Pengene er ikke det eneste, der tæller, når de offentligt ansatte læger selv skal forklare, hvorfor de bijobber på private sygehuse og klinikker. Motivet er i lige så høj grad stor tilfredshed med arbejdsforholdene, fordi de i den private del af sygehussektoren får bedre muligheder for at udøve deres lægefaglige færdigheder end på de offentlige sygehuse, hvor bureaukratiet er tungere.

Det fremgår af den hidtil største og mest omfattende kortlægning af offentligt ansatte lægers bijobberi. Undersøgelsen indgår i en ph.d.-afhandling af Karolina Socha, der til efteråret skal forsvares ved Forskningsenheden for Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Se også artiklen side 12.

Direktør for Århus Universitetshospital, Skejby, Per Askholm Madsen, kan sagtens følge de bijobbende lægers begrundelser:

“Indimellem synes vi også, at vi i det offentlige system er så overloadede med at udarbejde udredninger, redegørelser, planlægningsbidrag osv., at vi næsten skal kæmpe os frem til det, som er sygehuses kerneopgave: patientbehandlingen. Det er lægerne indtil videre ikke i samme grad udsat for på de forholdsvis små privathospitaler.”

Formanden for Brancheforeningen for Privathospitaler og klinikker (BPK), Bent Wulff Jakobsen, har en lignende vurdering:

“Vi har mulighed for at tilbyde lægerne det, som de helst vil: at operere og behandle patienter. Det er det, der driver værket for de bijobbende – og ikke så meget spørgsmålet om lønnen.”

Ifølge undersøgelsen er der dog ikke tvivl om, at de høje lønninger på privathospitalerne betyder en hel del for de bijobbende læger. For selvom de selv vurderer, at det er arbejdstilfredsheden, der er det vigtigste fortrin ved bijobbet, kommer den bedre aflønning ind på en sikker andenplads. Først derefter følger årsager som arbejdsvilkår, indflydelse på arbejdsforhold og fordelingen mellem de administrative og kliniske opgaver. Se figur 1.

Kirurger vil helst operere

Ifølge undersøgelsen er der intet, som tyder på, at bijobbende læger skulle være en særligt krævende race. Sammenligner man deres vurdering af arbejdsforholdene på de offentlige sygehuse med deres ikke-bijobbende kollegaers, er der stort set ingen forskel. Begge grupper er faktisk rigtigt godt tilfredse med deres hovedarbejdsplads.

Et meget stort flertal erklærer sig motiverede i det daglige arbejde, og de fleste er også “meget enige” eller “enige” i, at “arbejdsvilkårerne giver mulighed for at udføre et fagligt tilfredsstillende arbejde”, og at deres indflydelse på arbejdsforholdene er “passende” i forhold til deres erfaring og kvalifikationer. Hverken bijobberne eller ikke-bijobberne er dog overvældende begejstrede for deres løn. Lidt under halvdelen finder, at den er for lille.

De største forskelle mellem de to grupper læger er, at de bijobbende er en smule mere positive, når det gælder indflydelsen på deres arbejdsforhold, og en smule mere negative i spørgsmålet om lønnen.

Overlæge på Rigshospitalet, Jens Jørgen Kjer, der er speciallæge i gynækologi og obstetrik, har bijob på et privathospital. Også han har nemt ved at genkende undersøgelsens resultater fra sin hverdag:

“Selvfølgelig handler det også om penge, men den helt dominerende motivation for en kirurg er at få lov til at operere. Når man først har taget beslutningen om at blive kirurgisk læge, så vil man frygtelig gerne bruge sin kunnen. Sådan er det også i det offentlige system, hvor det bestemt ikke er lægerne, der står i vejen for at gennemføre operationer efter kl. 15.”

Ifølge Jens Jørgen Kjer, der i 14 år var ledende overlæge på Glostrup Hospital, skyldes lægernes trang til at bijobbe bl.a. utilfredshed med de hierarkiske og stive systemer i det offentlige sygehusvæsen:

“Hvor underlagt, man er af regulativer i det offentlige system, afhænger naturligvis af, hvilken stilling man har. Men i det private sygehusvæsen har man under alle omstændigheder en større grad af frihed til selv at beslutte, hvornår man vil operere, hvem man vil operere, og hvordan man vil gøre det. Det aftaler man selv med den ledende sygeplejerske – og har man brug for yderligere instrumenter, kan man som oftest anskaffe dem uden større problemer.”

At kommandovejen er kort på et privat sygehus har noget at gøre med sygehusenes ringe størrelse, men ifølge Jens Jørgen Kjer skyldes forskellen formentlig også, at arbejdsgangene på de offentlige sygehuse er mere ufleksible og sværere at koordinere.  Det resulterer f.eks. i, at hele operationshold står og venter i halve timer på, at der bliver gjort rent på en operationsstue, eller at en portør henter eller bringer en patient: “Det kan forekomme helt barokt, at en større gruppe højtuddannede mennesker ikke kan komme i gang med deres arbejde, fordi der ikke er en rengøringsassistent eller portør til rådighed. Det ville man aldrig acceptere i den kommercielt mindede private sektor. På Glostrup løste vi problemet ved at lade en sygeplejerske eller lægen selv hente patienten.”

I sin tid som ledende overlæge på Glostrup Hospital kæmpede Kjer i årevis forgæves for at indføre en mere fleksibel arbejdstidsmodel, der ville medføre, at man kunne operere til kl. 18: “Fidusen ved et fleksibelt mødesystem er, at lønudgifterne, der er den tunge post på budgettet, ikke stiger. I dag er systemet indført på Herlev Sygehus, og på Rigshospitalet opererer vi nu til kl. 18 to gange om ugen. Men i princippet kunne man gøre det samme over hele landet hver eneste dag for en forholdsvis beskeden merudgift. Det ville begrænse ventelisterne betydeligt.”

Jens Jørgen Kjær håber stadig, at det vil ske, selvom det ville reducere antallet af patienter på de private hospitaler og lægernes muligheder for bijob:

“For mig er det ikke afgørende, hvor jeg opererer – bare jeg opererer. I det offentlige system kan vi ikke være bekendt at blive ved med at udsætte en planlagt operation, fordi vi den pågældende dag er kommet i tidsnød og ikke opererer efter kl. 15.”

Blandede rekrutteringsudsigter

Undersøgelsen kan ikke sige noget om, hvordan de private sygehuses muligheder for at tiltrække dobbeltjobbere vil udvikle sig i fremtiden, ud over at godt en tredjedel af lægerne slet ikke er interesserede i et bijob – uanset om det foregår på et privathospital eller ej.

Regeringens planer om fortsat at centralisere det offentlige sygehusvæsen i større og større enheder peger dog umiddelbart i retning af, at de private sygehuse fortsat vil være populære blandt bureaukratitrætte læger. På den anden side er privathospitalerne også selv i gang med at lægge sig sammen i større enheder for ikke at stå tilbage for det offentlige sygehusvæsen, når det gælder specialefordelingen og deltagelse i det meget omfattende kvalitetsudviklingssystem, Den Danske Kvalitetsmodel, der skal indfases fra i år.

Ifølge sygehusdirektør Per Askholm Madsen vil konsolideringen i det private sygehusvæsen formentlig medføre, at ‘nissen’ fra det offentlige flytter med: “Fordelen ved de små sygehuse er jo, at det meste kan klares over en kop kaffe, hvilket giver korte kommandoveje og stor fleksibilitet. Men i det omfang de private begynder at lægge sig sammen, vil en del af forskellene formentlig udjævne sig, fordi de private sygehuse – ligesom os – bliver nødt til at nedsætte komiteer, udvalg, styregrupper osv., hvilket set fra lægernes synspunkt vil gøre bijobberiet mindre attraktivt.” 

Privathospitalernes formand vil ikke afvise, at konsolideringen kan få betydning: “Men selvom vi vil få forøget vores administrative opgaver, vil vi fortsat kunne opretholde et system, hvor der vil være kort vej mellem ide og beslutning. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis vi også fremover skal være i stand til at tiltrække læger fra det offentlige. Vi skal fortsat kunne sikre, at lægerne så ubureaukratisk som muligt får lejlighed til at udøve deres faglige kunnen.”