Virtual reality udfordrer filmens klassiske virkemidler

360-gradersvideo minder mere om teater end om film. Ligesom i teatret kan instruktøren ikke styre publikums oplevelse ved at zoome, stille skarpt og klippe fra scene til scene. En canadisk VR-filmproducent fortæller, hvad det betyder.

Over de 125 år, der er gået, siden filmmediet blev opfundet, har filmfolk udviklet en forfinet fortælleteknik, der passer rigtig godt til den flade skærm. Men når virtual reality og 360-graders-optagelser bliver mere almindelige, udfordrer det flere af de grundlæggende virkemidler i film – f.eks. helt basale elementer som at zoome, panorere og klippe.

”En filminstruktørs grundlæggende værktøj er billedrammen. Med billedrammen bestemmer man, hvad der skal ses. Man fremhæver det, der er vigtigt, og holder det uvæsentlige ude. Men i virtual reality er der ingen ramme om billederne. Seerne kan kigge sig omkring til alle sider, og dermed mister instruktøren en stor del af kontrollen med oplevelsen.”

Observationen kommer fra Chris Bobotis, en canadisk filmproducent, som for nylig besøgte Danmark. Bobotis arbejdede i mange år med reklamefilm, og da han begyndte at få forespørgsler på produktioner i VR og 360-graders-video, gik det op for ham, at det stiller helt nye krav til både den måde, man klipper film på, og de værktøjer, man bruger til det.

Login