Giv borgerne magten over deres data

En af vejene til at skabe en mere effektiv velfærd går gennem bedre udnyttelse af personlige data. Og som det gennemgående element i en lang række af velfærdsydelser er den enkelte borger det mest oplagte samlingspunkt for informationerne.

Forestil dig, at du kan nøjes med at oplyse adresse, helbredstilstand og historik hos lægen én gang. At du kan håndtere al din information ét sted og derfra styre, hvem der skal opdateres om hvad og hvornår. En form for et digitalt samlingspunkt for personlige informationer, som dækker alle områder, hvor du har behov for at oplyse personlige data.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er faktisk allerede på vej. Og det kan komme til at revolutionere den måde, velfærdsleverandørerne tilpasser deres ydelser til borgerne på.

Fremtidens velfærdsydelser skal nemlig skabes sammen med borgerne. For det giver rigtig god mening, at de, som skal have gavn af en velfærdsydelse, også er med til at bestemme, hvordan det skal ske. Det øger sandsynligheden for, at løsningen matcher behovet.

De tider, hvor myndighederne uden videre dikterede standardløsninger, ser ud til at være forbi. Som min kollega Morten tidligere har været inde på her på bloggen: One size fits no one.

Jeg tror, at vi kan få mere og bedre velfærd for de samme penge, hvis vi bliver bedre til at udforme ydelser til den enkelte borgers behov. Ydelser, som borgeren har lyst til at bidrage til. Men det betyder også nye forventninger til os alle sammen som borgere, f.eks. om at vi involverer os i alt fra at definere vores behandling, når vi bliver syge, til udviklingen af lokalsamfundet, børnenes skole eller forældrenes plejehjem.

Det betyder, at forholdet mellem borgeren og systemet ændrer sig.

En af de udfordringer, som skal overkommes, hvis vi skal indrette velfærden smartere og mere effektivt, handler om, hvordan vi deler og benytter data. Som borger kan man opleve, at man snarere bliver opfattet som undersåt end som medspiller, når det handler om udveksling af data. Borgerne skal stå til rådighed, ikke stille spørgsmål, bare sørge for at være registrerede. Fagfolk tager sig af at fortolke og bruge data.

Der er – mindst – tre gode grunde til, at der må findes en bedre løsning:

  1. Vedligeholdelsen er dyr. Institutioner, der har store datasæt med oplysninger om borgere, bruger enorme summer på at holde dem ved lige, så informationerne er nøjagtige og korrekte. Jo flere data, jo sværere er opgaven.
  2. Udnyttelsen er dårlig. Vi har allerede masser af oplysninger om den enkelte borger, men vi udnytter dem ikke optimalt. Den elektroniske patientjournal – eller manglen på den – illustrerer pointen. Skal patienterne gennem flere konsultationer, må de bære deres journaler fra den ene specialist til den anden og fortælle deres sygehistorie forfra igen og igen. Og her befinder vi os endda inden for ét system – sundhedssystemet.
  3. Samarbejdet mellem sektorer halter. Når vi taler deling på tværs af sektorer – eller mellem myndigheder og pårørende og netværk omkring for eksempel ældre borgere – taler systemerne, som vi kender dem i dag, stort set ikke sammen.

Når det gælder nøjagtighed, må man i de fleste tilfælde forvente, at den, som har de bedste forudsætninger for at holde data opdaterede, er vedkommende selv. Jeg kan for eksempel opdatere min adresse for derved at sende automatisk besked til de organisationer, jeg har givet tilladelse til at modtage oplysningerne.

I årevis har man talt om sammenhængende patientforløb og om støttetilbud med udgangspunkt i borgernes liv. Når det gælder om at sikre, at støtte og behandling til den enkelte borger foregår i forløb, der hænger godt sammen, virker det også oplagt, at tage udgangspunkt i det, som er konstant, nemlig det enkelte individ. Og derfor kunne man med fordel samle alle data om den enkelte borger ét sted. Det ville være en slags online-profil, som myndigheder kunne få helt eller delvis adgang til efter borgerens samtykke.

Det ville også gøre det muligt at kombinere data på tværs af forskellige kilder, hvilket kunne give mange fordele. Det kunne f.eks. være ved at sammenkøre informationer fra kommunen og regionen, som i kombination kunne styrke indsatsen, når det gælder omsorg og sundhed.

Det skulle selvfølgelig ske med borgerens samtykke. Men i dag sker det alligevel gennem tilladelser i myriader af forskellige formater og systemer, der kan være næsten umulige at gennemskue for lægmand.

Kunne netværket omkring en ældre borger eksempelvis dele informationer om vedkommende uden problemer (men med samtykke), kunne der være bedre velfærd at hente. Så ville sundheds- og plejeprofessionelle kunne dele viden om den ældre med familien, vennerne og naboer – og naturligvis borgeren selv. Med tilladelse fra den, som modtager pleje, kan fagfolk give medicinoplysninger, vejledning om motion og andre behov. Familien kan støtte den ældre i hverdagen og hjælpe med at huske, hvad der er aftalt med hjemmesygeplejersken eller ergoterapeuten.

Behovet for at knytte data til den enkelte borger vil ofte være i situationer, hvor det ikke blot handler om interaktion med et offentligt system, men om de snitflader, hvor det offentlige møder private eller frivillige.

I England har regeringen angrebet problemet under overskriften “The Identity Assurance Programme”. Der er tale om en ny type tjeneste, der skal råde bod på udfordringerne og give borgerne magten over deres egne data. Systemet er under udvikling, og den første del forventes at gå i gang i oktober 2013.

På Velfærdens Innovationsdag 2013 diskuterer vi spørgsmålet om, hvordan vi drager større nytte af det data, som opsamles i de offentlige systemer i Danmark.

Det kommer til at foregå under sessionen Der er guld gemt i data.

Forrige artikel Vækstens mange dimensioner Næste artikel Forandringsparathed og grøn vækst er vejen frem