Hyperloop om Østersøen :: Fremtidens high-tech krig :: Etik og data :: Shanghai blues

Elon Musk’s drøm for fremtidens transportmiddel præsenteret i nordisk sammenhæng. Robotter og kunstig intelligens i fremtidens krigsførelse. Rapport fra Shanghai, Kinas kulturelle og finansielle centrum, og en ny podcast om data-etik fra den danske tech-ambassadør.

Foto: Virgin Hyperloop One
Peter Hesseldahl

For nogle år siden præsenterede Elon Musk endnu en vild idé: Hyperloop –  et tog, der svæver på magneter og kører gennem et lufttomt rør med over 1000 kilometer i timen.

Ideen er blevet til en række udviklingsprojekter rundt om i verden, og et af de nyeste er ideen om en bane mellem Stockholm og Helsinki. Det er selskabet Virgin Hyperloop One, der udvikler projektet, blandt andet med assistance fra Rambøll, der har regnet på prisen.

Prisen er, ikke overraskende, høj. Men åbenbart ikke høj nok til at afholde Virgin Hyperloop One fra at foreslå at udvide banen til at køre hele vejen rundt om Østersøen. ”Hyper Hansa” er overskriften. Klaus Dalgas har skrevet historien.

Der er mere vild tech: Selvkørende kampvogne, minidroner til spionage og en slagmark fuldstændig ‘clearet’ for miner og vejsidebomber af små robothunde inden første soldat betræder den…

Skal man tro den britiske tænketank Defence IQ, vil fremtidens krig minde mere om en science fiction-film end om det vi kender fra i dag. Defence IQ har netop udgivet kataloget “The Future of Warfare: Robotic and Autonomous Systems Strategies", hvori de kommer med konkrete prognoser på, hvordan fremtidens krig vil se ud. Andreas Reinholdt Hansen giver et overblik over forudsigelserne

Den danske tech-ambassadør, Casper Klynge, laver jævnligt podcasts med nogle af de helt centrale personer han møder i sit arbejde med teknologisk diplomati. Denne gang har han talt med Barack Obamas tidligere dataanalysechef, DJ Patil, som har arbejdet med at afveje de uheldige sider ved big data og kunstig intelligens i amerikansk lovgivning.

Han taler blandt om, hvordan man kan lære ingeniører, programmører og andre, der udvikler digital teknologi, at tænke etik og farerne for uheldige konsekvenser med i deres arbejde. DJ Patil og Casper Klynge diskuterer også, hvordan man kan gøre det mere gennemskueligt og forståelig for folk generelt at forstå, hvordan systemerne omkring dem indsamler og anvender data.

Det er en god, lang samtale, så den er delt i to dele på en halv time hver. Men har man en ledig stund eller en lang biltur forude, kan det bestemt anbefales – man er i klogt selskab.

Morten Brandtoft har de sidste tre år ledet Innovationcenter Denmark i Shanghai. I sin sidste klumme derudefra fortæller han om dynamikken og kontrasterne i Kinas kulturelle og finansielle centrum.

Brandtoft mener, at Danmark og danske virksomheder fremover skal orientere sig mod hvad der foregår i Kina, lige så naturligt som vi i dag kikker på USA som markedsmæssig og teknologisk trendsetter – og han underbygger det ved at fortælle, at han straks selv vil vende tilbage til Shanghai, men nu som entreprenør snarere end diplomat.

Og så vil jeg da lige gøre opmærksom på Anders Rostgaard Birkmanns fine video, der på 4 minutter fortæller mange af pointerne i Mandag Morgens historie forleden om den store succes i Odenses robotklynge, hvor milliarderne er begyndt at rulle, samtidig med at nye robotvirksomheder skyder op. 

God fornøjelse!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu