Egeninteresse eller fællesskabsfølelse – Tanker ved et årsskifte

Det er valgår, men desværre er det beskæmmende at følge politikerne, der fører sig frem på kortsigtede og taktisk betonede dagsordener. Der er ellers rigeligt at gribe fat i. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er virksomheder og forbrugerne, der sidder med nøglerne til en bedre fremtid i verden.

2015 er valgår i Danmark. Det er beskæmmende at følge dansk politik. Der er ingen grænser for, hvor kortsigtede og intetsigende dagsordener politikerne kan finde på at træde frem med. Jeg ved ikke, hvad politikerne tænker om vælgerne, men jeg er overbevist om – og mange undersøgelser viser – at vælgerne er dødtrætte af politikerne og det politiske spil. Der er næsten ingen tillid og respekt tilbage. Og jeg véd heller ikke, hvorfra denne tillid og respekt skulle komme.

Mange vigtige beslutninger træffes ikke af danske folketingspolitikere, men af politikere og andre uden for Christiansborg. Meget bliver afgjort i Bruxelles. Domstol, Parlament, Kommission. Meget bliver afgjort af danske og udenlandske virksomheder, dvs. af bestyrelser og direktioner. Tør man tænke på, hvad den trillionstore amerikanske våben- og sikkerhedsindustri bestemmer? Kæmpestore kapitalfonde rundt om i verden har gigantisk indflydelse. Store påvirkninger udgår fra interesseorganisationer og lobbyister af mange forskellige slags overalt i verden. De såkaldt frie markeder afgør utrolig meget. Den såkaldt frie prisdannelse – der slet ikke er så fri endda – bestemmer meget af det, der foregår i samfundet og i verden. På både godt og ondt.

Verdens store økonomier – og verdensøkonomien i det hele taget – vakler. Vi ser ikke sammenbrud, men vi ser systemer og strukturer, som vakler frem og tilbage, og engang imellem ser det ud, som om det hele er ved at brase sammen. Det umulige sker. Oliepriserne rasler ned, krige, konflikter m.m. bølger frem og tilbage. Landene og de store virksomheder sender bølgeskvulp med konsekvenser ud på kloden, der er voldsomme og ubønhørlige. De rige bliver rigere – ufatteligt rige. Der bliver flere og flere fattige – og de bliver stadig mere fattige. Nogle få procentdele af verdens befolkning ejer og råder over stort set alt. Der er en ubeskrivelig stor og voksende ulighed i landene og på kloden. Det repræsenterer en selvstændig bombe under verdensordenen – hvis man overhovedet i dagens globale situation kan tale om orden.

Nye strømme af flygtninge

Mange er optaget af de øjeblikkelige flygtningestrømme. Der er ingen grænser for, hvad lande gør for at minimere det antal flygtninge, der slipper ind i de pågældende lande. Danmark er ingen undtagelse. Det er derimod den humanistiske stormagt Sverige. I Danmark kender kræmmermentaliteten ingen grænser. Meget få siger det direkte, men de fleste politikere kappes om at være så hårde som muligt i deres afvisning af flygtninge – for det kræver danskerne – men uden dog at virke alt for direkte og voldsomme. Og på trods af det er det hele totalt gennemskueligt, uærligt og skamfuldt.

[quote align="left" author=""]Måske er det virksomhederne og forbrugerne, der tilsammen sidder med de stærkeste nøgler og det største ansvar for en bedre fremtid i verden.[/quote]

Jeg forestiller mig, at alt, hvad vi i disse år oplever omkring flygtninge fra f.eks. Syrien og visse afrikanske lande, er for intet at regne i forhold til de strømme, ja, flygtningetsunamier, som vi vil komme til at opleve, når klimaændringer, fattigdom, oversvømmelser, sult og hungersnød, sygdom, epidemier m.m. vil sende flere hundrede millioner mennesker i verden på flugt. Jeg tror, at meget store folkebevægelser venter os, medmindre? Ja, medmindre vi vælger en anden kurs. Et gammelt kinesisk ordsprog hedder: Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen. Og vi er på vej mod så alvorlige tilstande på nogle områder på kloden, at katastrofer er det mest relevante ord at bruge. Om disse katastrofer gælder det formentlig, at vi som menneskehed netop kan undgå dem, hvis vi vil, dvs. hvis vi vil ændre kurs på nogle områder.

Negative billeder! Sortsyn og dommedagsprofetier? Måske? Det er ikke svært at få øje på advarselssignalerne. De pågående klimaforhandlinger går trægt. Kina er på en ekstremt farlig kurs. Kina er på en måde ved at begå kollektivt selvmord. Ikke min formulering, men den kinesiske præsidents. Kina er i en ekstremt farlig situation.

På den ene side er de store kinesiske byer ved at gå til af forurening. Og der er tale om meget alvorlig forurening. På den anden side presser mange hundrede millioner kinesere voldsomt på for at få lige så stor velfærd og lige så store forbrugsmuligheder, som mennesker i de store kinesiske byer allerede har. Hvad gør det kinesiske styre? Og hvad gør – over for det – de amerikanske regeringer og lovgivere, centralt og regionalt, for at imødegå de meget alvorlige og destruktive tendenser, der allerede nu kan iagttages i det amerikanske samfund, og som måske fører til, at det amerikanske samfund styrter sammen? Hvad sker der i Rusland? Hvordan kommer vi videre?

En tredje vej?

Det er helt sikkert, at den sovjetrussiske model ikke var en farbar vej. Vi har prøvet det kommunistiske system, og det duede ikke. Vi har også prøvet det, man godt kunne kalde det modsatte, nemlig det kapitalistiske system og den frie markedsøkonomi, som vi praktiserer – i mange forskellige varianter – i de fleste lande i verden. Også Kina praktiserer en særlig variant af en kapitalistisk markedsøkonomi og et kommunistisk diktatur. Den frie markedsøkonomi, markedskræfternes såkaldt frie spil, har helt sikkert mange fordele og har medvirket til store fremskridt i verden. Men det er de samme kræfter, der har været og er medvirkende til at bringe hele verden ud på randen af kollaps. Der er ikke ret meget, der tyder på, at de frie markedskræfter kan medvirke til effektivt, retfærdigt og hurtigt at løse de store klima-, fattigdoms-, ressource- og andre problemer, for ikke at tale om kriser, som verden står midt i; problemer og kriser, som kun ser ud til at blive forværret i de nærmeste år og årtier.

Er der ikke en tredje vej? Jo, selvfølgelig er der det, og vi er vel i virkeligheden i færd med at finde en tredje vej. FN er en del af en kommende global klimaaftale. FN repræsenterer hele kloden. Det er helheden, der lider, når kapitalismen og de frie markedskræfter tager over. Bæredygtighed og helhedstænkning bliver sekundære fænomener og dagsordener, når kortsigtede parti- og personinteresser samt lige så kortsigtede virksomheds- og kapitalfondsinteresser er de reelt dominerende.

Jeg var forleden til et møde, hvis tema udviklede sig til at blive: Hvorledes kan vi motivere mennesker, virksomheder, organisationer og samfund til at bevæge fra A til B? Hvordan flytter vi os fra den ringe tilstand A til den bedre tilstand B? På et tidspunkt i den interessante debat, der udfoldede sig, var der én af deltagerne, en virksomhedsleder, der sagde: ”Jeg kender et svar, som vi sjældent tør formulere. Svaret er: smerte”. Smerter får mennesker, virksomheder og samfund til at bevæge sig. Vi oplever smerte i verden. Og vi oplever ændringer. Men der er selvfølgelig også andre veje. Én af disse er: viden, indsigt, information, undervisning, uddannelse, læring – drømme. Vi bliver klogere, og i takt med at vi bliver klogere, ændrer vi os; vi har drømme, og vi ændrer adfærd og handlinger.

Stor visdom

Med udgangspunkt i private virksomheder, politiske bevægelser, forskning, bevidsthedsudvikling m.m. sker der overalt i verden store og positive ændringer. Der er stor indsigt og visdom. Masser af viden; der er meget håb; der er ufatteligt mange initiativer rundt om i verden, der handler om bæredygtighed, samarbejde, sundhed, deleøkonomi, grøn økonomi – betegnelserne er mange, og initiativerne stritter i mange retninger. Men det afgørende er, at de stritter, for det betyder, at der er vilje, mod, håb, visioner, drømme, energi og kraft. Jeg tror, at én af vore store udfordringer og en del af vores fattigdom er, at vi ikke besidder stærke visioner for fremtiden. Det eneste klart formulerede fremtidsbillede handler om mere materiel vækst. Jeg tror, at vi med de unge generationer som bannerførere skal tegne positive fremtidsbilleder, som ligger på den anden side af de aktuelle kriser og udfordringer. Og på den anden side af alt dette er der mange potentialer for en ny verden. Vi har uanede muligheder for at udvikle en bedre verden, hvis vi vil gribe dem.

Tillad mig at nævne to mindre, men vigtige initiativer, som jeg selv er involveret i. Det ene er Center for Bæredygtighed og Resiliens, en nyetableret organisation, der er støttet af Velux Fondene, og som har til opgave at formidle viden og initiativer omkring resiliens- og bæredygtighed. Det andet er projektet Big Future – Forretning med holdbar vækst, et projekt, der er initieret af CEO Niels Duedahl fra SE og støttet af en række danske erhvervsvirksomheder. Meget tyder på, at det netop er erhvervslivet, der skal tage vigtige initiativer på disse områder i de kommende år, og dette projekt går bl.a. ud på at identificere helt konkrete projekter og virksomheder i Danmark, der arbejder med, hvad vi i denne sammenhæng kalder holdbar vækst.

Virksomheder og forbrugere

Jeg har oven for nævnt forskellige grupper: vælgerne, politikerne, interesseorganisationerne, virksomhederne, nationale og internationale organisationer som f.eks. EU og FN. Alle er vigtige, men måske er det virksomhederne og forbrugerne, der tilsammen sidder med de stærkeste nøgler og det største ansvar for en bedre fremtid i verden.

Virksomhederne og forbrugerne repræsenterer de milliarder af små og store daglige beslutninger, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan kloden udvikler sig. Og hvis man skal sætte sagen helt på spidsen, kan man godt sige, at det er forbrugerne, der har det sidste ord. Forbrugernes magt er enorm.

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.
Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Værdier for milliarder Næste artikel En smartphone på fire hjul