”Velkommen til 40 millioner polakker i EU!” skrev Junibevægelsen på sine valgplakater op til afstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998. Det lignede ikke en velment velkomsthilsen. Snarere klingede det som et dommedagsagtigt forvarsel på konsekvenserne ved den vordende udvidelse af EU. Plakaten blev fordømt af politiske modstandere, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) kaldte den ”ulækker”, mens en Venstrepolitiker for åben tv-skærm ligefrem mente, at det var et ”udtryk for nazisme”. Efter tre dage undskyldte Junibevægelsen.

10 år senere var det fagforeningen 3F, der skabte furore med en kampagne om truslen fra de såkaldte østarbejdere – et nyopfundet ord – der sammen med billedet af en baby med sort overskæg polemisk rettede sigtekornet mod østeuropæere som roden til løndumping på danske arbejdspladser. Annoncen indkasserede fluks protester og anklager for racisme, men først i dag indrømmer 3F, at den ”ikke var i orden”, som formand Per Christensen siger.

Selvransagelsen hos fagbevægelsen er velkommen. Men den kommer desværre, først efter at den politiske debat – som landets politikere for alvor hoppede på i sidste år – om østarbejderne og velfærdsturisme har gjort østeuropæerne til Danmarks mest forhadte indvandrere.

58 pct. af danskerne siger i en meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har udført for Mandag Morgen, at østeuropæiske håndværkere har for let adgang til Danmark. Kun 11 pct. siger det samme om vesteuropæiske håndværkere.

Det får direktør for Tænketanken Europa Bjarke Møller til at konstatere, at der stadig er ”en Berlinmur i hovedet på folk i synet på øst og vest”. Hans ord er bemærkelsesværdige, fordi han sidder i spidsen for en tænketank, der er skabt i et skæbnefællesskab mellem fagbevægelsen og de danske arbejdsgivere med det formål at få flere nuancer og fakta ind i den danske EU-debat.
 

SIDEN BABYPLAKATEN for snart syv år siden har 3F mærkeligt nok nærmest upåvirket fortsat sin retoriske propagandakrig mod østarbejdere og social dumping. Mediestrategisk har det været en succes – for i dag har dundertalerne opnået politisk gennemslag. Ved seneste finanslov har regeringen fordoblet midlerne til bekæmpelse af social dumping – og det er på høje tid. For kampen mod grådige arbejdsgivere, der hyrer udenlandsk arbejdskraft på sulteløn, er både legitim og nødvendig. Det er netop fagbevægelsen, der på det politisk svagt regulerede arbejdsmarked i Danmark har til opgave at regulere arbejdsvilkårene i samarbejde med arbejdsgiverne.

Men kampen mod social dumping har også haft sine omkostninger. Frygten for østeuropæiske håndværkere har sat sig fast hos danskerne. Østarbejderne er blevet Danmarks nye syndebukke.

Professor Marlene Wind siger det meget præcist, når hun i denne uges hovedartikel konkluderer, at ”østarbejderne er blevet den store prygelknabe for alle Danmarks dårligdomme, og så kan danskerne let glemme, at vi selv har nogle enorme fordele af den frie bevægelighed i EU”. Det er besynderligt, for modviljen mod østeuropæerne sker, til trods for at de vandrende arbejdstagere fra Østeuropa bidrager ganske godt til den danske statskasse. Men det er også skræmmende, fordi frygten for østarbejdere dermed ser ud til at være akkumuleret til en bred, folkelig opbakning til at diskriminere personer på baggrund af deres nationale herkomst med henvisning til skræmmehistorier og medieskabte stereotyper. Er du fra vest, er du velkommen, men er du fra øst, så er det ud! En arbejdskraftens apartheid har fået grobund i Danmark.
 

DESVÆRRE HAR FRYGTEN for de fremmede givet plads til diskrimination. Og pludselig har et ord som østarbejdere, der vækker mindelser om tvangsarbejderne i nazisternes koncentrationslejre, sneget sig ind i det danske sprog. Det kan godt være, at ordet bliver brugt neutralt af fagbevægelse og af medier. Men ligesom vores andre betegnelser om indvandrere og fremmede udpeger ordet en bestemt gruppe mennesker, så stereotyper og myter kan vokse frem. Det gør det let at beskylde en bestemt befolkningsgruppe for at være årsagen til samfundets problemer.

Som 3F-formanden siger, har fagforeningen ”overhovedet ikke et ønske om at optræde racistisk eller gruppere en særlig befolkningsgruppe”. Men man bliver jo nødt til at udtrykke sig lidt firkantet for at slå igennem til journalisterne, må man forstå.

Dertil har 3F stået meget alene med sine advarsler om udfordringerne ved at integrere udenlandsk arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. Derfor er det sådan set også forventeligt, at man i den kamp fristes til at tage endog meget skarpe retoriske virkemidler i brug for egenhændigt at trænge igennem et mediebillede, hvor nuancer og positive historier for det meste viger for historier om konflikt, stereotyper og skandaler.

Med de undskyldninger har det været lettere at sigte på østarbejderne som årsagen til problemerne i stedet for at føre kamp mod de arbejdsgivere, der udnytter udlændingene. Det er ellers disse få arbejdsgivere, der ud fra snævre økonomiske egeninteresser undergraver 115 års tradition for overenskomster og forhandlinger på det danske arbejdsmarked. Det er bare ikke det fjendebillede, man opbygger med plakater og advarsler om østarbejdernes indtog. Alt for længe har fagbevægelsen haft geværløbet rettet mod sine egne: almindelige lønarbejdere fra Østeuropa. Det er på høje tid at justere sigtet.

Når det er sagt, er fagbevægelsens bekymringer forståelige nok. Dels har 3F’s faggrupper, der omfatter bygningsarbejdere, lastbilchauffører og gartneriarbejdere, stået i forreste linje over for de konkrete udfordringer, der opstår, når man vil integrere arbejdsmarkederne i Europa. Og dels har danske politikere ikke selv gjort meget for at forberede danskerne på konsekvenserne ved EU-udvidelsen eller fremhævet den succeshistorie, som vores deltagelse i det indre marked i virkeligheden er.

I den forstand har fodslæbende danske politikere også et ansvar for, at retorikken om østarbejderne er blevet så skinger. Det er tydeligst hos partiet Venstre, som jo ellers med Anders Fogh Rasmussen som formand og statsminister stod i spidsen for østudvidelsen af EU i 2004 med de bevingede ord: ”Welcome to our European family.”

I dag er der langt til den entusiasme. I stedet er Venstre blevet symbolet på Danmarks politiske vægelsind til EU-samarbejdet. Med henvisning til højt besungne idealer om frihed og lige rettigheder for alle fjernede man først den politiske diskrimination af arbejdstagerne i EU, der eksisterede før østudvidelsen, for blot at se passivt til, mens den politiske diskrimination blev afløst af en social diskrimination baseret på myter og frygt.
 

PROBLEMERNE MED SOCIAL DUMPING skal ikke løses ved at lukke grænserne eller ved at splitte Europa op med nye Berlinmure og diskrimination. Social dumping – og alle andre problemer i det indre marked – skal løses gennem politiske aftaler i EU, der gælder for alle EU-medlemmer. Ellers risikerer vi, at der opstår et ræs mod bunden for arbejdstagernes vilkår.

Derfor er tiden ikke til fodslæberi i EU-samarbejdet, der kun giver større plads til populistiske fløjpartier, der allerede er på hastig fremmarch i hele Europa. De søger netop magten ved at skæppe til fjendebilleder og udpege nye syndebukke. I stedet er der brug for flere stemmer, der med gode argumenter, fakta og nuancer går populisterne imod. 

På Christiansborg er de stemmer for tiden forstummet. Det er blevet lettere at deltage i et retorisk stormløb på østarbejdere og velfærdssnyltere. I stedet burde man lytte lidt til det danske erhvervsliv.

”Vi bliver nødt til i langt højere grad at byde folk velkommen,” siger direktør for DI Karsten Dybvad.

Og han tænker næppe på endnu en fordomsfuld velkomstplakat om østarbejdernes indtog.