Rektorer på universiteter og professionshøjskoler har mere end svært ved at forstå, at netop de skal aflevere 2 pct. af deres budgetter i de kommende fire år.

Men det skal de.

Op til fremlæggelsen af finansloven i slutningen af denne måned har Lars Løkke Rasmussen og hans ministre sendt deres embedsmænd på en bunden opgave: Der skal spares 2 pct. på alle de store statslige driftsområder. Og her er uddannelses- og undervisningsområdet et af de største.

Spareøvelsen skal finansiere mere ”kernevelfærd” – først og fremmest sundhed, genindførelsen af boligjob-ordningen samt de skattelettelser, Løkke har stillet vælgerne i udsigt.

Men ved at spare på netop universiteter og andre uddannelser gør han det i følge flere topchefer sværere for erhvervslivet at få den veluddannede og kompetente arbejdskraft, de har brug for.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) har betegnet uddannelsesinstitutionerne som ”kornfede”. Men rektorerne tvivler stærkt på, at pengene kan findes ved smartere indkøb, stordriftsfordele, afbureaukratisering, digitalisering og bedre organisering af arbejdet, sådan som regeringen hævder.

CBS-rektor Per Holten-Andersen er en af de rektorer, der har svært ved at få regnestykket til at hænge sammen.

”Private virksomheder i Danmark efterlyser flere kandidater fra os, og vi har i år afvist rekordmange kvalificerede ansøgere, simpelthen fordi der ikke er penge til at optage flere, uden at det går endnu mere ud over kvaliteten af uddannelserne,” siger han.

Farvel til statslige arbejdspladser i provinsen

Besparelserne på uddannelserne kolliderer ikke bare med erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft. De spænder paradoksalt nok også ben for regeringens egne topprioriteter. 

Lars Løkke Rasmussen er lige nu på vej med en plan for udflytning af statslige arbejdspladser fra København og andre dele af hovedstadsområdet.  Det sker bl.a. for at kompensere for den centralisering af den offentlige sektor, som Løkke selv var en af arkitekterne bag i slutningen af 00’erne, hvor der bl.a. blev gennemført kommunalreform, politireform og domstolsreform.

Men bl.a. professionshøjskolerne frygter nu, at de kan blive tvunget til at lukke en række mindre uddannelsessteder i Danmarks yderområder.

F.eks. er der risiko for, at halvdelen af University College Sjællands seks uddannelsessteder i Nykøbing Falster, Vordingborg, Sorø, Næstved, Slagelse og Roskilde bliver lukket. Spareplanerne kan også betyde, at professionshøjskolen UCC lukker godt 250 studiepladser på Bornholm, og dermed er det slut med at uddanne lærere, pædagoger og sygeplejersker på øen.

Så mens regeringen med den ene hånd lægger planer frem om at flytte statslige job væk fra hovedstaden, må andre statslige arbejdspladser i yderområderne dreje nøglen om.

”I min verden virker det vanvittigt, at man ser på, hvor man kan flytte statslige styrelser hen, samtidig med at man lader statslige uddannelser nedlægge,” sagde borgmesteren på Bornholm, Winni Grosbøll (S), forleden til Berlingske.

Velfærd under ombygning

Grønthøsterbesparelserne på uddannelserne er både beklagelige og idéforladte, hvis man spørger rektor på handelsgymnasiet Niels Brock, Anya Eskildsen.

”Det er de samme automatforslag, som embedsmænd og politikere altid kommer med i mangel af bedre eller måske ligefrem i mangel på politisk mod,” skriver hun i et blogindlæg i denne uge.

Uddannelsesbesparelserne er bare ét eksempel på, hvordan Løkke og hans ministre vil finde flere penge til f.eks. sygehusene og anden af den kernevelfærd, Lars Løkke Rasmussen ifølge regeringsgrundlaget vil prioritere.

[graph title="Tabere og vindere i Løkkes velfærdsroulette" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/77d11-jre_fig1_tabere-og-vindere.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/86a90-jre_fig1_tabere-og-vindere.png" text="Lars Løkke Rasmussens store omprioritering er i gang. Kommunerne, kulturen, miljøet og uddannelserne  kan blive taberne, mens sundheden er den store vinder."]Kilde: Mandag Morgen [/graph]

Lækkede papirer viser, at Det Kongelige Teater og andre institutioner under kulturminister Bertel Haarder (V) skal aflevere ca. 150 millioner kr. om året, mens miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har fundet lige under 90 millioner kr. ved bl.a. at opgive en del af projekterne under klimapuljen og tilskud til skovrejsning.

At Lars Løkke Rasmussen har tilbageerobret Statsministeriet, kan få langt større betydning for det danske velfærdssamfund, end debatten i medierne giver indtryk af. På velfærdsområdet har Løkke lagt op til den mest omfattende omprioritering i årtier.

Tilbage i 2009, dvs. den første regering under Lars Løkke Rasmussen, kunne finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) glæde sig over en ”markant stigning i antallet af offentligt ansatte”.  I dag ligger fokus et helt andet sted. Under Lars Løkke Rasmussen II skal kernevelfærden prioriteres på bekostning af andre opgaver.

Bare tre måneder efter valget den 18. juni er vi er langt væk fra valgkampens diskussioner om det økonomiske råderum og den ekstra velfærd, det giver plads til.

Omprioriteringen er i fuld gang. Og den handler både om at tilføre flere penge til udvalgte områder på bekostning af andre områder, der skal finansiere denne nytilførsel.

Det har kommunerne for eksempel mærket.

En hurtig start

Den store omprioritering begynder, umiddelbart efter at Lars Løkke Rasmussen har sat sig for enden af bordet i Statsministeriet. Mens de fleste fokuserer på den bebudede akutindsats på asyl- og flygtningeområdet, forhandler finansminister Claus Hjort Frederiksen den årlige økonomiaftale med kommunerne på plads.

Som så ofte før forhandles der uden den store mediebevågenhed. Måske er det derfor, at ingen rigtig lægger mærke til de store og blivende besparelser på de kommunale velfærdsområder.

Kommunerne er ikke i forvejen forvænt med vækst og nye milliarder til velfærd. Gennem de seneste år har budgetloven lagt loft over kommunernes udgifter. Men ifølge det nye regeringsgrundlag skal de hvert eneste år finde yderligere 1 pct. på budgetterne til det såkaldte omprioriteringsbidrag – svarende til 2,4 milliarder kr. årligt.

Claus Hjort Frederiksen lader dog nåde gå for ret det første år: Her kan kommunerne nøjes med at spare 500 millioner kr. – som dermed kan indgå i regeringens prioriteringer i forbindelse med f.eks. finansloven.

Forløbet står i skærende kontrast til de forhandlinger, Claus Hjort Frederiksen fører med regionerne kort efter sommerferien.

I 2016 lover han på regeringens vegne at aflevere en ekstra milliard til sygehusene og andre opgaver på sundhedsområdet. For regionernes vedkommende omfatter de forkætrede omprioriteringer alene udgifterne til administration og regional udvikling, hvor der skal hentes et mindre millionbeløb.

Oven i den ene milliard lover Claus Hjort Frederiksen at finde et stort millionbeløb til sygehusene, når finansloven skal forhandles på plads til oktober.

Kasseeftersyn fremmer omprioriteringer

Når Lars Løkke Rasmussen og Venstre skal begrunde nedskæringerne, henviser de ofte til det ”kasseeftersyn”, Claus Hjort Frederiksen gennemførte, da han tiltrådte.

Under valgkampen talte både Thorning-Schmidt og Løkke Rasmussen om et samlet råderum på i alt 39 milliarder kr. i årene 2016-2020. Nu er det beløb barberet med 8 milliarder kr.

Det er selvfølgelig mange penge. Men i forhold til periodens samlede offentlige forbrug på 2.600 milliarder kr. drejer det sig om ca. 3 promille.

Kasseeftersynet handler derfor ikke så meget om kroner og øre.

Det er lige så meget et redskab i den prioriteringsdiskussion, som Løkke har sat gang i. Et redskab, der bliver brugt med stor energi af både ministre som Claus Hjort Frederiksen og menige folketingsmedlemmer.

Et eksempel er Venstres Hans Andersen. Han er valgt i Frederikssund på en kampagne med sloganet: ”Motorvej helt til Frederikssund”. Under valgkampen kunne bilister på den stærkt trafikerede landevej til København se ham stå med sit banner i vejkanten morgen efter morgen. Der var med andre ord tale om et helt klassisk valgløfte.

Det bliver så bare ikke til noget.

Efter kasseeftersynet har trafikminister Hans Christian Schmidt (V) udskudt bevillingerne til både udbygning af Frederiksunds- og Hillerødmotorvejen. Nordsjællandske borgmestre betegner udskydelsen som et løftebrud. Men ifølge Venstre er det en konsekvens af kasseeftersynet:

”Med færre penge i kassen er det alt andet lige blevet sværere at finde penge til alle de trafikønsker, der er i hele Danmark,” har Hans Andersen for nylig sagt til Frederiksborg Amtsavis.

Velfærd på markedsvilkår

Regeringens velfærdsomlægninger flytter ikke bare rundt på milliarderne i den offentlige sektor. Ifølge regeringsgrundlaget kommer de også til at flytte milliarder mellem den offentlige og den private sektor.

”Vi vil fremlægge en plan for, hvordan flere opgaver kan sendes i udbud ved brug af måltal,” hedder det i regeringsgrundlaget.

Udbudsstrategien er kun en enkelt del i omlægningen i den måde, velfærden produceres og leveres på.

Venstres velfærdsudspil fra oktober sidste år giver et fingerpeg om den øgede markedsgørelse af velfærdssamfundet og borgernes øgede ret til frit valg, som nu vil være ledestjernen under V-regeringen.

Løkke vil styrke borgernes frie valg, give større frihed til de enkelte institutioner og gøre det nemmere for private og andre ikke-offentlige leverandører at drive plejehjem, hospitaler og børnehaver.

Folk skal i højere grad kunne vælge private og selvejende leverandører som alternativ til det nuværende kommunale tilbud. Ældre skal f.eks. have mulighed for at vælge mellem private og kommunale sygeplejere, hjælp til rehabilitering og leverandører af ældremad.

På denne måde lægger Venstre op til at bryde den offentlige sektors monopollignende status og give private virksomheder bedre muligheder for at få del i velfærdsopgaverne.

Farvel til 2020-mål for velfærden?

Mens regeringen vil bruge måltal inden for udbud af velfærdsopgaver generelt, er det langt mere usikkert, om den vil bruge konkrete måltal inden for social-, sundheds-, integrations- og andre velfærdspolitiske områder.

Både det sociale område og integrationen ligger uden for, hvad regeringsgrundlaget definerer som ”en stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og de ældre, og hvor vores børn får en god uddannelse”.

På det sociale område er det yderst tvivlsomt, om V-regeringen vil fortsætte de sociale 2020-mål, som ellers var pejlemærker for Thorning-Schmidts regering.

Lige nu diskuterer regeringstoppen, ”om udformningen af de eksisterende målsætninger afspejler de største udfordringer på socialområdet”, som det hedder i en mail til Mandag Morgen fra Social- og Indenrigsministeriet.

Målene handler f.eks. om, at der maksimalt må være 4.000 hjemløse i Danmark om 5 år, at mindst 50 pct. af de udsatte børn og unge skal have en ungdomsuddannelse som 25-årige, og at antallet af narkorelaterede dødsfald reduceres med mindst 30 pct.

På same måde er det tvivlsomt, om regeringen vil fortsætte med at måle udviklingen på integrationsområdet.

Den tidligere regering har gennem årene udviklet et nationalt integrationsbarometer, der viser udviklingen inden for områder som beskæftigelse, uddannelse, danskkundskaber, udsatte boligområder og kriminalitet. På denne måde kan alle løbende se, hvordan det går på de enkelte områder på både landsplan og i de enkelte 98 kommuner.

Det samme er tilfældet på det ellers højt prioriterede sundhedsområde. Her har Løkke-regeringen arvet syv konkrete mål for, hvordan danskerne skal leve længere og sundere. Det betyder f.eks., at der om 10 år skal være 272.000 færre rygere og 169.000 færre alkoholmisbrugere. Også Sundhedsministeriet fortæller, at de syv mål er sendt til gennemsyn i regeringstoppen.

Efter bare tre måneder som statsminister er det tydeligt, at Lars Løkke Rasmussen ikke har tænkt sig at videreføre business as usual. Han er i gang med en større omlægning af velfærden til fordel for kernevelfærden. Det er måske nok folkekært, men det kan give bagslag på længere sigt.

Når Løkke Rasmussen lader grønthøsteren tage 2 pct. af alle udgifter, kan det gå ud over strategiske hensyn og fremtidsinvesteringer, ikke mindst på uddannelsesområdet.

Og ønsker han ikke at sætte mål for sociale forbedringer, integration og sundhed, bliver det sværere at gøre indsatsen så effektiv som muligt.