Af John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, tidl. politisk kommentator på Berlingske og generalsekretær for Konservative.

Vi kan formentlig alle leve med, at der ikke om et par år foretages en større analyse af, hvad det betyder for nationalitetsfølelsen og vores historiske bevidst­hed, at der på Finansloven for 2019 er afsat tre mil­lioner kroner til at fejre 800-året for, at Dannebrog (ifølge my­ten) faldt ned fra himlen over Tallinn.

Men hvad med de måske 759 mio. kr., som det de næste fire år vil koste at etablere et såkaldt udrejsecenter på Lindholm til 125 udlændinge? Og hvad med den sundhedsreform, som regeringen har præsenteret?

For mig at se er det et hul i vores politiske beslutningspro­ces, at der ikke foretages flere og mere systematiske konse­kvensanalyser af ny lovgivning, efter at den er indført.

F.eks. har ingen belyst, om det var godt eller skidt at ned­lægge amterne og gå fra 271 til 98 kommuner, ligesom det ikke på forhånd er bestemt, at der – om tre-fire år – foretages en konsekvensanalyse af de omdiskuterede udflytninger af stats­lige arbejdspladser fra København til provinsen, f.eks. Miljø­styrelsen til Odense.

Der er behov for en fast institution med en lille gruppe medarbejdere – historikere, jurister, økonomer – som i samar­bejde med bl.a. Rigsrevisionen på egen foranledning eller som følge af Folketingsbeslutning kan gennemføre en analyse af den slags beslutninger. Analyserne bør naturligvis offentlig­gøres og eventuelt danne grundlag for redegørelsesdebatter i Folketinget.

Lær af fortiden

Et eksempel på en beslutning, hvis konsekvenser med fordel kunne analyseres, er, da Folketinget tilbage i 1980’erne tillod etableringen af såkaldte “finansielle supermarkeder”, hvor det tidligere ikke havde været tilladt én og samme virksomhed at udbyde bankforretninger, tilbyde pensionsopsparinger, real­kreditlån, forsikringer og ejendomshandel. Hvad har denne helt grundlæggende ændring af finansmarkedet betydet for borgerne, virksomhederne og staten? Og fik vi på forhånd klar besked om konsekvenserne på godt og ondt?

Formålet med etableringen af et uafhængigt konsekvens­analyseinstitut til at vurdere den slags beslutninger skal som udgangspunkt ikke være at skandalisere beslutningstagere, men at drage lære af fortidens fejl og undgå gentagelser.

Beslutninger som privatiseringerne af offentlige virksom­heder, f.eks. Københavns Lufthavn og Statens Serum Institut, udflytningen af statslige arbejdspladser, kommunalreformen, politi- og domstolsreformerne og liberaliseringerne af planlo­ven, ændrer Danmark, men det bliver ikke altid som tilsigtet. Det bør vi da ikke bare tage til efterretning som vind og vejr.

Helt konkrete beslutninger som folkeskolereformer, inte­grationsplaner og nedlæggelse af ambassader har følgevirk­ninger, som bør belyses systematisk, for at vi enten kan gøre mere af det samme eller genoprette skaderne. Ligesom vi efter stormflod evaluerer, om vi kan blive bedre til at varsle og fore­bygge oversvømmelser.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne politikeres re­formarbejde med idrætsfolks eller skuespilleres træning forud for mesterskaber og premierer, men god forberedelse lønner sig – det samme gør efterkritik. Og i bedste fald mindsker det også risikoen for eklatante skandaler.

Kommissioner er for tunge til ikke-skandaler

Der er siden 1999, hvor loven om undersøgelseskommissio­ner trådte i kraft, iværksat en halv snes undersøgelseskom­missioner: PET-kommissionen, Farumkommissionen, Dan Lynge-kommissionen, Skattefradragskommissionen, Blekin­gegadekommissionen, Statsløsekommissionen, Skattesags­kommissionen, Irak- og Afghanistankommissionen, Tibet­kommissionen og Undersøgelseskommissionen om SKAT (bl.a. det digitale inddrivelsessystem EFI og refusionen af ud­bytteskat).

Den første om Politiets Efterretningstjeneste arbejdede i over ti år, den næste om Farumsagen omfattede 222 afhøringer og ca. 1,5 million sider bilag, og den seneste om SKAT forventes at komme til at koste over 300 millioner kroner.

Det er desværre påkrævet med den slags undersøgelser, som kan blotlægge “skandaler” i form af ekstremt dårlig for­valtning eller direkte ulovligheder.

Men det er ikke den slags, jeg tænker på, når jeg foreslår etablering af et konsekvensanalyseinstitut. Jeg tænker på po­litiske beslutninger, som ikke er egentlige skandaler, men som har andre konsekvenser end de tilsigtede, eller som mere eller mindre er politiske løftebrud, og hvor ministerens og embeds­mændenes forudgående konsekvensvurderinger efterfølgen­de viser sig at have været politisk ønsketænkning og/eller at have bygget på et særdeles spinkelt grundlag.

Før en beslutning gennemføres, har tilhængerne postule­ret en masse, ministeren besvaret spørgsmål i Folketinget, og embedsmændene lagt hovedet på blokken om mulige konse­kvenser, men det er yderst sjældent, at der senere gøres status og foretages en evaluering af beslutningsproces og gyldne løfter eller påstande om ragnarok. Men hvis vi ikke konsekvensvurde­rer og lærer af fejltagelser undervejs, bliver vi jo aldrig klogere.

Undgå lovgivning i blinde

Det giver sig selv, at ikke hvert eneste politiske initiativ skal evalueres. Men der gennemføres typisk et par gange i hver valg­periode systemændringer af en sådan karakter, at det vil være passende efter tre-fire-fem år at få belyst, om de politiske mål med disse ændringer er blevet eller synes at blive opfyldt.

Det bør også belyses, om Folketinget fik korrekte oplys­ninger om fordele og ulemper og – måske ikke mindst – om processen sammenlagt giver anledning til overvejelser både i henseende til det konkrete initiativ og til den parlamenta­riske proces.

Historien gentager sig aldrig, når det gælder de konkrete sager, men det gør den til gengæld ofte i den politiske proces, hvor politikere debatterer, som de blinde slås, fordi man ikke ved bedre og heller aldrig kommer til det.

Det rigtige må være at etablere en fast institutionel ramme for konsekvensanalyserne og afrapporteringen – og ja, det vil koste penge og måske også forsinke fremtidige reformer, men jeg kan med samme ret hævde, at det vil spare penge og frem­skynde reformer, at vi drager lære af fortidens fejl.

På den anden side kan vi jo også bare vælge at stille os til­freds med de politisk bestemte påstande – tenderende til gætte­ri – om hvad konsekvenserne af dette og hint er, hvem der havde ansvaret, og hvorfor vi ikke fik sanddruelige vurderinger af de mulige konsekvenser. Ligesom vi kan vælge at tro på, at Dan­nebrog faldt ned fra himlen dengang for snart 800 år siden.