Positive meldinger om Grønlandsisens udvikling er taget ud af kontekst

Ifølge et amerikansk netmedie viser nye målinger, at isen i Grønland slet ikke smelter i det omfang, som eksperterne påstår. Men mediet har håndplukket data, der ikke giver det fulde billede, viser faktatjek.

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Går du også rundt og tror, at isen i Grønland smelter med fuld hast og dermed øger havenes vandstand? Så kan du godt tro om igen, lyder meldingen fra den angivelige sundheds- og videnskabsblog, Natural News, der har over 2 millioner følgere på Facebook.

Bloggen påstår i en artikel, at der både er kommet 40 procent mere indlandsis siden 2012, og at mængden af gletscher-is er på sit højeste niveau i mange år. Men begge påstande holder ikke (vand), konkluderer det amerikanske faktatjekmedie Snopes.

Natural News henter blandt andet belæg for sine påstande hos et amerikansk universitet.

“De seneste målinger fra National Snow and Ice Data Center på Colorado Universitet viser, at havisens omfang er steget med 40 procent siden 2012,” fremgår det af artiklen.

Når det kommer til påstanden om rekordhøjt niveau af ismasse, så er det den danske statsligt støttede hjemmeside, Polar Portalen, der bruges som kilde. Portalen, der administreres af Energistyrelen, fungerer som en platform for danske forskningsinstitutioner, hvor de stiller viden om havisen i Arktis og den grønlandske indlandsis til rådighed for den danske og internationale offentlighed.

Og ifølge Natural News kan man på Polar Portalens hjemmeside læse, at ismassen er på det femte højeste niveau i 37 år. Men begge observationer er en forvrængning af virkeligheden.

“Det her betyder ikke, at havisen er steget med næsten 40 procent siden 2012, og det betyder heller ikke, at der er en tendens til at massen af arktisk havis vokser,” forklarer Zeke Hausfather, chefforsker ved Berkeley Earth Research Group.

Håndplukket data giver ingen mening isoleret set

Der er rigtig nok et større omfang af havis, hvis man udelukkende sammenligner 17. september i år med 17. september 2012. Men Zeke Hausfather forklarer, at det giver ikke mening bare at sammenligne to enkeltstående perioder, da denne type måling kan variere meget fra år til år.

“Vi forventer ikke et identisk fald i omfanget af havis hvert år,” siger han til snopes.com.

Hertil kommer, at 2012 var et absolut rekordår, da der aldrig før var målt så lille et omfang af havis. Derfor giver det heller ikke mening at bruge året som sammenligningsgrundlag.

Også Natural News’ meldinger om tilstandene for de grønlandske gletschere mangler kontekst. De henviser til en rapport fra 2017, som de har fundet på Polar Portalen.

I rapporten fremgår det, at kraftig sne og regn i løbet af vinteren har betydet, at der nu er mere is end for 20 år siden. Men det er kun en del af det samlede billede, som Natural News vælger at se på. Smeltet is fra de grønlandske gletschere i sommerperioden er nemlig ikke medregnet i regnskabet.

Det er for eksempel de store ismasser, der brækker af og flyder ud i havet for derefter at smelte. I gennemsnittet står de for 500 gigatons istab om året.

Tre forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut forklarer i et blogindlæg til den engelske klimaportal, Carbon Brief, hvordan de afbrækkede ismasser fra gletscherne skal forstås i den samlede kontekst.

“Mens Grønlands indlandsis har set en neutral eller lille positiv ændring i år, bør det noteres at Grønland har mistet cirka 3.6 milliarder tons is siden 2002,” skriver forskerne.

Natural News har i øvrigt generelt fokus på for eksempel sundheds- og miljøforhold, hvor artiklerne ofte går imod den almindelige videnskabelige opfattelse.

Læs hele faktatjekket her.

Forrige artikel Statsministerens åbningstale bød på både sandt og falsk Statsministerens åbningstale bød på både sandt og falsk Næste artikel Vi faktatjekkede politikerne, mens de krydsede verbale klinger Vi faktatjekkede politikerne, mens de krydsede verbale klinger

Redaktionen holder sommerpause

TjekDets redaktion holder ferie frem til den 3. august, hvor vi vender stærkt tilbage. Du kan stadig tippe os om påstande i den offentlige debat, som du mener fortjener et faktatjek. Du kan skrive til os på tip@tjekdet.dk eller udfylde vores tipformular.

Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Adskillige virksomheder får deres navn misbrugt af svindlere, der gennem falske konkurrencer og tilbud forsøger at udnytte underholdningsbranchens genåbning efter coronanedlukningen. Legoland i Billund er seneste offer for fupmagernes forsøg på at snyde godtroende danskere.

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

En spøjs artikel om en ældre mand, der angiveligt har fået en fyreseddel fra den amerikanske supermarkedskæde Walmart blot to timer, efter han var ansat, spreder sig på sociale medier. Han fyrede angiveligt en grov joke af om en kunde, men historien er med al sandsynlighed ren fiktion. 

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

I en facebookkonkurrence, som filmgiganten Disney tilsyneladende står bag, udloves 200 gratis konti til den kommende streamingtjeneste Disney+. Men opslaget er det rene fup, der intet har med Disney at gøre, og svindlerne bag er blot ude efter godtroende danskeres penge.

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Rejsebegrænsningerne mellem Danmark og Sverige debatteres heftigt for tiden, og adskillige både danske og svenske politikere påstår, at smittetrykket for covid-19 er lavere i Skåne end i Region Hovedstaden. Men det er der ikke noget, der tyder på, vurderer flere forskere.