Vores fødevareproduktion står på en brændende platform. Det er den korte og præcise beskrivelse af landbrugets situation, nu hvor solen igen svider markerne i hele Europa.

Det er kun fem år siden, de danske landmænd sidst stod med sprukne jorde under den bagende sol og bad samfundet om hjælp. I 2018 kompenserede den daværende VLAK-regering landbruget med lavere afgifter og midlertidige tilladelser til at trække ekstra på vandreserverne i undergrunden. Dengang hed landbrugsministeren Jakob Ellemann-Jensen.

Nu er det en ny Jacob Jensen fra Venstre, der som landbrugsminister skal holde hånden under et landbrug, som stadig ikke har omstillet sig til klimaforandringerne. Og der skal nok komme en akut hjælpepakke også denne gang, og mon ikke kvægavlerene også får ja til, at der – undtagelsesvis - kan høstes græs på de marker, der egentlig skulle ligge brak og suge CO2.

”Dyrene skal selvfølgelig ikke sulte,” som ministeren sagde til DR.

Og det skal de selvfølgelig ikke. Men hvis landmændene og alle andre ikke skal ende med at sulte i længden, er det på tide, vi indser, at klimaforandringerne nu er indtruffet, at de kun bliver mere udtalte år for år, og at vi derfor ikke kan blive ved med at gøre, som vi plejer. Heller ikke i dansk landbrug. 

Men hvis landmændene og alle andre ikke skal ende med at sulte i længden, er det på tide, vi indser, at klimaforandringerne nu er indtruffet, at de kun bliver mere udtalte år for år, og at vi derfor ikke kan blive ved med at gøre, som vi plejer. Heller ikke i dansk landbrug.

Sidste år oplevede vi det næstværste tørkeår i Europas historie. I Danmark var vi heldigere end vores nabolande i 2022, men i år ser hedeturen ud til også at ramme danske landmænd. Siden 23. maj er der ikke faldet en dråbe regn i Danmark, og tørken og det varme vejr fortsætter, så langt metrologernes øje rækker. En fjerdedel af det europæiske kontinent er allerede ramt af tørken, og spanske landmænd beder igen i år EU om støtte til at overleve.

Det er ikke længere en 100-årshændelse. Det er en ny normal.

DEN GODE NYHED ER, at vi allerede ved en del om, hvad der virker, hvis man vil drive et landbrug, der er mere resilient over for både ekstrem tørke og ekstrem regn. Det handler kort sagt om at dyrke på en måde, så vi får en sund og levende jord – også i det dyrkede land. Jo mindre udpint jorden er, jo bedre er den til at absorbere det vand, der kommer fra himlen i våde tider, og holde på den i tørre tider. Ekstremt vejr rammer hårdere i et økosystem, der i forvejen er ved at kollapse.

Mulighederne for et mere klimavenligt og klimatilpasset landbrug er mangfoldige. Her er et par af de muligheder, der kan gribes nu og her, og som de fleste eksperter er enige om vil give et mere bæredygtigt og vejrbestandigt landbrug: 

• Køerne skal ikke sulte – men der skal være færre af dem. Til gengæld skal de, der er, græsse udenfor i sommerhalvåret og udøve effektiv naturpleje, når de stamper deres egne kokasser ned som gødning i åben natur, hvor græs, blomster og småbuske får lov til at slå dybe rødder i et landskab, der er robust over for både ekstremregn og tørke.
• Nogle af de marker, der i dag bruges til dyrefoder, skal omlægges til mad til mennesker. For eksempel til nye, nøjsomme afgrøder, der bedre tåler tørke, og til planter med højt proteinindhold. En quinoa-art skræddersyet til danske jord- og vejrforhold dyrkes allerede i dag på Lolland-Falster.
• Afgrøderne skal dyrkes i smalle bælter med forskellige afgrøder, så man kommer væk fra den monokultur, der har vist sig at udpine jorden og skabe store problemer med biodiversiteten.
• Efterafgrøder skal holde jorden sund og levende til næste vækstsæson og samtidig transportere kulstof ned i jorden i stedet for at afdampe det til atmosfæren. Tænk, hvis vi helt afskaffede de døde, brune ørkner, der stadig præger det danske vinterlandskab.
• Inden længe kan større arealer omlægges til skovlandbrug, hvor træerne giver skygge for flere etager af afgrøder under dem. En mulighed, der indtil for nylig virkede urealistisk i stor skala, fordi det kræver så meget håndkraft. Men også i landbrugssektoren rykker AI og robotteknologi hurtigt lige nu, og inden længe kan robotter nænsomt liste rundt mellem træerne og plukke æbler, udvælge modne bær, høste bælgfrugter og præcisionsluge. Tiden er moden til, at vi byder robotterne velkommen i dansk landbrug.

DER ER GEVINSTER AT HØSTE på alle hylder, hvis vi stopper med at producere, som om den fossile æra ikke var slut. Men omstillingen sker ikke af frivillighedens vej. Den sker, hvis vi som samfund beslutter os for det. For ligesom alle andre bliver de fleste landmænd ved med at gøre, som de plejer, indtil ny lovgivning eller økonomiske incitamenter tvinger dem til at ændre adfærd. 

Ligesom alle andre, bliver også landmændene ved med at gøre, som de plejer, indtil ny lovgivning eller økonomiske incitamenter tvinger dem til at ændre adfærd.

Frivillige ordninger har hverken skaffet os rent drikkevand eller udtagning af de lavbundsjorde, der ellers både skulle optage CO2, afværge udvanding af kvælstof og lagre overskydende vand fra de våde sæsoner. Til dato har danske landmænd kun trukket ploven op af 4.000 ud af de 100.000 hektar lavbundsjord, der efter planen skal udtages fra dyrkning inden 2030. Processen med at omlægge tager omkring syv år. Do the math, og vurder selv, om du synes, det går hurtigt nok.

Gevinsterne ved at gennemføre omstillingen nu er for store til, at vi kan vælge at lade være. Udover en større robusthed over for ekstremt vejr får vi også en smukkere og mere mangfoldig natur, bedre dyrevelfærd og en langt mere klimavenlig fødevareproduktion. What’s not to like?

Hvilke samfundshensyn taler imod at gøre udtagningen af egnede lavbundsjorde lovpligtig? At forbyde sprøjtegifte omkring drikkevandsboringer? Eller at omlægge landbrugsstøtten, så den alene gives til menneskemad og bæredygtige dyrkningsmetoder – både i Danmark og i EU, hvor støtteordninger stadig låser landmænd til konventionelt landbrug. 

Så faldt regnen igen. Og landbruget fortsatte med at dyrke, sprøjte og høste på samme måde som før.

Omstillingen kræver noget af os alle sammen. Den kræver, at vi ændrer vores spisevaner en smule, og at vi vil acceptere, at prisen på kød afspejler dyrenes aftryk på natur og klima. Men det er ikke en omlægning, der behøver slå hverken landbruget eller forbrugerne ihjel. Tværtimod. Før eller siden skal vi spise mindre rødt kød. Vi kan lige så godt komme i gang.

SIDSTE GANG TØRKEN RAMTE Danmark, håndterede vi den ved at fritage landbruget for produktionsafgifter, tillade et større træk på de fælles vandressourcer i undergrunden, oprette en tilskudsordning til jordfordeling og nedsætte en ekspertgruppe med fokus på landbrugets økonomi.

Så faldt regnen igen. Og landbruget fortsatte med at dyrke, sprøjte og høste på samme måde som før. Gør vi det ikke anderledes denne gang, så er det et spørgsmål om (kort) tid, før landmændene igen står enten i vand til knæene eller på knastørre marker og beder om ny hjælp fra samfundet til at opretholde en produktionsform, der hører en anden tid til.