Når arbejdsmarkedsparternes absolutte topfolk i dag klokken 12 tropper op til forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet, er formålet dobbelt. De skal finde en løsning på det problem, der opstår ved årsskiftet, hvor tusindvis af ledige står til at ryge ud af dagpengesystemet. Og de skal finde en løsning på det problem, der allerede er brudt ud i lys lue: At den i forvejen svage regering og dens parlamentariske grundlag er i dyb intern strid om et helt centralt punkt i beskæftigelsespolitikken: Fremtidens dagpengeregler. 

Kernen i striden er den forkortelse af dagpengeperioden, som den tidligere regering har besluttet sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale. Oprindelig skulle perioden forkortes fra fire til to år med virkning fra 1. juli i år. Men efter aftale med Enhedslisten ved sidste års finanslovsforhandlinger er reformen udskudt et halvt år, så den først træder i kraft ved årsskiftet. 

Det har i sagens natur bare udskudt problemet. Og nu er uenigheden brudt ud i fuldt flor. De Radikales leder, Margrethe Vestager, står klippefast på, at reformen skal gennemføres uden så meget som en kommaændring. SFs formand, Villy Søvndal, der i forvejen har nok at kæmpe med, har meldt ud, at problemet skal løses, dog uden at komme med en nærmere opskrift på, hvordan. På sidelinjen står Enhedslisten med lignende krav – og finansloven som gidsel. 

Et sted midt imellem står Socialdemokraterne, der må forvente, at den nuværende splittelse i folketingsgruppen vil vokse i takt med fagbevægelsens krav om, at reformen er for vidtgående. Kort sagt: En rigtig møgsag, der rummer kimen til intern regeringsopløsning.

I det lys er det heller ikke overraskende, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) tidligere på ugen forsøgte at dreje fokus væk fra de interne stridigheder. ”Jeg synes, at det er vigtigt at få slået fast, at det, der har mest perspektiv, er, at mennesker ramt af langtidsledighed kan komme tilbage på arbejdsmarkedet,” sagde hun, da hun indkaldte arbejdsmarkedets parter til de forhandlinger, der går i gang i dag. 

Det er svært at være uenig i dette synspunkt. Men i en situation med hundredetusindvis af arbejdsløse er det også svært at tro, at ”minitreparten” vil udløse tusindvis af nye jobmuligheder for de berørte. 

Tal-krig

Den kortere dagpengeperiode betyder ikke kun, at rigtig mange langtidsledige risikerer at ryge ud af dagpengesystemet. Mange vil heller ikke være berettiget til kontanthjælp. F.eks. er man ikke berettiget til kontanthjælp, hvis ens ægtefælle tjener mere, end to kontanthjælpsmodtagere ville få (ca. 21.000 for ikke-forsørgere og ca. 34.000 for forsørgere), eller hvis man har en samlet likvid formue på over 20.000 kr. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil det udelukke over 70 pct. af de ledige, som har været mere end to år i dagpengesystemet – og derfor befinder sig i risikogruppen. 

Det store spørgsmål er selvsagt, hvor mange der rent faktisk vil falde ud af dagpengesystemet. Ifølge a-kassernes fælles organisation, AK-Samvirke, er der hver måned ca. 2.400 ledige, der passerer to-års-grænsen. Men alle erfaringer viser, at en betydelig del af dagpengemodtagerne kommer i arbejde netop på det tidspunkt, hvor de er ved at falde ud af systemet. Enten fordi deres søgeaktivitet øges, eller fordi de bliver mindre kritiske med hensyn til jobbet. 

Hvor stort det tal vil blive, når den nye lov træder i kraft, er der til gengæld stor uenighed om. Derfor varierer skønnet over, hvor mange der kommer i klemme, fra nogle få tusinde til ca. 20.000 – afhængigt af om man spørger regeringen, arbejdsgiverne eller arbejdsløshedskasserne.

De, der skønner tallet lavt, henviser til, at der ved tidligere forkortelser af dagpengeperioden er faldet forholdsvis få ud af systemet. I Arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2009 fremgår det bl.a., at jo længere dagpengeretten er, jo længere er ledighedsperioderne. Se figur 1. Både da dagpengeperioden var fem år og da den var fire år, kom omkring 70 pct. af dem, der forlod dagpengesystemet ved dagpengerettens ophør, i beskæftigelse eller overgik til anden form for selvforsørgelse. 

De seneste år har budt på en række andre forringelser: Fradragsværdien af a-kassekontingentet er udhulet i en række skattereformer, dagpengeperioden er sat drastisk ned, genoptjeningsperioden er forhøjet, den seneste skattereform forringer stigningstakten i dagpenge og kontanthjælp, og bl.a. Mette Frederiksen har varslet, at næste skridt er at udvide de lediges rådighedsforpligtelse, så f.eks. ledige akademikere skal være klart til at lade sig ansætte som kassedamer i Netto.

Dermed risikerer en dagpengereform også at svække det flexicurity-system, som Danmark har rost sig så meget af i det forløbne årti. Flexicurity-modellen tilskrives en stor del af æren for, at Danmark – trods alt – er i stand til at konkurrere i den globale økonomi trods højt skattetryk og lønniveau. Og mens den er under pres herhjemme, påkalder den sig ironisk nok stigende interesse i det øvrige Europa. Den har givet Danmark et i international sammenhæng yderst dynamisk arbejdsmarked: Hvert år, i gode tider såvel som dårlige, skifter 700.000-800.000 danskere job.  

Dagpengesystemet er modellens helt centrale omdrejningspunkt: Sammenlignet med andre lande har danske arbejdsgivere yderst lempelige muligheder for at hyre og fyre. Til gengæld er lønmodtagerne garanteret en stor grad af økonomisk sikkerhed, hvis de bliver arbejdsløse. 

Men hvis man svækker security-elementet vil flexibility også uundgåeligt komme under pres.  Blandt a-kassemedlemmerne må mange overveje, om det overhovedet kan betale sig at være medlem af en a-kasse. Og i fagbevægelsen må det efterhånden være et brændende spørgsmål, om man – ligesom andre steder i Europa – skal sikre sine medlemmer ved f.eks. at kræve længere afskedigelsesvarsler.