”Jeg er stolt af, at vi under denne krise ikke har haft en arbejdsløshed, der var højere end på noget tidspunkt under Nyrup-regeringen.”

Dette udsagn har – i forskellige variationer – været en af statsministerens favoritformuleringer i den indledende del af valgkampen. Måske fordi det både illustrerer, at VK-regeringen virkelig har bragt Danmark ”skånsomt” gennem den internationale økonomiske krise, og at der ikke er nogen grund til at tro, at en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering skulle kunne gøre det bedre.

Om udsagnet er sandt, er ikke så nemt at afgøre, som man skulle tro. Der er nemlig flere måder at opgøre arbejdsløsheden på.

Ser man på den såkaldte registrerede ledighed, har Lars Løkke ret – i hvert fald hvis man kigger på den såkaldte nettoledighed, der ikke medregner personer i aktivering. I kriseåret 2010 var den registrerede nettoledighed 113.700, mens Nyrups bedste resultat var 130.600 i 2001. Man kan så – som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort opmærksom på – skændes om, hvorvidt Nyrups præstation var større, idet han nedbragte ledigheden med ca. 200.000 personer i sin regeringstid, mens Fogh og Løkke kun har reduceret den med ca. 20.000.

Men nettoledigheden er i det hele taget ikke et begreb, som anvendes så ofte længere, da det stigende antal aktiverede ifølge de fleste økonomer også bør tælles med, hvilket de bliver i den såkaldte bruttoledighed. Begrebet blev imidlertid først introduceret af Danmarks Statistik i 2007, og derfor kan man ikke sammenligne med Nyrups regeringstid.

Bruger man en tredje målestok for arbejdsløsheden, den såkaldte AKU-ledighed, er statsministerens udsagn forkert: AKU-ledigheden, der er målt af Danmarks Statistik siden 1995, har i alle efterfølgende år under Nyrup været lavere end i dag.

Hvilket ledighedsbegreb der er mest retvisende, har hverken økonomer eller arbejdsmarkedseksperter noget klart svar på. En hovedindvending mod AKU, der f.eks. bruges af OECD og EU til internationale sammenligninger, er, at den er spørgeskemabaseret og f.eks. medregner studerende, der søger deltidsjob. En hovedindvendig mod den registrerede ledighed er omvendt, at den kun medregner det stadig faldende antal medlemmer i landets a-kasser og kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1.

Uanset forskellene har de to forskellige opgørelser dog nærmet sig hinanden i løbet af 1990’erne og fulgt hinanden i 00’erne indtil 2007, hvor AKU-ledigheden begyndte at stige mere end den registrerede ledighed – og nu ligger højest.

Hvad det skyldes, er der ingen enkel forklaring på. Men der er muligvis noget skævt i begge opgørelsesmetoder. I hvert fald er ledigheden – uanset opgørelsesmetode – steget mindre end antallet af beskæftigede er faldet. Mens ledigheden siden det historisk lave niveau i midten af 2008 er vokset med ca. 95.000-120.000 (afhængigt af opgørelsesmetoden), er beskæftigelsen ifølge nationalregnskabstallene faldet med ca. 160.000. Der må altså være et sted mellem 40.000-65.000, der helt har forladt arbejdsmarkedet. Hvor de præcis er gået hen, har hverken de økonomiske vismænd eller andre økonomer hidtil været i stand til at give en fyldestgørende forklaring på.

Spørgsmålet er derfor også, om det ikke er dette gådefulde fald, der er det mest interessante, når man diskuterer Danmarks fremtidsmuligheder. Hovedparten af de strukturreformer, som regeringen har lavet det sidste års tid – f.eks. forkortelsen af dagpengeperioden og tilbagetrækningsreformen – handler jo ikke om at nedbringe arbejdsløsheden, men om at få beskæftigelsen til at vokse. Er den virkelig så meget på retur, kan det få dramatiske konsekvenser for Danmarks vækstmuligheder, offentlige underskud og velfærd. Jo færre der er i beskæftigelse, jo mindre vil væksten være, og jo færre skattepenge vil der være til at finansiere den fælles velfærd.

Politikerne – inklusive statsministeren – skulle måske hellere bekymre sig over faldet i beskæftigelse end bryste sig af, at arbejdsløsheden ikke er steget helt så meget som frygtet.