Danske unge udskyder at blive herre i eget hus

De danske unge vinker i dag senere farvel til barndomshjemmet end tidligere. Men de flytter stadig hurtigere hjemmefra end unge i andre europæiske lande.
Thomas Hedin

Kun en tredjedel af unge i Danmark i alderen 15-29 år bor hjemme hos forældrene, viser en ny analyse fra OECD. Dermed er den danske ungdom fortsat hurtigst ude af forældrenes hoveddør, når man sammenligner med andre europæiske lande. Men siden 2007 er der blevet flere, der bor hos deres forældre.

Stigningen i antallet af hjemmeboende danske unge er dog ikke helt så iøjnefaldende som i andre lande. I 2007 boede 32,9 pct. af unge i alderen 15-29 år i barndomshjemmet, mens andelen var steget til 34,3 pct. i 2014.

Derimod har der været en mere tydelig udvikling i antallet af danske unge, der flytter sammen med for eksempel en ven eller bekendt. Her er der sket en fordobling, fremgår det af OECD-rapporten “Society at a glance 2016“.

OECDs opgørelse beretter også om unges boligsituation i andre lande uden for Europa. Bortset fra Canada, der har den laveste andel hjemmeboende unge, domineres listen af de nordiske lande, hvor de danske unge flytter hurtigst hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Unge er fremtidens superhelte

I den modsatte ende af skalaen finder vi primært sydeuropæiske lande, hvor andelen af hjemmeboende unge er højest. Det gælder især i Italien, hvor de unge italienere traditionelt bliver boende hos forældrene indtil de er omkring 40 år.

For OECD-landene lyder gennemsnittet af unge mellem 15 og 29 år, som bor hjemme, på 59 pct.

En tidligere lignende undersøgelse fra Danmarks Statistik viste, at de fleste unge danskere er flyttet hjemmefra inden de fylder 24 år (ca. en tredjedel), mens kun to pct. i aldersgruppen 25-29 år fortsat var hjemmeboende. Og i den sidstnævnte gruppe var der især mange arbejdsløse.

Årsagen til, at så mange nordiske unge vælger at blive herre i eget hus meget tidligt i livet, er blandt andet kulturelt betinget. Et andet incitament er gode økonomiske betingelser, som for eksempel SU, der sikrer en fast indtægt under uddannelse. Her ligger den danske studiestøtte i den højere ende, når man sammenligner med andre lande. Også mulighederne for at anskaffe sig en billig bolig kan være medvirkende til, at unge flytter tidligere hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Unge talenter vil have en meningsfyldt og sjov arbejdsplads

Canada har i øvrigt en markant større andel af unge, der er enlige forældre. Hele 16,4 pct. af de 15-29-årige, der er flyttet hjemmefra, er eneforældre. Og der er langt ned til landet med den næsthøjeste andel af eneforældre under eget tag. Det er Chile med 7,7 pct. Næsten helt i bunden finder vi de danske eneforældre, der kun udgør 0,7 pct. af andelen af unge, der er flyttet hjemmefra inden de er fyldt 30 år.

Siden 2007 – det vil sige umiddelbart før finanskrisen gjorde sit indtog verden over – er der for visse lande sket gevaldige udsving i andelen af unge, der flytter hjemmefra inden de når de 30 år. Ikke mindst i Frankrig, hvor andelen af hjemmeboende unge er steget hele 12,5 pct.point – fra 41 pct. i 2007 til 53,5 pct. i 2014. De italienske unge har traditionelt været de seneste i Europa til at flyve fra reden. Andelen af italienske unge, der bliver boende hjemme, er således steget fra 75 pct. til nu hele 80,6 pct.

Mexico, Storbritannien og Slovenien har oplevet det største fald i andelen af unge, der bor under forældrenes beskyttende vinger. Mens 58,5 pct. af de 15-29-årige briter boede hjemme i 2007, udgjorde de hjemmeboende i 2014 52,4 pct. Altså et fald på 6,1 pct.point.

LÆS OGSÅ: Bankerne i digitalt kapløb om de unge



Vil du vide mere de danske unge
- eller noget helt andet?
Find statistikker om dette eller hint i MMdata.


 

Logo_MMdata
 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu