Hvordan bliver vi mere kollektivt intelligente? :: MOOC’er er blevet modne :: Innovation for murstensfabrikanter

Geoff Mulgan, Nestas direktør, mener, at vi har brug for en helt ny disciplin: at forstå hvordan man i fællesskab kan tage bedre beslutninger. Det har man forstået på de danske teglværker, der formår at innovere uden at plastre væggene til med Post-its.

Peter Hesseldahl

Jeg har interviewet Geoff Mulgan mange gange gennem de seneste 25 år eller så. Første gang da han stiftede den indflydelsesrige britiske tænketank Demos i 1993, senere som leder af forskellige strategi- og policy-enheder i Downing Street 10, og nu som direktør for den vægtige britiske innovationsfond Nesta.

Hver gang jeg har talt med Mulgan, har jeg lært lidt mere, end jeg forventede, selv om mine forventninger efterhånden er høje. Han – og Nesta som organisation – har evnen til at være et par skridt foran og se nye centrale problemstillinger, som de fluks sætter spændende projekter i gang omkring.

Geoff Mulgan har netop udgivet bogen ’Big Mind’, der systematisk forsøger at beskrive, hvordan vi som samfund, virksomheder og borgere kan blive bedre til at arbejde sammen og tage beslutninger i en verden, der er stadig tættere forbundet, i større systemer og med en højere grad af indbyrdes afhængighed.

Vi bringer – endnu – et interview med Mulgan om hans observationer og konklusioner.

Et eksempel på, at samarbejde er blevet mere globalt og virtuelt og dermed på mange måder kortslutter gamle industrier og måder at opnå et mål på, er MOOC, de online undervisningsprogrammer, som ethvert universitet og skole holder nøje øje med.

Massive Open Online Courses hittede voldsomt for nogle år siden, og de mest søgte kurser havde 250.000 tilmeldte. Et af problemerne var bare, at langt størstedelen af de tilmeldte faldt fra igen, det var uvist om deltagerne overhovedet lærte noget, og så var det desuden uklart, hvordan forretningsmodellen for udbyderne, dvs. mange af verdens førende universiteter, var.

Det betød, at MOOC’er faldt lidt i unåde, men en ny undersøgelse viser, at de faktisk udvikler sig stabilt. Som min kollega Torben Andersen skriver, er antallet af kurser og udbydere stigende. 20 millioner studerende meldte sig til et onlinekursus sidste år, og den gode nyhed for branchen er, at en voksende del af dem nu også betaler for det.

Vi har en ny klummeskriver i denne uge. Frank Rosengreen Lorenzen er direktør i en innovationsvirksomhed, men som man kan læse i klummen, er han ikke bleg for at lange hårdt ud efter den slags innovationsmetoder, der bliver lige lovlig smarte og præget af seminarer og vægge fulde af Post-its i pangfarver.

Lyt i stedet til medarbejderne og skab en kultur, hvor alle kan give deres besyv med. Sådan har man på danske teglværker, skriver Frank Rosengreen Lorenzen, formået at udvikle en global og specialiseret eksport for noget så basalt som mursten.

Alle de største sessioner fra sidste uges World Economic Forum i Davos ligger nu frit tilgængeligt til download på www.weforum.org. Mange af dem handler om, hvordan teknologi forandrer samfundets spilleregler, og som bekendt er det ikke hvem som helst, der sidder og diskuterer.

Jeg kan virkelig anbefale at høre den session, der handler om trust, og hvordan tillid er afgørende for, hvordan platforme, der indsamler ekstreme mængder data om brugerne, kan fungere.

Problemstillingen bliver vendt og drejet informativt og åbenhjertigt i en times diskussion mellem bl.a. den nye CEO for Uber, Dara Khosrowshahi, Alphabets (Googles moderselskab) CFO Ruth Porat og Rachel Botsmann, som i sin tid lancerede begrebet collaborative economy, og som vi interviewede om tillid til MM Next for et par måneder siden.

Oh yes, der er nok af vigtige ting at følge med!

God fornøjelse med læsningen,

Peter Hesseldahl,

redaktør


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu