Falsk nyhed: Flerkoneri blandt indvandrere i Danmark er eksploderet

Flerkoneri er stigende i Danmark på grund af den øgede muslimske indvandring, beretter et amerikansk medie. Oplysningerne kommer angiveligt fra en dansk forening for indvandrerkvinder, men her afviser man, at der skulle være tale om et stigende problem. 

“Polygami (flerkoneri, red.) er stigende i Danmark på grund af den øgede islamiske indvandring,” sådan lyder en overskrift på det amerikanske netmedie Big League Politics. Mediet er startet og drevet af tidligere ansatte ved det kendte højrefløjsmedie Breitbart.  

Big League Politics henviser til Fakti, der er en dansk forening for flygtninge- og indvandrerkvinder, som kilden til stigningen i muslimsk flerkoneri i Danmark. 

“En menneskerettighedsorganisation ved navn Fakti, der arbejder med flygtninge- og indvandrerkvinder, som er indvandret til Danmark, har opdaget, at næsten en tredjedel af de flygtede kvinder, som organisationen hjælper, lever i polygamiske forhold,” skriver Big League Politics i deres artikel. 

Artiklen har vakt genhør i flere andre amerikanske medier. Også det statsejede russiske medie Sputnik News er faldet for historien, som de bringer under overskriften “Alarmklokken ringer, fordi polygami er ved at blive en ‘almindelig praksis’ blandt muslimer i Danmark”. 

Der er bare ét problem.  

Den danske forening Fakti, der i artiklerne oplyses som kilde til opdagelsen af stigningen i flerkoneri blandt de danske muslimer, kan ikke kende den virkelighed, som medierne skriver om. 

“Nej, det er ikke noget, vi har observeret. Det er et problem i en lille gruppe. Og det er ikke et stigende problem, for det er en gruppe af kvinder, der har været her i mange år. Så det er ikke familier, der lige er kommet hertil,” siger Lise-Lotte Duch, der er leder af Fakti.  

Foreningen har råbt højt om problemet 

Fakti er endt i orkanens øje efter en sommer, hvor Berlingske har bragt en artikelserie med overskriften “Islams ufrie døtre i Danmark”. I artikelserien medvirker Fakti. Og foreningen har ganske rigtig peget på flerkoneri som et problem, vi som samfund er nødt til at tage hånd om.  

Men foreningen har altså aldrig påstået, at en tredjedel af indvandrerkvinder lever i polygamiske forhold, som Big League Politics påstår. 

Lise-Lotte Duch fortæller, at hun ikke kan afvise, at foreningen har brugt betegnelsen ‘en tredjedel’ om et eller andet problem i forbindelse med artikelserien. Men det gælder helt sikkert ikke for flerkoneri, understreger hun. 

“Det er ikke en tredjedel af alle muslimer i Danmark (der lever i forhold, hvor manden har flere koner, red.), det er ikke en tredjedel af alle flygtninge, der kommer hertil og det er ikke et voksende problem. Jeg ved ikke, hvor den tredjedel kommer fra,” siger hun og tilføjer. 

“Og der er overhovedet ikke noget af det, vi ser, der indikerer, at det skulle være et problem blandt nytilkomne indvandrere.” 

Fakti har 370 medlemmer. Men det er en særlig udsat gruppe, der bruger foreningens tilbud. 

“Vores brugere er gruppen af kvinder, som er svage, udsatte og kriseramte. Det er kvinder, der ikke har det særlig godt. Og de er i hvert fald ikke repræsentative for alle indvandrerkvinder i Danmark.” 

Selv, hvis det skulle være tilfældet, at en tredjedel af brugerne af Fakti skulle leve i forhold, hvor manden har flere koner, kan man ikke bruge den observation til at sige noget generelt om problemets udbredelse blandt indvandrere i Danmark. 

“Så hvis man endelig skulle sige, at en tredjedel af vores cirka 500 brugere er i en familie, hvor manden har en hustru nummer to, så er det jo heller ikke ret mange. Det er i hvert fald ikke rimeligt at tale om et stigende og voksende problem på den baggrund.” 

Og tættere kommer vi desværre ikke på konkrete tal for, hvor mange kvinder, der lever i forhold med mænd, der har flere koner. 

I Danmark er flerkoneri nemlig ikke lovligt. Derfor findes der ikke præcise tal for, hvor udbredt problemet er. Men det er ikke et udbredt problem, lyder vurderingen fra seniorforsker Anika Liversage, der kender til flerkoneri fra sin forskning i integration og ligestilling ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).  

»Generelt synes kvinderne ikke, at det er i orden. Derfor er det også noget, der typisk foregår i det skjulte. Jeg tror ikke, det er udbredt i Danmark, men vi har ikke tal på det,« siger hun til Berlingske

Frygtede misbrug af informationen 

Inden Fakti besluttede sig for at bidrage til Berlingskes artikelserie, havde de overvejet, at det kunne ende med, at nogen ville misbruge deres informationer. Men Lise-Lotte Duch besluttede sig alligevel for, at det var så vigtigt at få sat fokus på problemerne, at eventuelt misbrug ikke måtte sætte en stopper for foreningens opråb. 

“Vores overvejelse var, at vi har tiet stille længe nok, fordi vi har været bange for, at nogen skulle misbruge de her informationer politisk. Vi har længe nok ikke sagt det her højt, men det nytter jo ikke noget, at vi ikke peger på de reelle problemer,” siger hun. 

Lise-Lotte Duch ville have truffet samme beslutning i dag, men kan alligevel ikke sige sig fri for at være træt af de falske historier. 

“Jeg synes, det er smadderærgerligt,” slutter hun. 

Den falske nyhed vandrer på nettet

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper lande verden over falske nyheder

LÆS OGSÅ: Så mange asylansøgere blev afvist og udvist sidste år

LÆS OGSÅ: Nej, dette er ikke en demonstration for børneægteskaber

LÆS OGSÅ: SF-politiker fordrejer LA-forslag om statsborgerskab

LÆS OGSÅ: Nej, Michelle Obama har ikke sagt, at hun stiller op mod Donald Trump i 2020

Forrige artikel Nej, Facebook viser dig ikke kun opslag fra de samme 25 venner Nej, Facebook viser dig ikke kun opslag fra de samme 25 venner Næste artikel Forudsagde avisartikel fra 1912 den globale opvarmning? Forudsagde avisartikel fra 1912 den globale opvarmning?
De har fået nok af fup! Her er Italiens initiativer mod desinformation

De har fået nok af fup! Her er Italiens initiativer mod desinformation

Fake news og desinformation er et betændt emne i Italien. Der er langt fra enighed om problemets størrelse, ej heller løsningsmodellerne. Myndighederne har indført initiativer mod desinformation, der spænder fra uddannelse af elever til en ”rød-knap-tjeneste”, der giver borgere adgang til at indberette falske nyheder til en online-politi-enhed.

Sådan har techgiganterne håndteret fake news

Sådan har techgiganterne håndteret fake news

Fire store techvirksomheder har aflagt rapport til EU om deres indsats mod desinformation. Fint, men der skal mere til, lyder svaret fra EU-Kommissionen, der mandag fik besøg af Facebook.

Ny dansk forskning skal rense onlinedebatten for hadtale

Ny dansk forskning skal rense onlinedebatten for hadtale

Med næsten 16 millioner kroner i ryggen skal et nyt dansk forskningscenter undersøge årsagerne til og konsekvenserne af hadefulde ytringer på internettet. I sidste ende er målet at præsentere strategier, der kan dæmme op for fjendtlige politiske debatter.

Falske facebooksider med VM-håndboldhelte snyder 100.000 danskere

Falske facebooksider med VM-håndboldhelte snyder 100.000 danskere

Ukendte bagmænd har oprettet falske facebooksider, hvor de misbruger navnene på flere af de nykårede danske verdensmeste i håndbold. Til sammen har siderne allerede nu langt over 100.000 følgere. I sidste ende kan de falske sider bruges til at lokke penge ud af dig.

Forskning: Højt betalte job tiltrækker løgnere og svindlere

Forskning: Højt betalte job tiltrækker løgnere og svindlere

Ifølge nyt studie er Britta Nielsens formodede svindel for millioner i Socialstyrelsen en statistisk undtagelse, og forskernes nye fund kan være med til at forklare svindelnumrene blandt mandlige topfolk i finansverdenen. Høj løn og løgnagtighed følges ad. Og så er mænd – statistisk set – større løgnere end kvinder.

Facebook skærper krav til politiske annoncer

Facebook skærper krav til politiske annoncer

Facebook vil gøre op med påvirkningskampagner. Derfor skal nye regler gøre det mere besværligt at indrykke politiske annoncer på det sociale medie. Reglerne vil også gælde i forbindelse med europaparlamentsvalg den 26. maj og folketingsvalget, der skal finde sted senest den 17. juni i år.

Er Danmarks integrationsindsats håbløst bagud?

Er Danmarks integrationsindsats håbløst bagud?

Danmarks integrationsindsats halter håbløst efter Norges og Sveriges, hvor langt flere flygtninge er i arbejde, konkluderer chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening. Men den konklusion afviser flere forskere.

Fup-sms fra 'PostNord' lover gratis præmie uden hold i virkeligheden

Fup-sms fra 'PostNord' lover gratis præmie uden hold i virkeligheden

Endnu engang må det dansk-svenske postselskab PostNord ufrivilligt lægge navn til et fupnummer, der i disse dage tikker ind på mange danskeres mobiltelefoner. Du lokkes med en gratis mobiltelefon, men skal i stedet betale dyrt for et abonnement på en angivelig datingside.

Hjælper det overhovedet klimaet at spise mindre kød?

Hjælper det overhovedet klimaet at spise mindre kød?

Ifølge en dansk forsker hjælper det ikke på klimaproblemerne at lade være med at spise kød, da det animalske landbrug ikke tilføjer flere drivhusgasser til atmosfæren - det er de samme drivhusgasser, der kører i ring. Men den påstand holder ikke.