Det er fup: Legoland misbruges i falsk konkurrence

Forlystelsesparken Legoland i Billund misbruges lige nu i en falsk konkurrence. Flere danske Facebookbrugere er allerede faldet for svindelnummeret.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Rasmus Kerrn-Jespersen

“Tak for mine billetter,” skriver en Facebookbruger. En anden takker for “fem gratis billetter”. Men det er fup og svindel, og der er ingen gratis billetter på vej fra Legoland.

“Det er ikke os, der står bag den konkurrence. Og vi er selvfølgelig drøn ærgerlige over, at der er nogen, der bruger vores navn,” siger Martin Duus Horslund, der er PR-koordinator for Legoland Billund.

Legoland er på vej med en konkret advarsel mod den falske konkurrence, der lige nu kører med deres navn og logo. Martin Duus Horslund forventer, at den er klar i løbet af torsdag, men indtil da har han et par gode råd, man altid bør følge. (Opdateret: Legolands advarsel findes nederst i artiklen)

“Hold øje med hjemmesideadressen. Den falske konkurrence har adressen legoland-dk.net, men Legolands hjemmeside er legoland.dk. Og ofte er den slags falske konkurrencer fyldt med stavefejl,” fortæller han.

Klikker du på linket til den falske konkurrence, bliver du ført til en hjemmeside, hvor du skal besvare tre spørgsmål. Af hjemmesiden fremgår det tydeligt, at der kun er et begrænset antal billetter tilbage, så du skal skynde dig, hvis du vil være blandt de heldige vindere. 

Særligt spørgsmål nummer to bør få alarmklokkerne til at ringe. Her skal du svare på, hvorfor du foretrækker Legoland? Og svarmulighederne lyder 'Det er billigt' og 'Det er miljø', hvilket ikke umiddelbart giver mening. 

Når du har besvaret de tre spørgsmål, analyserer hjemmesiden dine svar og vender tilbage med en besked om, at du har vundet fem gratis billetter. Du skal bare lige dele konkurrencen på Facebook og skrive "Tak for mine billetter".

Men lad være. Der er ingen gratis billetter på højkant.

Når Legoland rent faktisk står bag konkurrencer, kan man altid finde dem på legolands hjemmeside, hvor man også kan finde konkurrencebetingelser og anden relevant information.

Den falske Legoland-konkurrence minder utroligt meget om en falsk OK-konkurrence, der for nylig florerede blandt danske Facebookbrugere.

Legolands egen advarsel mod svindelnummeret

Opdateret 5. juli kl. 11.10: Legolands egen advarsel mod svindelnummeret er tilføjet.

LÆS OGSÅ: Det er fup! Norwegian står ikke klar med gratis flybilletter

LÆS OGSÅ: Bitcoin-svindel florerer på Facebook - Vi afprøver løftet om hurtig rigdom

LÆS OGSÅ: Elektronikkæde advarer: Vores navn misbruges i falske konkurrencer

LÆS OGSÅ: PostNord advarer: Svindlere angriber danskerne på sms og mail om pakker til afhentning

LÆS OGSÅ: Dansk energiselskab misbruges i falsk SMS-konkurrence


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu