Da Torsten Gejl i 2020 pludselig stod alene tilbage i Folketinget som sidste overlevende folkevalgt for liste Å, fandt Alternativet på en, ja, ret alternativ måde at klare folketingsarbejdet på. Partiet indsatte simpelthen nogle af de mest aktive aktivister som ordførere, selvom de ikke var valgt til Folketinget.

På den måde kunne nogle af de partimedlemmer, der alligevel var med til at forme politikken i baglandet, også være med til at løfte byrden med at læse bunkerne af dokumenter fra Folketingets udvalg og forhandle med de andre partier. Og fordi det danske folkestyre er en pragmatisk størrelse, fik Torsten Gejl en uformel aftale med flere ministerier om, at han også kunne sende sine skyggeordførere til egentlige forhandlinger med ministeren. 

Torsten Gejl endte – trods hjælpen udefra – alligevel med en stressmelding denne sommer. Det var trods alt kun ham, der kunne gå på Folketingets talerstol og møde formelt op i alle udvalgene.   

VED VALGET i 2022 rejste Francisca Rosenkilde igen Uffe Elbæks forliste parti af asken. Liste Å fik syv folkevalgte på tinge, der nu skulle deles om Alternativets 49 ordførerskaber. Men i mellemtiden var partiet gået hen og blevet så glade for uddelegeringen af arbejdet til partiets aktivister, at de simpelthen valgte at fortsætte systemet.

For tiden supplerer ti ’eksterne’ ordførere således de syv folkevalgte medlemmer i Folketinget. På den måde slipper Alternativets MF’ere for selv at bruge tid på detaljerne i Folketingets arbejde med blandt andet lgbt+, børn, unge og handicappede. Også tunge ordførerskaber som finanspolitik, økonomi, sundhed, digitalisering og erhvervspolitik varetages i dag af ikke-folkevalgte fra Alternativet.

Christina Olumeko har for eksempel uddelegeret tre af sine otte ordførerskaber til partimedlemmet Kim Hjerrild, der med 316 stemmer ellers ikke lykkedes med at komme ind ved valget i 2022. Nu er han partiets ordfører for finans-, økonomi- og hovedstadspolitik ved siden af sit dayjob på Circular Innovation Lab og Institut for Bæredygtig Udvikling og Adfærd.

På samme måde kan partiets politiske ordfører Sasha Faxe koncentrere sig om sine øvrige ordførerskaber, mens partifællen Jonathan Ries tegner partiets erhvervspolitik i folketingsgruppen ved siden af jobbet i Coloplast, selvom hans knap 500 stemmer ved valget ikke gav ham en formel plads i Folketinget.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke svært at få øje på de problematiske sider af Alternativets alternative organisering i Folketinget. De står sådan set i kø. Og dem skal jeg også nok vende tilbage til. Men lad os først lige tvinge jahatten ned om ørerne og give denne – helt crazy – tanke en chance.

For den har også sine klare fordele.

DET LAVPRAKTISKE FØRST: Folketinget har i dag 818 udvalgsposter i 30 udvalg, som alle afholder møder tirsdag, onsdag og torsdag. Som vi tidligere har beskrevet her på Mandag Morgen, så betyder det, at udvalgsmøderne ofte er tømt for både politikere og indhold. Ordførerskaber og udvalgsposter hober sig op på få hænder og hoveder, og bunken af teknikaliteter, som det enkelte folketingsmedlem skal forholde sig til, er monstrøs. Det samme er mængden af møder. De kan simpelthen ikke overkomme det.

”Jeg kan ikke være alle steder på en gang,” som folketingsmedlemmet Peter Juel-Jensen sagde til Mandag Morgen i marts. Den tirsdag var han indkaldt til møde i både Forsvars-, Transport- og Uddannelses- og Forskningsudvalget – på samme klokkeslæt.

Ligesom mange andre folketingsmedlemmer, vi talte med i foråret, var Venstreordføreren dybt frustreret over det systematiske ’pjækkeri’ og over ikke at kunne nå at sætte sig ordentligt ind i baggrunden for vigtige afstemninger. ”Jeg kommer ikke så dybt ned i sagerne, som jeg gerne ville. Det bliver mere overfladisk, selvom jeg forsøger at samle op så godt som muligt efter møderne,” sagde han.

Læs også: Er tiden løbet fra Folketingets måde at arbejde på?

Læs også: Nyvalgte politikere undrer sig: Der er noget helt galt med den måde Folketingets arbejde er organiseret på  

I de små partier er opgaven endnu mere umulig. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige kan for eksempel fortælle, hvordan han må opgive at følge med i sagerne i de 9 udvalg og 14 ordførerskaber, han havde ansvar for, og i stedet måtte nøjes med at dykke ned de steder, hvor noget “går amok i medierne”.

Tunge ordførerskaber som finanspolitik, økonomi, sundhed, digitalisering og erhvervspolitik varetages i dag af ikke-folkevalgte fra Alternativet.

SET I DEN KONTEKST lyder idéen om at fordele arbejdsbyrden på flere måske mindre tosset. De ikke-folkevalgte ordførere kan godt nok ikke selv deltage i selve udvalgsmøderne, men det kan man jo heller ikke, hvis man skal være tre steder på samme tid.

Er det ikke at foretrække, at et aktivt medlem af partiet har læst udvalgspapirerne eller lovforslaget grundigt og kan kvalificere partiets beslutninger – frem for at de slet ikke bliver læst, inden partiet skal stemme om vigtige lovforslag?

OG SÅ ER DER DEN DEMOKRATISKE FORANKRING: Formelt set er det stadig de folkevalgte i Alternativet, der har ansvaret for et ordførerområde. Det er dem, vælgerne har givet et mandat til at stemme og forhandle på deres vegne. Sådan er det i et repræsentativt demokrati.

I gamle dage blev kontrakten mellem vælgere og parlamentarikere finpudset af vælgerforeningerne mellem valgene. Men i dag, hvor de fleste partier er skrumpet ind til næsten ingenting, mangler denne folkelige forankring. Det er et af de problemer, som Alternativet lovede sine vælgere at gøre noget ved.

Uffe Elbæk ville genopfinde måden, politik bliver til på, og idéen var blandt andet, at græsrødderne i de faglige udvalg skulle spille en aktiv rolle i at forme partiets politik. Set i den kontekst kan der være en vis logik i også at lade dem deltage i det praktiske arbejde med at implementere det i Folketinget.

Man kunne desuden indvende, at fænomenet med at give ikke-folkevalgte stort ansvar i vores demokrati ikke er helt ukendt i dansk politik. Hvis en regering kan hyre en minister, der ikke er demokratisk valgt, hvorfor skulle partierne så egentlig ikke også kunne trække kvalificerede mennesker ind i folketingsarbejdet? 

Men, men, men… I know. Men vi beholder lige jahatten på til én runde mere:

Det er nemt at kritisere de syv politikere fra Alternativet, der har tænkt ud af boksen i et forsøg på at løse en umulig opgave. Men husk lige at gemme et par kritiske spørgsmål til de partier, der bare har kastet håndklædet i ringen og må stemme på mavefornemmelsen, fordi ingen af de folkevalgte for alvor havde tid til at sætte sig ind i substansen.

FOR DER ER EN FORDEL MERE, der fortjener at komme med: Alternativet har med sin alternative ordførerordning skabt en særdeles effektiv rekrutteringskanal til partiets folketingsgruppe, hvor partiaktive kan prøve kræfter med folketingsarbejdet, før de stiller op til en fuld turnus.

Noget tyder på, at de fleste af dem faktisk trives med ansvaret. I hvert fald stillede mange af de 13 frivillige, som påtog sig et ordførerskab i sidste valgperiode, op til valget i 2022. Og de fleste af dem, der ikke kom ind, er fortsat som ’eksterne ordførere’ efter valget.

OG SÅ TIL DE MANGE ALARMKLOKKER. Hvad siger Grundloven egentlig om uddelegeringen af opgaver fra Folketingets medlemmer – som ingen er over eller ved siden af? Hvordan stiller man disse uformelle ordførere til ansvar, når de ikke er på valg? Hvem skal vælte skyggeordførerne? Og hvor går grænserne for deres mandat? Hvilken garanti har vi for, at de passer deres ordførerskaber ordentligt, når flere af dem samtidig skal passe et fuldtidsjob? Hvad skal vi med demokratiske valg, hvis mennesker, der forgæves har forsøgt at blive stemt ind i Folketinget, alligevel ender med at forhandle på vegne af de vælgere, der har valgt dem fra ved det seneste valg?

Og så er vi ikke en gang begyndt at tale om, hvor lidt Alternativets politik fylder i offentligheden på netop de områder, som de folkevalgte ikke selv passer. Hvem svarer, hvis medierne ringer til Alternativet om et it-politisk spørgsmål? Noah Reinert Sturis, der ved siden af sit studie i kunstig intelligens på DTU og sit studiejob i partiet også har været ’ekstern’ it-ordfører siden maj 2022 – eller Teresa Scavenius, der formelt har kasketten, selvom hun siger til techmediet Radar, at hun har givet Sturis mandat til at forhandle på partiets vegne?

Alternativets hack af demokratiet er fuld af dilemmaer og ubesvarede spørgsmål. Også flere, end der er plads til her. 

Læs også: Nordiske mestre i mange udvalgsmøder

DET ER NEMT AT KRITISERE de politikere fra Alternativet, der har tænkt ud af boksen i et forsøg på at løse en umulig opgave. Men husk lige at gemme et par kritiske spørgsmål til de partier, der bare har kastet håndklædet i ringen og må stemme på mavefornemmelsen, fordi ingen af de folkevalgte for alvor havde tid til at sætte sig ind i substansen – og gem også et par til Folketingets Præsidium, der i årevis har lovet at reformere Folketingets arbejdsgange og organisering, som alle er enige om er helt crazy.