Aldrig mere en 9. april, messede vi efter Anden Verdenskrig, hvor Europa vendte det blinde øje til en stadig mere aggressiv, paranoid og storhedsvanvittig autokrat. Men i tyve år har vi nu set til, mens et af vores nærmeste nabolande skridt for skridt har gennemgået regressionen fra demokrati til fuldtonet autokrati. Censur, propaganda og desinformation. Fængsling og likvidering af kritiske journalister. Politisk kontrol med retssystemet. Dæmonisering af minoriteter. Undertrykkelse af civilsamfundet. Kriminalisering af al opposition.

Foran vores øjne har en ny autokrat udviklet sig til at blive stadig mere paranoid, aggressiv og grebet af sit eget storhedsvanvid. Og uden modstand har han kunne opruste sit militær for milliarder og udvikle nye varianter af masseødelæggelsesvåben. Det er ikke sket i hemmelighed – tværtimod.

RETFÆRDIGGØRELSEN og det ideologiske narrativ bag oprustningen fremførte Vladimir Putin allerede i 2007 på en sikkerhedskonference i München. Uhyggen spredte sig langsomt blandt statsledere fra demokratiske lande i lokalet, mens Putin foldede sit paranoide verdensbillede ud og manede billedet frem af et aggressivt og enerådigt USA, der tromlede sin egen samfundsmodel igennem i hele verden, negligerede alle aftaler med sin tidligere koldkrigsmodstander mod øst, mens internationale institutioner som FN og OECD opførte sig som amerikanske skødehunde. Natos optagelse af tidligere østbloklande beskrev han som en aggression rettet mod Rusland, der nu stod uden andet valg end sørge for sin egen sikkerhed med oprustning og nye venner blandt den nye verdensordens kommende supermagter, Kina og Indien. 

Og Putin nøjedes ikke med at tale. Allerede i 2000 – i sit først år som præsident – demonstrerede han for verden, hvordan lang tids dæmonisering af fjenden er effektivt, hvis man vil have folkelig opbakning til selv grove krigsforbrydelser i et naboland. Tjetjeniens hovedstad blev jævnet med jorden, og Putin blev hyldet som Ruslands nye, stærke mand. Siden bekræftede den russiske invasion i Georgien Putin i, at militær magt er et effektivt middel til at afskrække tidligere sovjetrepublikker fra at nærme sig EU.

DENGANG, I 2008, anerkendte Rusland de to russiskstøttede georgiske udbryderrepublikker Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighed, og efter kun fem dages lynkrig indtog russerne Georgien med ’fredsbevarende styrker’. Lyder det bekendt?

Putins narrativ om invasionen af Georgien fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på flere af de nye demokratier i Østeuropa. Tjekkiets forhenværende præsident Václav Havel var en af dem, der opfordrede alle europæere til at huske den nyere histories smertelige erfaringer:

”For det første, at en stormagt altid kan opfinde eller konstruere et påskud til at invadere en nabostat og gøre det af med dennes uafhængighed. Vi må erindre os, hvordan Hitler i 1939 begyndte med at anklage Polen for fjendtligheder, og hvordan Stalin ligeledes gav finnerne skylden, da hans hære i 1940 marcherede ind i deres land. På samme måde er det afgørende spørgsmål i Georgiens og Ruslands tilfælde ikke, hvem løsnede det første skud, men snarere: Hvilket land er marcheret ind i et andet? For det andet kan de vestlige demokratiers tavshed over for en venligsindet nations sønderdeling, den være sig nok så lille, få globale konsekvenser,” skrev Havel i et læserbrev, der blev trykt i flere europæiske aviser.

MEN NATO OG EU så ikke på historien. Vi så fremad, satsede på de gode relationer med Rusland og valgte en særdeles diplomatisk linje. EU-Kommissionen konkluderede ligefrem, at begge parter havde skyld i konflikten, og Frankrig fungerede som fredsmægler. Løsningen indebar en kraftig russisk militær tilstedeværelse i de to udbryderrepublikker. Georgien er ikke kommet nærmere sit mål om medlemskab af EU og Nato, og russerne er stadig massivt til stede i landet. 

Som en serieforbryder, der vover sig ud i stadig grovere metoder, har Putin fået lov til at fortsætte sin stadigt mere destruktive adfærd uden mærkbare konsekvenser.

Seks år senere, i 2014, gentog historien sig i en ny variant, da Putin annekterede Krim – igen med henvisning til russiske mindretals undertrykkelse. Samtidig understøttede han to russisksindede udbryderrepublikker i Østukraine – Donetsk og Luhansk – og optrappede sin dæmonisering af fjenden. Gennem otte år har russiske medier tegnet et billede af Ukraine som en korrupt og kriminel rotterede med en ’nazificeret’ politisk ledelse, der velvilligt lader sig bruge af amerikanerne til at true Rusland.

I 2015 prøvede Putin en ny grænse af, da han gik militært ind i Syrien, hvor en anden autokrat, Bashar al-Assad, havde overtrådt USA’s ’røde linje’ overfor kemiske våben. Den begrænsede reaktion fra Nato gav Putin endnu et signal om, at Vestens demokratier var for svage til at forsvare sine egne værdier. Russiske fly blev sat ind, syriske hospitaler blev bombet, oprørernes bastioner udslettet, Assads krigslykke vendte, og Putin vendte hjem med oliekoncessioner og fornyet tro på autokraternes klub.

Krigsforbrydelserne i Syrien og de åbenlyse brud på folkeretten i Georgien og Ukraine fik ingen betydelige konsekvenser for Rusland eller for Putin og hans omgangskreds.

Siden har russiske soldater fra den såkaldte Wagner-gruppe medvirket til regimeskifter og støttet autokrater i en række afrikanske lande, og Putin har styrket relationerne til autokrater i Indien, Kina, Nordkorea, Venezuela, Iran, Tyrkiet, Ungarn, Polen og Hviderusland, hvis ledere er blevet en del af Putins personlige netværk.

Vladimir Putin holder hof på sit resort i Sochi ved Sortehavet i selskab med Irans præsident Hassan Rouhani, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan,  og præsident for Belarus (Hviderusland), Alexander Lukashenko.

 

Men intet af dette fik Europa til at vige tilbage fra samhandel og samarbejde med Putin. EU godkendte nye rørledninger gennem Danmark og Tyskland, der øger afhængigheden af russisk gas og gør Putin i stand til at lukke for gassen i Polen og Ukraine, uden at blokere sin egen eksport til resten af verden.

Imens fortsatte de europæiske skattely uforstyrret med at hvidvaske milliarder for Putin og hans nærmeste omgangskreds, der også fik fri adgang til Londons internationale jetset.

EU-lande fortsatte med at udstede såkaldte ’gyldne visa’ til den russiske elite. Russiske penge har hobet sig op i vestlige banker, og Putins netværk har uforstyrret kunne opkøbe virksomheder, fodboldklubber, luxusejendomme og lystyachter i Europa.

Milliarder af euro er trillet lige ind til Putins krigsmaskine, og elleve EU-lande fortsatte med at udstede såkaldte ’gyldne visa’ til den russiske elite. Russiske penge har hobet sig op i vestlige banker, og Putins netværk har uforstyrret kunne opkøbe virksomheder, fodboldklubber, luxusejendomme og lystyachter i Europa.

Heller ikke Putins systematiske cyberkrig mod de demokratiske institutioner og mis- og desinformationen på sociale medier om covid19 eller manipulationerne op til Brexit-afstemningen og det amerikanske præsidentvalg fik Europa til at trække en grænse og lukke Putin ude af det gode selskab.

Som en serieforbryder, der vover sig ud i stadig grovere metoder, har Putin fået lov til at fortsætte sin stadigt mere destruktive adfærd uden mærkbare konsekvenser. Og for autokrater verden over er han blevet et forbillede på, hvordan man kan udnytte den kapitalistiske markedsøkonomi og demokratiers naivitet til at styrke sin egen position.

”FRIHED VINDER ALTID OVER TYRANNI,” sagde Joe Biden i sin State of the Union-tale i denne uge. En konklusion, som hans generation af koldkrigspolitikere nu har hvilet på som en behagelig sovepude i tyve år, mens autokrater har taget magten i stadig flere lande, og Vestens egne demokratier er blevet systematisk svækket og undergravet indefra af Putin.

Faktum er, at stadig færre mennesker lever i frihed, og at den globale autokratisering finder sted for øjnene af os. Det er godt, at den frie verden endelig har fundet viljen til sanktioner, der kan mærkes af Putin og hans nærmeste. Gid, vi havde fundet dem frem langt tidligere. Så havde en million flygtede syrere og ukrainere måske sovet i deres egne senge i nat.