Succes – og begyndende frygt – for Koreas robotter

Siden 2000’erne har der i Sydkorea været kraftigt fokus på robot-teknologi, og i dag har landet verdens højeste tæthed af robotter - ikke kun i den industrielle produktion, men også indenfor industrier såsom MedTech, Gaming og service.
I takt med robotternes indtog kan der imidlertid spores en stigende bekymring fra befolkningens side, blandt andet i forhold til jobsikkerhed.

Af Martin Rune Hoxer, Executive Director for Innovation Centre Denmark i Seoul

Robotter er ikke længere ”på vej frem” på verdensmarkedet; de er ankommet – ikke mindst til Korea. I Sydkoreas virksomheder finder man 631 robotter per 10.000 menneskearbejdere. Det er otte gange højere end verdensgennemsnittet.

Kilde: IFR in World Robotics, 2017
 
Siden robotindustrien i begyndelsen af 00'erne blev udpeget som en af de næste vækstmotorer, har den koreanske robotindustri vist kraftig vækst. Produktionen af robotter blev mere end tidoblet fra 2003 til 1,9 milliarder USD i 2012, og den forventes at nå endnu en tidobling, til 22 milliarder USD, i 2022.

Sydkorea har traditionelt fokuseret på industrirobotter, da den største styrke i den koreanske økonomi ligger i hardware, men nu udvider koreanske virksomheder gradvist udviklingen og produktionen til andre typer robotter og teknologier, blandt andet professionelle og personlige servicerobotter.

Produktionen af personlige servicerobotter vokser mærkbart i Sydkorea, især af rengøringsrobotter. Ikke mindst elektronik-giganten LG er helt fremme i skoene med hensyn til servicerobotter. LG har introduceret CLOi-serien en hel familie af forskellige typer servicerobotter. De kan allerede ses i lufthavne, på hoteller og i restauranter, hvor de står klar til at hjælpe med vejvisning, friske håndklæder, servere drinks, og meget andet.

I slutningen af i år, er det LGs plan at lancere avanceret hjemmerobot. CLOi Home, som den hedder, er styret af kunstig intelligens (AI). Den kan stille spørgsmål og genkende stemmer, og den kan styre andre enheder i hjemmet.

Intelligente robotter er også begyndt at indtage klasseværelser i koreanske universiteter og grundskoler, og i juli blev det meddelt, at det koreanske universitetshospital Severence Hospital havde udført 20.000 robot-operationer, hvilket er det højeste antal i verden til dato.
Severences uddannelsessystem har gjort det muligt for mere end 2.000 læger rundt omkring i verden, at tage en robotuddannelse på hospitalet, og centret har dermed spillet en vigtig rolle i udviklingen af indenlandske kirurgiske robotter og samtidig bidraget til udviklingen af Koreas robotkirurgi-industri.

Robotterne har fordoblet Koreas arbejdsstyrke

Robotter er dog ikke nødvendigvis en dans på roser for Sydkoreas økonomi.Tallene tyder på, at hver industrirobot kan udføre det samme arbejde som mere end 15 fuldtidsansatte menneskelige arbejdere. Det indebærer, at de eksisterende robotter i Sydkorea allerede arbejder næsten lige så meget som hele den koreanske arbejdsstyrke.

Som nævnt er der 631 robotter for hver 10.000 ansatte i Koreas industri. En udregning fra IFR (International Federation of Robotics) indikerer, at med 631 robotter, der hver kan udføre arbejde svarende til 15 mennesker, udfører de koreanske robotter arbejde for 9.465 personer for hver 10.000 arbejdere.

Man skal naturligvis tage den type udregninger med et gram salt på nuværende tidspunkt, men det giver efterhånden den koreanske befolkning og arbejdsstyrke grund til bekymring. Sydkorea er blandt de lande, hvor frygten for at miste jobs til robotterne er størst.

I lys af dette, introducerede Korea - som det første land i verden – i 2017 den første officielle beskatning af industrielle robotter. Præsident Moon Jae-in’s administration reducerede de skattefordele, som den tidligere regering havde givet virksomheder til infrastrukturinvesteringer med det formål at øge produktiviteten.
 
Beskatning af robotter er kontroversielt. Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, er en af develkendte advokater for en robot-skat. Gates mener, at regeringer skal opkræve en afgift på brugen af robotter der skal bruge til at finansiere omskoling af dem, der mister job i forbindelse med implementeringen af robotter på arbejdspladsen.
 
Omvendt har International Federation of Robotics været stærkt imod ideen om at indsamle skatter på brugen af robotter, da de mener, at robot-skatter vil destabilisere konkurrence og bremse den teknologiske innovation i robotsektoren.
 
Om robot-beskatningen vil påvirke det sydkoreanske erhvervsliv, kan kun tiden vise.

Danske robotproducenter vil samarbejde med Korea

Den bekymrede diskussion blandt koreanerne ændrer dog ikke på, at danske virksomheder står i kø for at få  billet til det koreanske robotmekka. Antallet af delegationer fra den danske robotindustri til Sydkorea er steget de seneste år, og så sent som i sidste uge var en gruppe virksomheder fra bl.a. Robotklyngen i Odense i Seoul for at deltage i messen Robot World 2018, der sidste år havde 64.000 besøgende.

Innovation Centre Denmark og den Danske Ambassade i Korea invitererede udvalgte danske virksomheder til Sydkorea for at deltage i Robot World. Danske virksomheder Linak, KILDE Automation, Terma, Danfoss Drives og MiR havde her muligheden for, at finde potentielle sælgere, distributører, producenter og forsknings- og udviklingspartnere.

Odense Robotics og Korea Industrial Robotics Associationunderskrev en MoU i forbindelse med konferencen, hvilket blot er endnu et skridt i fremtidens Danmark-Korea samarbejder – og en grund til at fejre 60 årsdagen for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Korea til næste år.
 
Martin Rune Hoxer og hans kolleger fra de seks øvrige danske innovationscentre i hhv. Tel Aviv, São Paulo, München, Silicon Valley, New Delhi/Bangalore og Shanghai skriver på skift en ugentlig klumme på MM Next.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu