Advarsel: Populisterne kommer!

Donald Trumps sejrskurs og opgøret om landbrugspakken har en del til fælles. De er symptomer på populismens truende magterobring, der kan få uoverskuelige konsekvenser for vores velstand. Men erhvervslivet kan spille en hovedrolle i udviklingen af fremtidens politiske dagsordener.

Et dramatisk magtskifte udspilles i disse år i en række vestlige demokratier – et magtskifte, der kan blive afgørende for den politiske og økonomiske udvikling i store dele af verden. Det er nemlig ikke kun et skifte af magthavere, men også et værdiskifte. De nye magthavere repræsenterer ikke en bestemt politisk ideologi, men en fælles bevægelse: Populismen.

Hvor forskellige de end er, har de samme mål: Et opgør med de etablerede partiapparater. Deres fremgang næres af den voksende politikerlede i brede befolkningsgrupper og af en frustration over ikke at blive hørt og tilgodeset af de gamle politiske eliter. Frustrationen har måske spiret i adskillige år, men de sociale medier har givet den en fælles platform og nogle unikke muligheder for at folde sig ud på egne præmisser.

Populismen er en bivirkning af den usikkerhed, som mange mennesker føler over for en fremtid og vilkår, de ikke kan gennemskue, og som bl.a. handler om usikkerhed om egne jobmuligheder, stigende økonomisk ulighed, massiv indvandring af fremmede folkeslag og et handlingslammet EU – kombineret med politikernes manglende evne til overholde egne løfter for i stedet at udspille persondramaer for åben skærm. Denne cocktail af problemer skaber en frustration og magtesløshed, og det er den optimale grobund for partier og bevægelser, der leverer et frit udvalg af gyldne løfter om en bedre fremtid, ofte med henvisning til en romantisk fortid.

Den amerikanske valgkamp er p.t. det stærkeste eksempel på populismens magt. Den kendsgerning, at Donald Trump i dag må anses for en seriøs kandidat til verdens mægtigste embede og mest magtfulde position, viser, hvor hurtigt og hvor stærkt bevægelsen kan udvikle sig – og hvilke uoverskuelige konsekvenser den i givet fald kan få for ikke alene amerikansk, men også for international politik. Den omstændighed, at store dele af vælgerne i verdens eneste supermagt bakker op om en mand, der opfatter klimaforandringerne som ren fup, vil bygge en mur ved grænsen til Mexico for at holde flygtninge ude, vil nægte indrejse til alle med islamisk baggrund og forbyde amerikanske virksomheder at ansætte udlændinge, er både tankevækkende og stærkt urovækkende. Og det siger ikke mindst noget om styrken i vælgernes protest og opgør med de etablerede partier.

Selv om USA er det ultimative eksempel på populismens fremmarch, blomstrer den overalt i den vestlige verden. Senest har vi set, hvordan Londons populære borgmester, Boris Johnson, forsøger at erobre en national magtbase ved at sætte sig i spidsen for et Brexit – det vil sige at melde Storbritannien ud af EU. Såvel Trump som Johnson personificerer en udvikling, der kan iagttages overalt i Europa, hvor nye bevægelser og partier stormer frem og truer med at udmanøvrere de gamle partier. Det være sig i Frankrig, Østrig, Grækenland, Spanien, Tyskland, Sverige – og Danmark.

Frygten og nationalismen

Herhjemme har de seneste måneders politiske debat og det blå opgør om landbrugspakken bidraget med overbevisende eksempler på, hvad der fremmer såvel politikerlede som populisme – og dermed ønsket om et opgør med det politiske parnas. Dels har behandlingen af flygtningeproblemerne udviklet sig til en rodet og uskøn affære og afdækket politikernes magtesløshed over for en ny tids forudsigelige udfordringer, og dels har befolkningen haft svært ved at gennemskue proportionerne i opgøret om den stærkt omtalte landbrugspakke, hvor uenigheden om komplekse regnemetoder har udløst et persondrama, der er en politisk thriller værdig. Skulle nogen have svært ved at forstå, hvad der føder politikerleden og skaber arnestedet for nye politiske bevægelser, er her en god forklaring:

Umiddelbart kunne man konkludere, at de mange nye bevægelser beviser, at demokratiet fungerer og er levedygtigt og netop skaber basis for folkelige oprør. Så logisk denne antagelse måtte være, lige så problematiske er konsekvenserne. Populismen bygger nemlig på to fundamenter, som hver især og tilsammen kan kortslutte den globalisering og det internationale samarbejde, der er en forudsætning for, at vi det næste tiår håndterer nogle af menneskehedens største udfordringer.

Det første fundament handler om frygt. Populismen er en frygtens ideologi. Den bygger på angsten for fremtiden, for det usikre, for de fremmede – for alt, hvad der kan forstyrre vores hverdag og levevis. Det er enkelt og taknemmeligt at italesætte frygten, og der er rige muligheder for at stimulere den. Herhjemme har Dansk Folkeparti opnået stor succes med frygtens ideologi – først og fremmest ved at udpensle risiciene ved flygtningestrømmene: hvordan de vil ødelægge vores kultur og stjæle vores job etc. Hvis en befolkning i forvejen er usikker over for en uoverskuelig fremtid, er det nemt at sælge frygtens ideologi, og den stigende indvandring har været en oplagt salgsmulighed.

Det nemme og hurtige svar på frygten er at lukke sin dør – at isolere sig fra den omverden, der truer den trygge hverdag. Det kan oversættes til begrebet nationalisme, som er det andet fundament for populismen.

Det har desværre været såvel Danmarks som resten af Europas svar på den aktuelle flygtningekrise. EU befinder sig netop nu i en skæbnestund, der afgør, om hele den europæiske samarbejdskonstruktion overhovedet er levedygtig. Lige så stærkt alle taler om nødvendigheden af en europæisk løsning på migrantproblemerne, lige så hurtigt dyrkes de nationale særinteresser. Det seneste eksempel blev udfoldet i sidste uge, da Østrig og ni østeuropæiske EU-medlemmer indgik en særaftale om at standse strømmen af flygtninge med pigtrådshegn og grænsekontrol. Dermed tog Schengen-aftalen endnu et stort skridt mod sin endelige opløsning med den dertilhørende risiko for et økonomisk tab, der er opgjort til 3.500 milliarder kr. i form af tabt økonomisk vækst. Og det er blot en af regningerne for den voksende frygt og nationalisme.

At tæmme den perfekte storm

Danmark har været eksponent for en ”væren sig selv nok”-strategi og er blevet et foregangsland for at finde de mest provokerende metoder til at skræmme flygtende mennesker fra at passere vores grænser. Må jeg minde om Støjbergs annoncekampagner, truslerne om at tage smykker og værdigenstande fra flygtninge, forhindringerne for at familier kan leve sammen, og senest beslutningen om at ville adskille ægtepar, hvis den ene part er under 18 år – uanset omstændighederne.

Netop nationalisme og ”et Danmark for danskerne” har gjort Dansk Folkeparti til landets største og mest magtfulde populistiske bevægelse – og det parti, der sikrede Venstre regeringsmagten. Men det er også et parti, der har udfordret de danske værdier og ændret vores internationale brand. Det billede af Danmark, som en række internationale medier de seneste måneder har tegnet af Danmark, har bidraget til at punktere opfattelsen af vores land som et åbent og imødekommende samfund. Her har vi mistet vores dyd.

Hvis usikkerhed og frygt er den bedst tænkelige grobund for populismen, tegner der sig en lys fremtid for bevægelsen overalt i den vestlige verden. Men så må vi også forvente lige så dystre udsigter for at løse de kommende års store globale udfordringer – herunder at indfri de 17 mål for en bæredygtig verden, som 193 FN-lande lige har vedtaget. Kombinationen af accelererende klimaforandringer, voksende migrantstrømme og lav økonomisk vækst uden skabelse af nye job, er hovedingredienser i en perfekt storm, som det kræver helt ekstraordinære reformer og et stærkt internationalt politisk lederskab at komme helskindet igennem.

Skal man tage pejling af populismens fremmarch, risikerer vi de kommende år at opleve et stort tilbageslag for globaliseringen til fordel for en hastigt voksende nationalisme. Prisen er umulig at beregne, bortset fra at den bliver ubetalelig. Den største regning er dog det tab af værdier om åbne og frie samfund, som de vestlige demokratier har bygget på og scoret store resultater på siden Anden Verdenskrig. Til gengæld kan verdens mere autoritære styrer, såsom Rusland og Kina og deres allierede, fryde sig over den magtbase, de hermed får forærende uden at løsne ét skud. De eneste skud, der affyres, er dem, vi retter mod vores egne fødder.

Dette er ikke længere et urealistisk scenarie. Spørgsmålet er derfor, hvordan man bekæmper den epidemi, som populismen kan udvikle sig til. Umiddelbart er det svært at få øje på vaccinen. Et scenarie bygger på håbet om, at magtesløsheden og de politiske farcer når et niveau, hvor de afføder et generelt wake-up call, så de politiske systemer revitaliseres og et nyt politisk lederskab udvikles. Det er måske en naiv forhåbning, hvor resultaterne har lang leveringstid med dertilhørende store regninger i tabt vækst og udvikling undervejs.

Et andet handler om at neutralisere effekten af populismen. Det vil sige at erkende de nye politiske realiteter og sikre, at andre af samfundets institutioner end parlamentet og regeringen påtager sig et stærkere lederskab for udviklingen i samfundet. Her tænkes på erhvervslivet, civilsamfundet, filantropiske fonde og ikke mindst byerne, der i forvejen kan forudses at blive vigtige drivere af den økonomiske udvikling. De hverken kan eller skal erstatte eller udfordre demokratierne, men de har både styrke og ressourcer til at forfølge internationale dagsordener og hindre, at globaliseringen afspores af den frembrusende nationalisme. For virksomhedernes vedkommende indebærer det bl.a., at de skal erkende, at et større og bredere samfundsansvar er en afgørende betingelse for, at de på sigt kan konsolidere egne vækstmuligheder. Det vil være det endelige opgør med ”kvartalskapitalismen”.

Andre scenarier kan sikkert udvikles, men fælles for dem er deres afspejling af en ny uoverskuelig politisk virkelighed og et magtskifte, der uden afbalancerende indgreb kan få fatale konsekvenser for udviklingen det næste tiår. I det perspektiv kan det hjemlige magtspil i blå blok synes ubetydeligt og uinteressant. Alligevel udtrykker det essensen i det, der skaber politikerlede og fremmer populismen. Så her kan Danmark også ende som foregangsland.

Forrige artikel Integrationsløsning: Ind med civilsamfundet, ud med bureaukratiet Integrationsløsning: Ind med civilsamfundet, ud med bureaukratiet Næste artikel Verdens mest innovative virksomheder er udpeget Verdens mest innovative virksomheder er udpeget