Misvisende vækstbegreb har sat os i gæld til kloden

Vi skal tale om, definere og måle vækst på nye måder, der tager højde for det aftryk, væksten reelt sætter på kloden. Virksomhedernes regnskaber er direkte misvisende i forhold til vækstens reelle omkostninger, og bl.a. derfor har vi i realiteten fulgt en forkert kurs.

Konstant økonomisk vækst synes at være et implicit løfte i selve det kapitalistiske system. Ja, det forholder sig vel sådan, at mange ytrer sig, som om vi nærmest har krav på konstant økonomisk vækst. Det er selvfølgelig muligt, at nye banebrydende forskningsresultater, nye opdagelser, teknologiske fremskridt m.m. – ny bæredygtig innovation og teknologi – kan give os fortsat økonomisk vækst langt ud over, hvad vi kan se og opnå med den kendte teknologi. Men det er langtfra sikkert.

Vi ved, at den industrielle udvikling har givet os helt enorme fremskridt på f.eks. det sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige område. Vi ved, at denne udvikling har kostet og har haft nærmest katastrofale virkninger og konsekvenser for kloden. Konsekvenser så alvorlige, at mange forskere i fuld alvor nu taler om en risiko for klodens udslettelse. Det gør f.eks. de verdenskendte forskere F. Capra og P. L. Luisi i bogen ”The Systems View of Life”.

[quote align="left" author=""]Det er et blindspor, der er forbundet med irreversible negative miljømæssige konsekvenser, at holde fast på det økonomiske ræsonnement, der ligger bag det dominerende politiske og erhvervsmæssige udsagn: Vi skal tilbage på vækstsporet.[/quote]

Vi ved, at de erhvervsmæssige dispositioner, der ligger til grund for den hidtidige teknologiske udvikling og de dermed forbundne miljømæssige og sundhedsmæssige katastrofer, har været økonomisk fornuftige og givtige for de virksomheder, der har været involveret. Men vi ved også, at hvis virksomhederne havde indkalkuleret alle de ofre, alle de omkostninger, der på både kort og langt sigt var forbundet med deres forretningsmæssige dispositioner, så havde de disponeret anderledes.

Altså: Virksomhedernes regnskabsmæssige opgørelser af deres omkostninger er højst utilstrækkelige og misvisende. Derfor har den fejlkurs, som vi i realiteten har fulgt på en række områder, været begrundet i utilstrækkelige kalkulationer og dermed på en forkert forståelse af begrebet vækst. Vi skal tale om, definere og måle vækst på nye måder.

Vi skal være helt anderledes påpasselige med at måle alle de konsekvenser, både de positive og negative, der er forbundet med en given produktion. Og vi skal selvfølgelig også være åbne for, at der findes andre dimensioner end den økonomiske, hvori det er relevant og forbundet med livskvalitet at udvikle sig.

[quote align="right" author=""]Naivitet? Ja. Bæredygtighed? Ja. Langsigtet ledelse i en kortsigtet verden? Ja. Ledelsesparadigmet ikke bare skal forandres, men er allerede under forandring.[/quote]

Lykke, livskvalitet, sundhed, dannelse kunne nævnes som sådanne dimensioner, som vi også bør tale om, arbejde med, definere nøjere og måle, når vi taler om vækst. Det er et blindspor, der er forbundet med irreversible negative miljømæssige konsekvenser, at holde fast på det økonomiske ræsonnement, der ligger bag det dominerende politiske og erhvervsmæssige udsagn: ”Vi skal tilbage på vækstsporet.” Nej, vi skal finde et bredere og mere nuanceret vækstspor, og vi skal opgøre både ofrene – omkostningerne – og indtægterne – fordelene – på måder, der medtager meget mere, end de nuværende snævre nationale, kommunale og virksomhedsmæssige regnskabs- og BNP-opgørelser kommer i nærheden af.

Forandringen er i gang

Man kunne også sige, at vi, dvs. erhvervslivet, de offentlige virksomheder og forbrugerne, i virkeligheden har oparbejdet en stor gæld til kloden – altså helheden – fordi vi i så mange år har givet sorteper videre til den store og udefinerlige helhed og ladet, som om helheden – altså kloden – kunne tage imod og tåle alle vores aktiviteter og processer.

Naivitet? Ja. Bæredygtighed? Ja. Langsigtet ledelse i en kortsigtet verden? Ja. Ledelsesparadigmet ikke bare skal forandres, men er allerede under forandring. Når en stor dansk virksomhed i sine investerings- og andre kalkuler begynder at operere med en pris for CO2-udledning – og når virksomheder i Danmark og mange andre lande for længst, af egen drift og initiativ, er begyndt at tage et socialt og samfundsmæssigt/miljømæssigt ansvar – så er det selvfølgelig ikke et reelt og holdbart argument, at danske virksomheder intet kan gøre, fordi vi så bliver løbet over ende i den globale konkurrence.

Vi er i en global konkurrence, det er rigtigt, men der er intet, der tyder på, at denne konkurrence og de konkurrenceopfattelser, der gør sig gældende rundt omkring i verden, alle er så snævert økonomiske og kortsigtede, som vi undertiden lader som om. Må jeg minde om, at bæredygtighed, mere helhedsansvar, begynder med den enkelte: det enkelte individ, forbrugeren, politikeren, virksomhedslederen, og herefter den enkelte virksomhed, organisation m.m.

Tænk på, hvad der i disse år sker i Kina. Her foregår alt det, der er beskrevet ovenfor, i et meget hastigt tempo, ja, i så høj fart, at selv kinesiske ledere taler om et kollektivt selvmord – i Kina. De folkelige krav om fortsat og betydelig økonomisk vækst kolliderer med de ødelæggende og dødbringende virkninger, som denne vækst har for miljøet i bredeste forstand, hvilket placerer den kinesiske regering i nogle meget vanskelige dilemmaer.

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Fremtidens handel er omnidimensional Næste artikel Værdier for milliarder