Det ubehagelige ved glidebaner er, at rutsjeturen sker så umærkeligt, at man næppe selv bemærker det, før det er for sent.

Derfor må den første og afgørende forudsætning for at undgå at havne i en glidebane være at få øje på faren så tidligt, at man kan styre udenom den og undgå at lande et sted, man ikke ønsker at være.

Set i det lys er diskussionen om regeringens planer om en ny lov mod afbrænding af koraner i sig selv opmuntrende for demokratiet. Særligt når indskrænkningen af borgernes ret til at brænde andres hellige bøger sker efter pres fra fremmede autoritære regimer, hvis holdninger til frihedsrettigheder ligger langt fra vores egne. 

Hvad bliver det næste, en magtfuld autokrat kan kræve, at vores regering lovgiver imod? Hvad svarer Løkke den ungarske ambassadør, der føler sig krænket af danske LGBT+-demonstrationer foran hendes ambassade? 

Uanset om det samlet set viser sig at være den mindst ringe løsning at lave den ‘nålestiksoperation’, som den danske regering nu har bedt sine jurister formulere for at undgå at optrappe konflikten med de muslimske lande, så er glidebanerisikoen ved sådan et lovindgreb indlysende og stærkt bekymrende.

Hvad bliver det næste, en magtfuld autokrat kan kræve, at vores regering lovgiver imod? Hvad svarer Løkke den ungarske ambassadør, der føler sig krænket af danske LGBT+-demonstrationer foran hendes ambassade? Og hvad bliver svaret, hvis den kinesiske ambassadør kræver forbud mod bannere, der fornærmer den kinesiske regering?

MEN DET ER IKKE DEN ENESTE GLIDEBANE, vi bør bekymre os om i denne sag. For når koranafbrændingerne har fået det omfang og de konsekvenser, vi ser nu, så skyldes det måske netop, at vi allerede befinder os et godt stykke nede af en anden sliske, som vi alt for uopmærksomt har ladet os glide ned ad.

I februar 2017 blev en 42-årig mand fra Nordjylland tiltalt for at offentliggøre en video, hvor han brænder en koran af i sin baghave. Sagen førte til debat om den blasfemiparagraf, han var anklaget for at forbryde sig imod, og juni samme år blev paragraffen afskaffet af et næsten enigt folketing med Dansk Folkeparti som indpisker og socialdemokraterne som eneste modstandere. Eftersom koranafbrænderen aldrig nåede at få sin dom, før loven blev ændret, argumenterede hans advokat for, at sagen måtte droppes.

Advokaten hed Rasmus Paludan, og selvom han fik ret, og sagen mod hans klient blev lagt ned, har han siden brugt sin fritid på at bevise igen og igen, at det danske samfund accepterer afbrænding af koraner under stadigt mere absurde former.

DET, DER STARTEDE SOM EN TAVS AFBRÆNDING af en enkelt bog i en baghave i Nordjylland, udviklede sig snart til systematiske offentlige afbrændinger tilsat hadefulde ytringer om ‘den store luderbog’ og opfordringer til at urinere på Koranen.

En udfordring – ikke bare af ytringsfrihedens – men også af intolerancens grænser. 

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro (…) straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Straffelovens §266b

Paludan flyttede grænserne og afbrændingerne og de hadefulde ytringer til danske boligkvarterer med mange muslimske indbyggere og udbredte dem gennem sit parti Stram Kurs’ YouTube-kanal, indtil det sociale medie i 2020 lukkede kanalen med henvisning til mediets retningslinjer, der forbyder chikane og hadsk tale rettet mod enkeltpersoner eller grupper baseret på race eller religion.

Man kunne forvente en lignende reaktion fra det danske samfund. For vi har faktisk en lignende paragraf i straffeloven. Den synes skræddersyet til at yde mindretal beskyttelse mod hadefulde handlinger og ytringer som dem, Paludan og hans lille gruppe af disciple udsætter muslimer for igen og igen. 

Straffelovens § 266 b (også kaldet racismeparagraffen) slår fast, at der kan idømmes bøde eller fængsel i op til to år til “den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro …”

Det er en skærpende omstændighed, hvis “forholdet har karakter af propagandavirksomhed”, hvilket ifølge Rigsadvokaten skal forstås som “udøvelse af en vis systematisk, intensiv eller vedvarende virksomhed med henblik på at påvirke meningsdannelsen”. 

Det er svært at se, hvordan de gentagne koranafbrændinger og forhånelser af muslimer kan undgå at falde inden for den beskrivelse. I en meget læsværdig kommentar på Altinget.dk undrer den erfarne jurist og tidligere forskningsleder Oluf Jørgensen sig da også over, hvorfor paragraf 266b ikke for længst er taget i brug.

ET SUNDT DEMOKRATI beskytter mindretals rettigheder. Koranafbrænding signalerer, at nogle samfundsgrupper ikke er værdige til respekt og beskyttelse. Det er undergravende for vores demokrati, hvor vi ellers bryster os af, at argumenter skal mødes og brydes, ikke brændes, afvises og dæmoniseres.

Men i stedet for at beskytte de muslimer, der var genstand for nedgørelse, ydede det danske samfund beskyttelse til Paludan selv, som nu omringet af betjente kunne udbrede sine hadefulde ytringer mod islam og muslimer. Det var næppe sket uden den normalisering af muslim-bashing, der langsomt men sikkert har ført Danmark ned ad intolerancens glidebane. 

Et sundt demokrati beskytter mindretals rettigheder. Koranafbrænding signalerer, at nogle samfundsgrupper ikke er værdige til respekt og beskyttelse.

Politibeskyttelsen, der nu gives til en helt håndfuld bogafbrændere, der har travlt med at udbrede deres budskaber om muslimer som ‘invasive’ og koranen ‘hæslig’, skubber yderligere til normaliseringen og accepten af den systematiske forhånelse og nedgørelse af en minoritet og dens tro. Når det sker under ordensmagtens beskyttelse, må det uvægerligt give omverdenen det indtryk, at det danske samfund støtter op om intolerancen.

SÅDAN ER DET TRIN FOR TRIN blevet til hverdag, at folk, der kalder sig ‘patrioter’, offentligt udbreder deres had og foragt til muslimer ved at brænde Koranen af under fremsigelse af allehånde smædeudtryk om muslimers religion iklædt T-shirts med påskriften ‘Fuck Islam’.

Mange har i disse dage travlt med at understrege, at det er de færreste danskere, der støtter afbrændingerne, der som regel foregår uden det store publikum. Vi – det store, tavse flertal – ryster snarere på hovedet, vender ryggen til og passer os selv uden at overveje, om vores manglende reaktion virker som et stiltiende samtykke.

Resultatet er, at vi nu står i en umulig situation, hvor et lovindgreb mod koranafbrændingerne foran muslimske landes ambassader ikke kan undgå at blive tolket som et knæfald for muslimske autokrater.

At få prøvet sagen ved en domstol efter den eksisterende danske lovgivning virker som et oplagt alternativ. Og vælger man at bruge racismeparagraffen, kan regeringen signalere klart, at det er befolkningsgrupper, der skal beskyttes og ikke stater.

På den måde kan vi på en og samme tid styre fri af intolerancens glidebane og af den glidebane, regeringen kaster landet ned ad, hvis man vedtager nye begrænsninger af danskernes frihedsrettigheder af hensyn til og under pres fra fremmede magter.

DET FINE VED DEN EKSISTERENDE LOVGIVNING er, at vores religionsfrihed, ytringsfrihed og racismeparagraf tilsammen sikrer en balance, hvor det på en ene side er lovligt at sige sin mening om alle trosretninger, også i en stærkt kritisk form – men samtidig er forbudt at udbrede grove ytringer, når de har karakter af hadefuld hån og nedværdigelse af befolkningsgrupper på grund af deres tro.

Spørgsmålet er, om års normalisering af intolerance over for muslimer og politibeskyttelse af Paludans hadefulde handlinger har undergravet denne lovgivnings effekt?