Når de 205 nyvalgte regionspolitikere mødes for første gang efter nytår, vil stemningen være præget af forventningens glæde til en ny kommende valgperiode. Men under overfladen lurer risikoen for, at det bliver den sidste.

Regionernes fremtid kommer til at afhænge meget af næste folketingsvalg. Fortsætter Helle Thorning-Schmidt som statsminister, vil de med stor sandsynlighed fortsætte i den nuværende form og beholde ansvaret for bl.a. sygehusene og praksissektoren.

Hvis Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, generobrer nøglerne til Statsministeriet, er deres fremtid langt mere usikker – uanset om det bliver en ren V-regering eller en ny VK-regering.

Alle Venstres støttepartier, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, ser gerne regionerne hen, hvor peberet gror. Og Venstres egen officielle politik har siden august 2011 været at nedlægge regionerne til fordel for tre statslige sygehusfællesskaber med de store universitetshospitaler i København, Aarhus og Odense som krumtapper.

Før regionsrådsvalget i sidste måned åbnede Lars Løkke Rasmussen en lille dør på klem for at bevare regionerne. Og stærke kræfter i Venstre, ikke mindst regionsrådsformand i Syddanmark Carl Holst, kæmper også for at bevare dem. Men det vil alligevel være højst overraskende, hvis Venstre skifter holdning igen og dermed skaber intern splid i blå blok om regionale opgaver for over 100 milliarder kr. årligt forud for folketingsvalget.

Eller som partiets sundhedsordfører, Sophie Løhde, udtrykker det:

”Regionerne er ikke lavet af beton, og det vil være temmelig uklogt, hvis vi som politikere slet ikke vil diskutere struktur. Det afgørende for os er patienterne og at sikre en organisering af sundhedsvæsenet, så vi får størst mulig kvalitet og sundhed for pengene. Det lette er at sige, at regionerne bare skal nedlægges. Det svære er at svare på, hvad der i givet fald skal sættes i stedet. Men vi vil i god tid inden næste folketingsvalg fremlægge vores tanker omkring fremtidens styring af sundhedsvæsenet.”

Ingen grydeklare løsninger

Ethvert sundhedsvæsen har sine styrker og svagheder. Intet land har opfundet den ultimative sundhedsmodel, som andre bare kan kopiere. WHO udarbejdede i 2000 en global rangliste, der kårede det franske sundhedsvæsen til verdens bedste. Men analysen var meget kritiseret, og siden har verdenssundhedsorganisationen ikke forsøgt at gentage kunststykket.

Som det danske skattefinansierede sundhedsvæsen er skruet sammen, er der reelt fire modeller, der kan komme i spil.

Det kan være en regional model, som vi kender i dag. Det kan være en kommunemodel a la den finske, hvor kommunerne ejer og driver sygehusene i fælleskommunale selskaber. Det kan være en model, hvor ansvaret for at drive sygehusene ligger hos statslige regioner. Og endelig kan det være en model, hvor alle sygehusene bliver selvejende institutioner med egne bestyrelser, som staten styrer på samme måde, som den i dag styrer gymnasierne.

En af landets førende eksperter på området, professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, er fortaler for at bevare den nuværende regionale model.

”Det er relativt enkelt at se på fordele og ulemper ved de fire forskellige modeller. Og når man analyserer sig frem på kryds og tværs, vil man kunne observere, at den mindst ringe model er den nuværende regionale med folkevalgte råd,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Samme konklusion er hovedparten af de danske eksperter kommet frem til, når de i de sidste 20 år har analyseret sundhedsvæsenet – fra Sygehuskommissionen under Nyrup, over Lars Løkke Rasmussens rådgivende udvalg med Kjeld Møller Pedersen i spidsen, til VK-regeringens Strukturkommission.

Erfaringerne fra Norge

Venstres forslag om de statslige sygehusenheder kan langt hen ad vejen sammenlignes med sygehusmodellen i Norge. Her overtog staten i 2002 ejerskabet af sygehusene fra de 19 såkaldte fylkekommuner.

Men erfaringerne har været meget blandede. Og den nye borgerlige regering har nu besluttet, at modellen skal skrottes hurtigst muligt, uden at den dog har kommet med et bud på, hvad den skal erstattes af. Som det hedder i det norske regeringsgrundlag: ”Regeringen vil nedlægge de regionale sundhedsvirksomheder, når der er udformet en national sundheds- og sygehusplan.”

Som den norske model er skruet sammen i dag, er sygehusene styret af fire regionale sundhedsvirksomheder – regionale helseforetak – der hver især har egen bestyrelse og ledes af en adm. direktør, der varetager det statslige ejerskab. De bestiller behandlinger og andre sundhedsydelser fra de lokale sygehuse og private leverandører.

Et af formålene med den norske reform var at sikre en bedre økonomisk styring. Men den norske Rigsrevision har analyseret økonomien og konkluderet, at der var et samlet underskud på 25 milliarder kr. i perioden 2002-2008.

Flere af de norske eksperter, der var med til at støbe kuglerne til reformen, herunder professor Jan Grund fra Høgskolen i Oslo og Akershus, konkluderer, at modellen er blevet for bureaukratisk, og at de regionale bestyrelser med blandt andet politikere som medlemmer har udspillet deres rolle. Den nye norske sundhedsminister, Bent Høie, har luftet tanken om at fjerne politikerne fra sundhedsbestyrelserne.

Kjeld Møller Pedersen har fulgt den norske sundhedsmodel tæt og mener også, at der er en række problemer ved den, f.eks. uklare kommandoveje mellem de indirekte udpegede politikere i bestyrelserne og den siddende minister. 

Han forudser også store problemer i en alternativ statslig model, hvor sygehusene bliver selvejende institutioner med egne bestyrelser.

”Jeg er selv bestyrelsesformand for et gymnasium og kender derfor problemstillingen. Der er ikke så mange koordineringsbehov på et gymnasium ud over noget om f.eks. optag og kapacitet. Til gengæld er der behov for en relativt kraftig styrende hånd på sygehusene. Og hvis det så oven i købet er sygehusbestyrelser, hvor der sidder indirekte udpegede kommunalpolitikere, hvis vigtigste opgave per definition er at fremme det lokale sygehus, så kan der for alvor komme ballade – specielt hvis der skal tages stilling til en nedlæggelse af sygehuset,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Svar fra Venstre

Da Venstre i august 2011 lancerede sit forslag om at erstatte regionerne med statslige sygehusenheder, var det kulminationen på en af de mest topstyrede beslutningsprocesser i nyere dansk politik. Den brød med årtiers tradition for gennembearbejdede analyser forud for store strukturelle reformer.

Mandag Morgen har tidligere afdækket, hvordan beslutningen reelt blev truffet af partiets to topfolk, statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen, mens den daværende sundhedsminister, Bertel Haarder, kun spillede en meget lille birolle.

De to topministre traf beslutningen for bl.a. at lukke en sårbar flanke forud for folketingsvalget i 2011, da især Dansk Folkeparti og De Konservative pressede på for at få nedlagt regionerne. De satte en gruppe embedsfolk i Finansministeriet til at skrive et notat, der indeholdt argumenter for og imod de forskellige sygehusmodeller.

Notatet fra den såkaldte ”Arbejdsgruppe om fremtidige udfordringer på sundhedsområdet” har aldrig været offentliggjort, og Mandag Morgen har fået afslag på sin ansøgning om aktindsigt i det hemmelige notat i sin helhed.

Forløbet dengang resulterede i, at VK-regeringen samlede flertal for at nedlægge regionerne sammen med Dansk Folkeparti. Samtidig blev der nedsat to arbejdsgrupper. Den ene, med tidligere departementschef Ib Valsborg som formand, skulle komme med løsninger til, hvordan den fremtidige sygehusstruktur skulle se ud, når regionerne var nedlagt og erstattet af de nye sygehusenheder, og det sundhedsfaglige ansvar for den overordnede planlægning og prioritering samlet i staten.

Den anden gruppe skulle kigge på regionernes øvrige opgaver, såsom det specialiserede socialområde, miljøopgaver, kollektiv trafik, specialundervisning og turisme.

Men inden de to grupper trak i arbejdstøjet, havde Lars Løkke Rasmussen udskrevet folketingsvalg, som han tabte, og derfor kom grupperne aldrig i gang med deres arbejde. Og den nye S-ledede regering fredede regionerne.

Langt op i Venstres topledelse er der en udbredt opfattelse af, at partiet ikke igen kan slippe af sted med bare at ville nedsætte en ny arbejdsgruppe, der skal tage stilling til sygehusvæsenets organisering og regionernes fremtid. Ved et kommende folketingsvalg vil partiet have haft 3-4 år til selv at komme på banen med et mere konkret bud på fremtidens styring af sundhedsvæsenet.

[graph title="Potentiale på 2 mia. kr." caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f139a-tka_fig01b_potentiale-pa-2-mia-kr.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/58c2d-tka_fig01b_potentiale-pa-2-mia-kr.png" text="Hvis alle regioner var lige så produktive som Syddanmark, kunne det frigøre ca. 2 mia. kr."]Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet. [/graph]

Potentiale på 2 milliarder

Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, mener, at Danmark kan lære meget af både de gode og dårlige erfaringer fra den norske sygehusreform.

Hun erkender også, at de fem danske regioner har skabt en række markante forbedringer, siden de så dagens lys for syv år siden. Lægerne på sygehusene formår f.eks. at behandle langt flere patienter end tidligere, og produktiviteten er de senere år steget med 4-5 pct. årligt – en vækst, som kommunerne – og mange private virksomheder – kun kan drømme om.

”Men vi må også bare i al stilfærdighed erkende, at de udfordringer, som venter regionerne og de nye regionsmedlemmer forude, er nogle helt andre end dem, som de har haft tidligere. Det er heller ikke acceptabelt, at kun hver fjerde brystkræftpatient i Region Hovedstaden får et tilbud inden for den fagligt fastsatte tidsfrist, mens man er langt bedre til det i Region Midtjylland,” siger Sophie Løhde med henvisning til, at Region Midtjylland opererer 94 pct. af patienterne med brystkræft inden for den fagligt fastsatte tidsfrist på 27 dage.

Der er også meget stor forskel på de enkelte regioners produktivitet. Hvis alle regioner blev lige så produktive som Region Syddanmark, ville det kunne udløse et samlet økonomisk potentiale på ca. 2 milliarder kr. årligt. Se figur 1. Det fremgår af et svar, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har givet til Folketingets Finansudvalg.

Selv om beregningerne ikke tager højde for bl.a. forskellene i sammensætningen af patienter og deres sociale baggrund samt kvaliteten af behandlingen, så vidner det ifølge Sophie Løhde om et stort potentiale for at få mere sundhed for pengene:

”Derfor skal vi se med friske øjne på sundhedsvæsenets fremadrettede udfordringer. Og jeg kan love, at vi nok skal melde klart ud, hvor vi står, i god tid inden næste folketingsvalg.”