15,7 milliarder kr. Det er, hvad der i år investeres i landets otte universiteter via finansloven. For det beløb får omkring 150.000 studerende adgang til en lang videregående uddannelse, mens universiteterne også er storleverandører af forskning og viden.

Men Danmark kunne få meget mere for pengene. Det mener en voksende gruppe studerende, undervisere og institutledere, der gennem de senere år har taget føringen på at gøre entreprenørskab og innovation til en mere central del af universiteternes dna. De mener, at universiteterne kan levere langt større værdi til samfundet, hvis de træner deres studerende og forskere målrettet i at få ideer og omsætte dem til handling.

”Vores mission er ikke at gøre alle studerende og forskere til iværksættere, men sikre, at den viden, der udvikles og videreformidles på universiteterne, for alvor kommer ud og arbejde i samfundet,” siger Mikkel Trym.

Siden 2011 har han været direktør for initiativet Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Lab, også kaldet CIEL, som skal være med til at sikre mere entreprenørskab og innovation i undervisningen på Københavns Universitet, DTU og CBS. Mere end 150 undervisere og forskere samt over 1000 studerende har stiftet bekendtskab med entreprenørskab gennem CIEL’s aktiviteter. Sammen med bl.a. Fonden for Entreprenørskab er CIEL del af en voksende bevægelse for at fremme entreprenørskab på landets videregående uddannelser. Se tekstboks.

Universiteterne presses til at blive entreprenørielle

Danmark har store problemer med at udklække nye vækstiværksættere og universiteterne er tilsvarende dårlige til at omsætte deres store mængder af forskning til kommerciel succes. I flere år har der derfor været politisk fokus på at få mere entreprenørskab og innovation ind i uddannelsessystemet – senest foreslår regeringens innovationsstrategi at øge indsatsen.

Men ifølge CIEL er det ikke nok at få flere timer i entreprenørskab på skemaet. Innovationspædagogik og det entreprenørielle mindset skal integreres i alle fag, så de studerende trænes i at omsætte deres viden, metoder og teori til løsninger på virkelige problemer. Entreprenørskab er altså ikke kun relevant for ingeniør- og businessstuderende på DTU og CBS, der drømmer om at starte egen virksomhed, men for studerende og forskere inden for alle fagdiscipliner.

Den opfattelse deler Karen Wilson, bestyrelsesmedlem af European Foundation for Entrepreneurship Research og ekspert i entreprenørskab hos OECD og tidligere Kauffmann Foundation.

”Alle studerende skal udsættes for entreprenørskab på alle niveauer af deres uddannelse, hvis vi for alvor ønsker at udstyre fremtidens arbejdskraft med et mere innovativt mindset. De, der skal ud og starte deres egen virksomhed, skal selvfølgelig have noget ekstra, men alle skal lære, hvad det vil sige at få en god ide til at vokse,” siger hun.

Professor Paul Hannon er direktør for Institute for Entrepreneurial Leadership på Swansea University og har mere end 35 års erfaring i at koble entreprenørskab og uddannelser. Han understreger, at udviklingen ikke blot er nice, men need for universitetssektoren.

”De studerende oplever i stigende grad, at den viden, som de bruger en masse tid og ressourcer på at få på universitetet, ikke er brugbar, når de kommer ud, fordi virkeligheden er langt mere kompleks, end teorier og metoder kan rumme,” forklarer han.

Når entreprenørskab integreres i undervisningen, trænes de studerende i at forstå og løse real world-problemer. Dermed får de også langt bedre forudsætninger for at levere værdi til deres kommende arbejdspladser, mener Paul Hannon.

”Universiteterne har ikke længere patent på viden, og der er efterhånden mange eksempler på, at man ikke behøver at være akademiker for at blive en dygtig entreprenør. Hvis universiteter fortsat skal kunne forsvare deres position som centrale samfundsinstitutioner, skal de vise, at de studerende, de sender ud på arbejdsmarkedet, er effektive og kan skabe værdi gennem løsninger,” siger han.

Det er også budskabet i bogen ”Engines of Innovation. The Entrepreneurial University of the Twenty-First Century”, hvor Holden Thorp og Buck Goldstein beskriver en række årsager til, at mange universiteter er tvunget til at redefinere sig selv og deres rolle. Nutidens globale udfordringer som sygdomme og den globale klimakamp er så komplekse, at de klassiske akademiske discipliner og undervisningsmetoder kommer til kort. Skal de løses, er der brug for at koble forskellige fag og traditionel og kreativ viden på nye måder, der kræver en entreprenant tilgang.

Derudover har den digitale tidsalder nedbrudt universiteternes monopol på avanceret viden, sådan at skarpe hjerner, der ved, hvor man skal lede efter viden, har mindst lige så gode forudsætninger for at være entreprenørielle som dem, der har brugt år bag universitetets mure.

Et tredje pres kommer fra de studerende, der er drevet af stor lyst til at løse samfundsudfordringer og samtidig kræver, at det, de lærer på universitetet, kan bruges i den virkelige verden.

Sidst, men ikke mindst, er økonomien en stor udfordring. I mange lande er udgifterne til uddannelse eksploderet over de senere år, og det udløser spørgsmål om, i hvilken grad det output, universiteterne leverer, i tilstrækkelig grad gavner samfundet.

Danmark lærer af Stanford og Harvard

Ifølge Holden Thorp og Buck Goldstein er der ingen tvivl om, at mere entreprenørskab er løsningen på universiteternes legitimitetskrise. Men spørgsmålet er, hvad det vil sige at være et entreprenant universitet.
Paul Hannon peger på tre områder, der skal gå op i en højere enhed. Se figur 1.

Entreprenørskabspraksis: For det første skal undervisningen afvige fra den klassiske akademiske tilgang og være langt mere eksperimenterende, multidisciplinær og baseret på virkelige cases.

Engagere stakeholdere: For det andet skal stakeholdere som virksomheder, entreprenører og sociale virksomheder inddrages direkte i undervisningen og f.eks. udvikle produkter i samarbejde med de studerende.

Involvere miljøet: Endelig er det entreprenørielle universitet kendetegnet ved en ambitiøs ledelse, der formår at forankre initiativet og sikre opbakning fra medarbejderne, bl.a. gennem efteruddannelse og opbygning af en ny, stærk kultur, der understøtter udviklingen.

Selve det at inddrage eksterne interessenter kan være en tredje barriere:

”For mange undervisere er det at samarbejde med virksomheder og inddrage studerende fra andre studieretninger helt nyt land, der kræver en ekstraordinær indsats,” forklarer Mikkel Trym, der også peger på mange praktiske udfordringer i forhold til at få semesterplaner til at passe sammen og sikre, at der kan gives merit på tværs af studieretninger. Det kræver desuden skræddersyet undervisningsmateriale, da traditionelle undervisningsbøger ofte ikke slår til i forhold til tværdisciplinære problemer fra den virkelige verden. 

I dag er indsatsen for at øge entreprenørskab ofte drevet af ildsjæle, der er villige til at bruge deres fritid på at få de nye systemer op at køre. Men skal indsatsen op i gear, er der brug for nye incitamentsstrukturer, der belønner og anerkender de undervisere, der gør noget særligt for at integrere entreprenørskab i undervisningen, frem for kun at måle på traditionelle parametre som f.eks. antallet af videnskabelige udgivelser, lyder opfordringen fra Mikkel Trym.

Mange amerikanske universiteter belønner de ansatte for industrierfaring og efter, hvor meget kontakt den enkelte etablerer til erhvervslivet. Det betyder bl.a., at underviserne ofte har en karriere fra både universitets- og erhvervsverdenen. I Danmark er industriprofessorater og  andre nye former for ansættelse så småt ved at vinde indpas. Det er vigtigt, at de mere industri- og praksisrettede erfaringer gør sig gældende i undervisningen, mener han. Et andet område er vægtning mellem forskning og undervisning:

”Generelt er fokus på de danske universiteter stadig i høj grad rettet mod forskningen, fordi det overvejende er her, prestige, mål og penge er. Men set fra et samfundsperspektiv er kvaliteten af de mange kandidater, der hvert år kommer ud i samfundet, mindst lige så vigtig. Det bør også afspejles i den struktur, der belønner og motiverer den undervisning, som de akademiske medarbejdere leverer,” siger Mikkel Trym.

Rektor fyrede 40 pct. af sit universitet

Projektmidlerne til CIEL løber ud ved årsskiftet, men ledelserne på både KU, DTU og CBS vil føre indsatsen videre:
”På ledelsesniveau er vi på få år gået fra, at entreprenørskab alene blev nævnt i skåltaler, til, at det faktisk er noget, som ledelserne prioriterer rigtig højt,” siger Mikkel Trym.

Men selv om det er helt afgørende at have ledelsen med om bord, er det langtfra nok. Den store forandringsproces, som udviklingen lægger op til, ville muligvis være lettere, hvis universiteterne fungerede som traditionelle virksomheder med en beslutningsdygtig direktør og bestyrelse for bordenden.

For selv om universiteterne har en øverste ledelse på papiret, er der i praksis tale om meget komplekse organisationer med en høj grad af selvstyring helt ned på de enkelte fakulteter og institutter.

Den struktur tog Michael Crow konsekvensen af, da han blev rektor på Arizona State University i 2002. Han udskiftede 40 pct. af de ansatte med nye medarbejdere, der ifølge hans vurdering var bedre i stand til at indfri målsætningen om at gøre universitetet til USA’s førende i forhold til at bruge verdensklasseforskning til at løse samfundsmæssige problemer, også betegnet ”New American University”.

Crow handlede som en forretningsmand, og hans mission lykkedes. Men denne top-down-tilgang er ikke et eksempel til efterfølgelse, advarer Paul Hannon.

”De akademiske medarbejdere er mennesker med en høj intelligens, som de bruger til at tiltrække penge til universitetet, og derfor vil det være katastrofalt at møde dem med ultimative krav, der krænker deres faglighed og skræmmer dem væk,” mener han.

I stedet bør universitetsledelserne dyrke og styrke de økosystemer af frontløbere og initiativer, der allerede er etableret på de enkelte universiteter og på tværs af sektoren.

Karen Wilson er enig i, at forandringen skal skabes nedefra, og hun understreger især de studerendes rolle.

”De studerendes engagement er helt afgørende for, at bevægelsen kan få fat og tage fart. Kun ved at stille nye krav til indholdet af undervisningen og undervisernes tilgang får vi gjort entreprenørskab til en fast del af universiteternes mindset og målsætninger.”