Embedsmændene har erobret magten i Danmark. Og det skal politikerne kæmpe imod.

Det skrev Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), da han for fem år siden sad i opposition til den daværende S-R-SF-regering og betragtede dansk politik, der havde udviklet sig til en "sørgelig suppe af apati, løftebrud og kujoneri", som han dengang udtrykte det i en klumme i Berlingske.

I dag – efter at have siddet snart halvandet år som øverstkommanderende i Økonomi- og Indenrigsministeriet – mener han præcis det samme. Altså ikke det med suppen af løftebrud. I hvert fald ikke ’ægte løftebrud’, hvilket vi vender tilbage til senere.

Men selv efter at have smagt på ministerlivets privilegier med ministerbil og egne embedsmænd er LA-ministeren stadig af den overbevisning, at embedsmændene i Danmark har for meget magt, og politikerne for lidt.

"Jeg er ikke blevet mindre systemkritisk af at være på den anden side af murene. Jeg mener stadigvæk, at embedsstaten er for stærk i forhold til det politiske niveau," siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, da Mandag Morgen møder ham på hans ministerkontor på Slotsholmen.

”I årtier har der siddet embedsmænd i alle mulige undergrupper, arbejdsgrupper, og hvad ved jeg, og der er blevet produceret en masse lovgivning, som der er rigtig meget politik i, men som ikke rigtig er resultat af politiske beslutninger,” siger han.

Det er ikke et resultat af embedsmændenes onde vilje, understreger han. De udfylder bare et magttomrum, når det er der. Og det er der, hvis politikerne er for svage.

Det mente ministeren, at de var, for fem år siden, og det mener han åbenbart stadigvæk, siden han ser et behov for at styrke politikerne, selv om han ikke direkte svarer på, om han selv er for svag. Under alle omstændigheder er der ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille fortsat et behov for at styrke det politiske niveau.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er en god idé, at man ansætter en hær af spindoktorer, som debatten herhjemme meget tit kommer til at handle om, når vi taler om det her. Men jeg synes, at det er relevant, at man sikrer, at ministeren har politisk styrke til – formuleret pænt – at tage dialogen med embedsværket, sådan at man får mere fokus på at facilitere de politiske missioner, så de også bliver konkretiseret i politik,” siger han.

Ønsker politiske kabinetter

Han foreslår derfor, at Danmark lader sig inspirere af Norge og Sverige og indfører en slags politiske kabinetter, så de enkelte ministre får mulighed for at få sig nogle særlige ’indpiskere’ placeret rundt omkring på kontorerne i hele embedsværket. De skal fastholde embedsmændenes fokus på politik, så de også udvikler systemet i stedet for kun at bevare det.

”Vi bør have en seriøs diskussion om at skabe et politisk kabinet for den enkelte minister, således at der for hver afdelingschef i et ministerium er en politisk medarbejder, der ikke har anden rolle end at være indpisker for ministeren i forhold til den enkelte afdeling. Det tror jeg ville være en fordel,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Embedsmændene er i udgangspunktet systembevarende, så hvis de får for meget magt i forhold til ministeren, sker der ingen udvikling, påpeger han.

”Der er meget dagligdagstrummerum i sådan et stort administrativt system, og det er jo sådan, at embedsstaten triller langsomt, roligt og kværnende videre, uanset om der kommer en folkesocialist, en liberalist eller en socialdemokrat ind ad døren i ministeriet. Det kan måske være svært som embedsmand altid at have et skarpt fokus på, hvad der er den politiske retning. Så derfor tror jeg, at det ville være godt, hvis man havde nogle tydeligere indpiskerroller og kommunikationskanaler i forhold til at sige, hvad den politiske vinkel er,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Men de politiske indpiskere er kun den ene del af vejen til, at politikerne kan generobre magten i dansk politik, mener han. Den anden del handler om, at politikere og ministre skal være mere modige og mindre magelige.

”Kamp skal der til!” udbryder ministeren og slår sin knytnæve ned i det sirligt opdækkede bord nærmest hver gang han siger ordet ’kamp’. Og det gør han så tit, at kaffekopperne klirrer under store dele af interviewet.

”Det er vigtigt, at man som minister ikke bare betragter sig selv som systemets kransekagefigur, der nyder et spændende liv. Nej, man skal betragte sig selv som en, der skal tage nogle kampe hele tiden.”

”Man er nødt til som politiker at kæmpe for, at der er nogle ting, der forandrer sig, for ellers forandrer de sig ikke. Og jeg synes bare, at beslutningsprocesserne i det her land nogle gange er for langsomme og for lidt modige,” siger han.

En uendelig kamp

I sidste ende handler det om, at folket skal kunne sætte sin vilje igennem:

”Det er vigtigt for ethvert politisk system, at det bevarer sin folkelige legitimitet. Og det er jo noget af det, der er kernen i den her diskussion. Når vælgerne sammensætter Folketinget på en bestemt måde, så skal det også være muligt at få udført den politiske vilje,” siger han.

Er du for svag over for embedsværket?

”Jeg prøver jo i den rolle, jeg har som minister og som medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg, hele tiden at udfordre den måde, man har været vant til at tænke tingene på. Og det kan være alt fra at sige, at jo, man kan faktisk godt gøre Danmarks Radio mindre, selv om vi måske er blevet vant til, at DR altid vokser. Og jo, folk kan faktisk godt betale noget mindre for deres biler, selv om vi er vant til, at det aldrig nogensinde har kunnet lade sig gøre,” siger han og undlader at nævne sit eget partis fejlslagne kamp for de ’historisk store skattelettelser’ eller de aktuelle meningsmålinger, der viser en halvering af partiets vælgeropbakning siden seneste valg. Men han siger så følgende:

”Jeg siger jo ikke, at jeg lykkes 100 procent hele tiden. Så ville jeg enten være overmenneskelig eller ualmindelig indbildsk. Men vi kæmper jo en politisk kamp,” siger han og slår i bordet igen.

”Og det væsentlige er, at man som minister ikke stopper den kamp og lader sig friste af at slappe af. Der er jo nogen, der henter dig om morgenen, der er nogen, der skriver dine taler, der er nogen, der skriver dine debatindlæg, der er nogen, der sørger for at skrive svarbreve til journalister og borgere. Derfor er det utrolig vigtigt, at man ikke bare læner sig tilbage og tænker, at ’det hele er da egentlig også meget rart, jeg kan bare leve en dejlig tilværelse og sejle igennem’,” siger han.

”Ministrene skal hele tiden sørge for at holde kampen ved lige. Og det synes jeg, at jeg gør, og det synes jeg, at alle ministre og folketingsmedlemmer i Liberal Alliance gør.”

Men er det så mere embedsværket eller Folketinget, der har holdt jer tilbage fra at opnå de politiske resultater, I har sigtet efter?

”Hvis jeg skal gøre det sådan op, så er det klart mest Folketinget,” siger han hurtigt og uddyber:

”Det er klart, at der også er andre udfordringer for en regering end embedsværket. Udfordringen kan også nogle gange komme, hvis ikke der er 90 mandater bag. Så når danmarkshistoriens mest liberale regering med danmarkshistoriens mest liberale regeringsprogram ikke bliver gennemført til punkt og prikke, så er det jo også derfor.”

”Men dengang jeg skrev den her klumme, der havde vi jo en S-R-SF-regering, der lavede ’ægte løftebrud’, som Margrethe Vestager selv formulerede det, hvor regeringen egentlig var enig med sig selv og sit parlamentariske grundlag om, at man skulle ændre noget, men hvor man så valgte alligevel ikke at gøre det,” siger han.

Så forskellen i dag er, at Dansk Folkeparti ikke er enig med regeringen?

”Du kan i hvert fald sige, at de ting, som regeringen ikke lykkes med, skyldes, at vi ikke har været gode nok til at overtale et flertal i Folketinget til at se det geniale i vores forslag,” siger han.

Men så kæmper I vel heller ikke nok?

”Jeg er helt sikker på, at de mennesker, der sætter deres kryds ved Liberal Alliance, også kan se, at vi gør vores yderste. Det kan måske nogle gange komme til udtryk ved, at vi ender i nogle lidt voldsomme og kaotiske situationer. Vi skal jo ikke mange måneder tilbage … Men vi mener det faktisk, når vi for tiden kører en kampagne om, at ingen kæmper hårdere end os. Og jeg håber da ikke, at nogen er i tvivl om, at Liberal Alliances folketingsmedlemmer og ministre går på arbejde hver dag og virkelig kæmper for at lave nogle forandringer.”

”Men når vi kun har 7,5 pct. af stemmerne og 13 mandater, kan vi jo ikke tvinge det igennem. Men vi kan kæmpe, og det gør vi. Og så kan det godt være, at det både giver skrammer og lidt dybere snitsår, men det er jo, hvad man må tage med, hvis man vil kæmpe for at forandre nogle ting. Og når jeg ser, hvor meget brok der er over nogle af de beslutninger, vi tager, så må det jo være, fordi der er nogen, der mener, at vi gør en forskel,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

LÆS OGSÅ: Forvaltningseksperter: Djøf'erne har reddet os fra græske tilstande