Ruslands invasion af Ukraine har haft en dobbelt indvirkning på EU: På den ene side har krigen forenet Europa og Vesten i sin massive støtte til Ukraine. På den anden side har det også forårsaget splid mellem Europas nordøst og sydvest og samtidig sat skub i debatten om en ny EU-udvidelse versus stadig dybere integration af samarbejdet mellem de eksisterende medlemmer.
Ruslands krig har også sat en stopper for enhver europæisk illusion om, at strategisk autonomi i EU kan eksistere uafhængigt af USA. Hvis de overlades til sig selv, vil de europæiske lande ikke være i stand til – eller være villige til – at yde tilstrækkelig støtte til Ukraine i dets kamp mod den russiske invasion. USA støtter Ukraine med næsten det dobbelte af det beløb, som europæerne hidtil har været i stand til at afsætte.
 
Spliden mellem sydvest og nordøst i EU handler på mange måder om kriseledelse. Især de nordøsteuropæiske lande har oplevet ledelsen i EU i ​​den fransk-tyske tandem, der historisk er kendt som ‘motoren for europæisk integration’, som skuffende. Tysklands kansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har begge haft en lovlig stejl indlæringskurve i krigstidsledelse, der ikke ligefrem har imponeret de andre EU-lande. Scholz, der havde overtaget posten fra Angela Merkel kun få måneder før ​​Ruslands invasion af Ukraine sidste år, har virket helt ude af stand til at navigere i de nye sikkerhedstrusler i Europa. Og i Frankrig var Macron i begyndelsen af invasionen lidt for optaget af først sit eget præsidentvalg og senere også af parlamentsvalget, hvor han mistede flertallet i nationalforsamlingen.
 
Begge store lande har også gentagne gange demonstreret en urovækkende manglende evne til at forstå sikkerhedsproblemerne hos deres mindre nordøstlige partnere: Få dage før invasionen udtalte Scholz under et besøg i Moskva, at NATO’s østudvidelse ikke ville finde sted i hans embedsperiode. Det var ikke alene et eksempel på manglende forståelse for Ukraines situation, men også for Finlands og Sveriges sikkerhedssituation. Macron gjorde på sin side mange allierede rasende med sine appeller "om ikke at ydmyge Rusland" i maj og igen i juni sidste år.
 

Efter først at være blevet beskyldt for nølen i deres støtte til Ukraine har Frankrig og Tyskland siden taget sig mere sammen og leverer nu våben til Ukraine, der gør en forskel på slagmarken.
 
Men den opfattede ambivalens i den fransk-tyske tilgang til Rusland har for længst skadet deres europæiske partneres tillid til deres lederskab – det sker tilmed på et tidspunkt, hvor helt eksistentielle sikkerhedsspørgsmål er på spil. Dette er især opfattelsen i Nordøsteuropa, hvor Ruslands angreb på Ukraine føles meget tættere på og langt mere personligt end længere mod syd og vest.

Som følge af krigen i Ukraine er den fransk-tyske lederrolle gennemhullet, hvilket baner vejen for, at mindre EU-medlemslande tager mere ansvar.

Storbritannien har for travlt på hjemmebanen

Krigen har også bragt ‘Global Britain’ tilbage til Europa. Storbritannien har været en solid støtte til Ukraine fra begyndelsen, og på trods af indenrigspolitiske kriser er briterne fortsat stålsatte i deres engagement i europæisk sikkerhed. Storbritannien er både en mangeårig og den vigtigste regionale forsvarssamarbejdspartner for nordøsteuropæere, og Joint Expeditionary Force (JEF) – en britiskledet forsvarskoalition af ti nordeuropæiske lande, der primært samarbejder for øget sikkerhed i Østersøregionen, Nordatlanten og området nord for polarcirklen – er et eksempel på det britiske lederskab.
 
Men efter beslutningen om at forlade EU i 2016 og de vedvarende kampe med konsekvenserne af denne beslutning lige siden er Storbritannien ikke i kampform på hjemmebanen til på realistisk vis at stræbe efter at indtage en europæisk lederrolle.
 
Spørgsmålet er dog, om Europa absolut skal ledes af de store lande? Lederskab kræver ikke kun de nødvendige ressourcer, men også støtte fra de andre lande, der er underlagt ledelsen. Som følge af krigen i Ukraine er den fransk-tyske lederrolle gennemhullet, hvilket baner vejen for, at mindre EU-medlemslande tager mere ansvar i stedet for blot at gemme sig bag de store. Tiden til at beklage sig er snart forbi, og i stedet kan de mindre EU-stater nu indtage en mere proaktiv rolle, hvis de vil.
I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine sidste år er Nord-, Central- og Østeuropa (NCEE), som omfatter de nordiske lande, de baltiske lande samt de central- og østeuropæiske stater (med undtagelse af Ungarn), blevet forenet i deres fælles trusselsvurdering af den aktuelle situation og i oplevelsen af, at støtten til Ukraine haster. Fælles for NCEE-landene i EU-sammenhæng er deres modstand mod en reform af EU’s traktater og deres fælles tilhørsforhold til den lejr, der støtter EU’s udvidelse – ikke mindst når vi taler om Ukraines EU-medlemskabsperspektiv – snarere end en yderligere uddybning af EU-integrationen for nuværende medlemmer.
 

I told you so!

Selvom det bestemt er et gyldigt argument, at det kan være risikabelt at indlede en langvarig traktatkonvention med et usikkert udfald, mens der er krig i Europa, vil institutionelle reformer af EU sandsynligvis være uundgåelige, når EU kommer tættere på at acceptere nye medlemmer i unionen. Især med hensyn til Ukraine er det efterhånden ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt kandidatlandet er klar til EU, men derimod også, om EU selv er klar til at tage imod kandidaten.
For at bevare EU's kapacitet til at agere med i sidste ende mere end 30 medlemslande kan det blive nødvendigt at genåbne traktaterne. Det vil i så fald være en test for NCEE-landene med hensyn til, om de kan overvinde deres status quo-tænkning og anlægge en mere konstruktiv tilgang til europæisk integration – herunder institutionelle reformer, hvis det bliver nødvendigt. Hidtil har NCEE hovedsageligt været enige om deres fælles modstand mod initiativer, der opfattes som "at gå for vidt" – men det at være imod er ikke nok til at forme en vision for Europas fremtid.
Endnu er det ikke til at sige, om NCEE-landene virkelig repræsenterer en ny samarbejdsregion eller snarere en slags løs ad hoc-koalition, der er samlet af den akutte sikkerhedstrussel og ikke så meget andet. Men i bedste tilfælde vil NCEE-landenes nyfundne samklang skabe mere ejerskab hos dem over påvirkningen af den retning, EU udvikler sig i.
De baltiske stater og Polen oplever med rette et slags I told you so-øjeblik, når det kommer til deres mangeårige og hyppige advarsler om Rusland. Deres synspunkter kan ikke længere ignoreres, når den nye sikkerhedsarkitektur i Europa skal bygges. Dette øjeblik bør også konverteres til en mere konkret påvirkning af udformningen af EU's politikker og fremtidige strategiske retning.
 
 
Minna Ålander er forsker i EU's forskningsprogram ved det finske institut for internationale anliggender (FIIA). Tidligere har Ålander arbejdet på det tyske institut for internationale og sikkerhedsmæssige anliggender (SWP) i Berlin. Hun har en mastergrad i internationale relationer fra Freie Universitet Berlin, Humboldt Universitet og Potsdam Universitet.