab inden for AI med Intel.
Et godt match til danske styrker
På mange punkter er der et godt match til danske virksomheder.
Det israelske AI-miljø oplever en mangel på store virksomheder og adgang til strukturerede data.
Danske virksomheder (og offentlige virksomheder som hospitaler) har storskala-produktion, tilstedeværelse på det globale marked, masser af gode virksomhedsdata og erfaring med videntung produktion og produkter.
Det er fire centrale elementer, der er en mangelvare i startup-landet Israel.
Det næste år satser Innovation Centre Denmark i Tel Aviv benhårdt på at etablere partnerskaber for danske virksomheder med israelsk ekspertise inden for AI.
Lykkes det, vil vi ikke alene have bidraget til at styrke konkurrenceevnen hos danske virksomheder via AI, vi vil også bibringe essentiel viden til det spirende danske AI-miljø.
Læs mere i innovationscentrets rapport om AI her.